Stephanie Léon er både skuespiller og SOSU-hjælper – og det er der flere gode grunde til

Hvad er dine tidligste minder som skuespiller?

"Mine første minder er fra 'Tøsepigerne' i 1995, da jeg var ni år gammel. Jeg har kun gode minder fra dengang og husker tydeligt, hvor menneskevarm instruktøren Vibeke Gad var. 

Jeg husker det ikke, som om det var ”at gå på arbejde”, men mere som en tryg, god og legende oplevelse, der fik mig langt omkring i verden, og det var en stor oplevelse for en niårig. 

Min mand vil ikke indrømme sin affære

Jeg er sikker på, at min mand har en affære, men han vil ikke indrømme det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Efter 'Tøsepigerne' fik jeg rollen som Nova i 'Krummernes Jul', og så startede karrieren med flere roller derefter."

Påvirkede det dig at skulle præstere i sådan en tidlig alder?

"Nej, ikke i starten. Jeg husker egentlig bare, at vi hyggede os sindssygt meget og fik lov at være børn og fjolle rundt. 

Selvfølgelig var der også et ansvar, men jeg husker det ikke som et pres. Men da jeg blev teenager og lavede film som 'Bagland' og 'Råzone', var det første gang, jeg trådte ud af børnerollerne, og det lagde selvfølgelig et større pres på mig, som jeg skulle lære at navigere i.

Jeg skulle samtidig finde ud af, hvem jeg var, og jeg oplevede, at var svært at opbygge mit selvværd og turde være mig selv i et samfund, hvor jeg følte, at jeg ikke passede ind."

Som 17-årig uddannede du dig til SOSU-hjælper og flyttede i perioder derefter til og fra USA. Hvad trak dig i den retning?

"Min mor var sygeplejerske, og hendes oplevelser og historier med faget har altid gjort, at menneskepleje var en stor interesse for mig. 

Derudover har jeg altid haft en naturlig interesse for mennesker, som nok stammer fra min far. Han var fra Spanien, og der snakker alle med alle – uanset hvilket samfundslag man er fra. Min far kunne snakke med den hjemløse mand i en time såvel som den højtuddannede mand, og det smittede nok af på mit livssyn. 

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

Jeg har altid været interesseret i mennesker fra alle samfundslag og især nok dem, som ikke helt passer ind i samfundets firkantede kasser. Og så blev jeg måske også selv en af dem, fordi jeg aldrig var særlig god i skolen.

Jeg var altid hende, der brugte mere tid på kontoret end i klasseværelset, så da jeg så en mulighed for at læse noget, jeg ægte interesserede mig for, tog jeg den."

Hvad fik dig til at flytte til USA?

"Første gang jeg var på ferie i USA, blev jeg ret fascineret af amerikanernes energi og deres generelle åbenhed for fællesskab – og det var noget, jeg følte, at jeg godt kunne bruge mere af. 

Jeg endte med at møde en pige fra L.A. på MySpace, som blev min bedste veninde. Efter et par besøg hos hende besluttede jeg mig for at flytte endeligt i 2010, da jeg virkelig kunne mærke, at jeg havde brug for et nyt kapitel i mit liv – jeg havde et behov for at komme ud og opleve verden på en anden måde. 

Det var ikke, fordi jeg prøvede at komme væk fra den danske filmbranche, men at bo i USA bragte en side frem af mig, som jeg ikke kunne få ud herhjemme."

Hvad var det for en side?

"Det var min mere åbne og energiske side. Jeg fik større armbevægelser, var mere spontan og turde leve mere i nuet. Når jeg var i USA, kunne man møde vidt fremmede mennesker i en kø, og så om aftenen var du blevet inviteret med til deres barbecue. 

Jeg fik meget mere selvværd og selvtillid i bare at være mig selv, fordi alle alligevel fyldte lidt mere. Der var mere plads til forskellighed, og man behøvede ikke være på en bestemt måde for at passe ind. Det var nok mere en længsel efter at udforske en anden version af mig selv, som jeg vidste, jeg ikke kunne udleve i Danmark, og som jeg tidligere havde slået mig lidt på. 

Jeg mærkede en anden frihed, lethed og energi til at være de mere direkte og legende sider af mig selv. Jeg indså, at det ikke var mig, der var forkert."

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Nu er du tilbage i Danmark efter ni år, men hvad har fået dig til at flytte hjem og genoptage skuespillet?

"Jeg flyttede hjem, fordi jeg blev gravid med min søn Cameron, og jeg ville gerne have, han fik en tryg opvækst, ligesom jeg selv havde – og det er bare noget helt andet at vokse op i L.A. 

Jeg havde aldrig mistet lysten til at lave film, så efter jeg havde været hjemme i et stykke tid, fik jeg tilbudt en rolle i filmen 'Mødregruppen', og det var virkelig fedt at være tilbage. 

Jeg elsker at lave film, men jeg har også indset, at min ting er at gøre det, der inspirerer andre mennesker – uanset om det er ved at lave film eller passe ældre. Jeg arbejder stadig i ældreplejen, fordi det giver mit liv en anden slags værdi, som jeg elsker. Min ting her i verden ér at være en, der respekterer og behandler alle ordentligt. 

Jeg tror, at det er vigtigt at holde fast ved den kerne af mig selv, fordi filmbranchen er turbulent – den ene dag er du inde, den anden er du ude. Jeg er ikke typen, der pleaser alle i branchen, og hvis jeg gjorde, ville jeg rende rundt og performe med en falsk maske på – og det er præcis sådan, man mister sig selv. 

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

Jeg er facadeløs, ærlig og direkte, og det er præcis det, jeg skal holde fast i for at være mig."

Hvis du kunne give dit yngre jeg et råd, hvad ville det så være?

"At det er okay at være anderledes – du skal ikke passe ind i samfundets stringente kasser for at blive til noget. Mange af dem, der ikke passer ind, bliver kreative på en anden måde og sindssygt gode menneskekendere. 

Mange af de drenge, der hang på gaderne, da jeg voksede op, arbejder i dag med mennesker og er fyldt med empati og en helt anden menneskeforståelse, end man kunne få ved at læse en bog. 

Ni ud af ti gange er jeg hende, der ikke passer ind, men det vil jeg sige til mit yngre selv er helt okay."