Da Ida fik kræft, sluttede hendes parforhold: "Jeg kunne se lettelsen i hans øjne"

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg var ikke mere end 28 år, da jeg ved et tilfælde opdagede en knude i mit bryst. 

Alt frøs til is i mig, mens jeg prøvede at forstå det, min hånd allerede havde mærket sig frem til. En knude. Kræft? Mig?

LÆS OGSÅ

Sannes mand tog deres børn som gidsler

Simon havde været mig utro og forladt mig flere gange gennem årene. Alligevel var det ham, der opførte sig som et såret og hævngerrigt offer, da jeg endelig fandt styrken til at gå fra ham. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Jeg var jo ung. Jeg havde ikke engang fået børn endnu. Det kunne ikke passe.

Jeg var vokset op på landet, men efter at have taget min uddannelse i København, blev jeg hængende i byen. Også fordi jeg havde mødt Daniel, som jeg nu boede sammen med. 

Daniel var ejendomsmægler og drømte om at få sin egen forretning. Jeg selv var uddannet mediegrafiker og arbejdede i reklamebranchen. Vi levede det hurtige, hektiske byliv, hvor karrieren og pengene kom først. 

Vi spiste rigtig tit ude, gik til fester og rejste mindst en gang hver tredje måned. Vi dyrkede kort sagt os selv og vores ambitioner og al den luksus, som vores rigtig gode lønninger gav os mulighed for at købe os til.

At få så alvorlig en diagnose som brystkræft passede derfor slet ikke ind i det liv, som Daniel og jeg havde skabt, så vi var dybt chokerede over, at det kunne ramme os. Samtidig var vi dog også rørende enige om, at det her ikke skulle få lov til at ødelægge vores liv.

Jeg blev sendt direkte videre til undersøgelse på hospitalet efter en konsultation hos min læge. Snart gik hele møllen så i gang. 

Undersøgelse, indlæggelse, operation efterfulgt af stråler. 

Jeg satte al min lid til lægerne. Det var dem, der skulle gøre mig rask. Det var dem, der havde ansvaret, så jeg gjorde derfor alt, hvad de sagde. Jeg fulgte deres behandlingsplan til punkt og prikke og prøvede ellers resten af tiden at leve så normalt som muligt. 

For det var så afsindigt vigtigt for mig, at livet bare skulle fortsætte, som det plejede, så jeg skubbede angsten for at dø til side og holdt hårdt fast i den tilværelse, jeg havde haft, før sygdommen brød ud.

Efter operation og en længere omgang stråler erklærede lægerne, at jeg havde gode chancer for at komme mig helt. Det fik de desværre ikke ret i. Jeg gik løbende til kontrol, og mindre end et år efter lød den nedslående besked, at der var kommet nye kræftceller til.

Jeg var i første omgang sluppet for kemobehandling, hvad jeg havde været dybt taknemmelig for. Jeg mistede ikke håret af mine strålebehandlinger, og jeg lå heller ikke og kastede op i dagevis, så udenpå havde jeg hele tiden næsten lignet mig selv. 

LÆS OGSÅ

Tinus blev aldrig elsket af sin mor: ”Jeg var en skuffelse for hende”

Dragartist Tinus de Schunard brugte det meste af sin opvækst på at vinde sin mors kærlighed, Det lykkedes bare aldrig. Det skriver han i sin selvbiografi, ”Libertinus”. Heldigvis kom han ud på den anden side – og han stadig tror på, at kærligheden findes.

Det havde bekræftet Daniel og jeg i, at alt også næsten var, som det plejede.

Da jeg nu fik besked om, at kræften var vendt retur, skulle jeg derimod i gang med kemobehandling. Der var ingen vej uden om, hvis jeg ville overleve, sagde lægerne. Daniel, der sad ved siden af mig, da vi fik beskeden, blev ligbleg. 

Han rykkede sig forskrækket tilbage i stolen, så man næsten skulle tro, at det var ham, det var gået ud over. Jeg valgte dog at se hans voldsomme reaktion som en form for chokeret medfølelse, og han fik da også samlet sig igen.

De næste uger blev rædselsfulde. Jeg blev så syg af kemoen, at jeg dårligt kunne bevæge mig. Mit lange, lyse og smukke hår sad snart fast som store, døde totter i børsten, hver gang jeg forsøgte at rede det, så det varede ikke længe, før jeg klippede det hele af. 

Jeg kastede også op i dagevis efter hver behandling, og kiloene raslede af mig, mens angsten for at dø rev mig rundt i stort set alle mine vågne timer.

Det var slemt, rædselsfuldt, men værst af alt var, at jeg kunne mærke, hvordan Daniel langsomt fjernede sig fra mig. Han ville slet ikke have med det at gøre. Han kunne bare ikke få sig selv til at sige det direkte, så han undskyldte sig altid med, at han havde travlt og måtte arbejde over. 

Lige pludselig havde han utroligt mange vigtige møder, gerne til sent ud på aftenen.

– Men jeg gør det jo for vores skyld. Så vi ikke behøver at tænke på penge, som han sagde, mens han tvang sig selv til at stryge mig hurtigt over kinden, før han skyndte sig ud ad døren igen.

Hvis jeg prøvede at fortælle ham, at jeg havde mere brug for hans nærvær end hans penge, svarede han ikke på det. Han så mig i det hele taget aldrig i øjnene mere. Det var, som om han væmmedes ved alt det, kemobehandlingen og sygdommen gjorde ved mig. 

Daniel havde forladt mig. Rent følelsesmæssigt var han stået af, selv om han stadig lod som om, han støttede mig.

Første gang, jeg fik kræft, havde jeg selv spillet med på løgnen om, at det her ikke var noget særligt. Jeg skulle bare se at blive rask i en fart, så jeg kunne vende tilbage til det liv, vi havde haft før. Men denne gang kunne jeg ikke skjule, hvor syg jeg i virkeligheden var, så bare seks uger efter, at mine kemobehandlinger var startet, indså jeg, at jeg måtte væk. 

LÆS OGSÅ

Vores anmelder er imponeret af ny film: ”Nyd den med en kvinde, der betyder noget i dit liv”

Man skal passe på de modne kvinder i denne franske film, hvor relationer, svigt og fortid mødes i et elegant rendezvous.

Jeg kunne simpelthen ikke mere. Jeg måtte væk fra en mand, der var frastødt af mig og hele tiden prøvede at benægte alvoren i min sygdom.

For første gang forstod jeg også, at ansvaret for min helbredelse ikke kun var lægernes, men også mit eget. Hvis jeg skulle blive helt rask, måtte jeg som minimum passe på mig selv og kæmpe for et liv, der var værd at leve. 

Her betød penge, dyrt modetøj, fester og eksklusive restaurantbesøg absolut ingenting. Al luksus var fuldstændig ligegyldig. Mit stressede job var også direkte skadeligt. Og samlivet med en mand, der ikke engang kunne lægge armene om mig, når jeg havde allermest brug for det, kørte mig fuldstændig ned og ødelagde den rest af selvværd, jeg måtte have tilbage.

Så jeg var nødt til at bryde med Daniel. Han forsøgte at lyde chokeret, da jeg sagde, at jeg gik fra ham, men jeg kunne se i hans øjne, at han var lettet. Det ville han bare aldrig turde indrømme, hverken over for mig eller sig selv. 

Bagefter ringede jeg til mine forældre, som kom og hentede mig.

Da jeg først havde sagt farvel til alt det liv, der drænede mig for energi, kunne jeg give slip og begynde at koncentrere mig om mig selv og om at blive rask. Mine forældre passede og plejede mig i alle ender og kanter. Min mor tog med mig på hospitalet, hver gang jeg skulle have kemo og lavede alle mine livretter, når jeg var i stand til at spise. 

Min far insisterede på at betale mine regninger, så jeg kunne spare sygedagpengene op til at komme i gang igen med noget andet, når jeg engang var rask. Et sted vidste jeg nemlig godt, at jeg nok aldrig ville vende tilbage til mit stressende job på reklamebureauet.

Lange, solrige sensommerdage tilbragte jeg i en liggestol under æbletræet ude i mine forældres have, og da det blev koldere, flyttede jeg ind og fik den bedste plads i stuen tæt ved brændeovnen. De var i det hele taget helt, helt fantastiske mine forældre. 

LÆS OGSÅ

Signe indså noget vigtigt under sin barsel – i dag har familien en helt ny hverdag

Da Signe, Mads og deres børn flyttede ind på Ritt Bjerregaards gamle æbleplantage, fik de det familieliv, de drømte om – og en masse æbler, som de er i fuld gang med at eksperimentere med.

Jeg drak af deres ro. 

Min krop reagerede stadig voldsomt på kemokurene, jeg var skaldet, spøgelsesagtigt tynd og gennemsigtig. Alligevel så jeg aldrig andet end kærlighed og tro på, at jeg nok skulle klare den fra mine forældres side.

Jeg sagde mit job op og blev boende hjemme i yderligere tre måneder efter, at kurene var stoppet. Mens håret stille og roligt voksede ud, og jeg fik sul tilbage på kroppen, brugte jeg tiden på at fundere over, hvad for et liv, jeg skulle leve herfra.

Svaret viste sig at komme helt af sig selv. Pludselig var der et job til mig på den lokale avis, og lige så pludseligt forelskede jeg mig i et sødt bondehus, som jeg ovenikøbet havde udbetaling til, fordi det ikke var særlig dyrt.

Jeg ville blive fulgt tæt af lægerne i de næste år, så der var et stykke vej til, at jeg kunne kalde mig for hel rask. Men, tænkte jeg, det skulle ikke forhindre mig i at leve mit liv i mellemtiden. Tværtimod. Det var faktisk det, det gik ud på.

Jeg byggede derfor mit nye liv op sten for sten, og sørme om jeg ikke også var heldig at møde kærligheden igen. I dag har Esben og jeg en datter på to år, og mit liv har aldrig været bedre.

Efter fem år med jævnlige kontroller blev jeg så for nylig endelig erklæret helt rask. Det lange forløb har ændret mig. Jeg er ikke længere den kvinde, jeg var dengang, det hele begyndte. 

I dag tager jeg livet med langt større ro, og jeg spørger altid mig selv, om noget føles rigtigt, før jeg tager en beslutning.

For sygdommen lærte mig virkelig at lytte til mig selv og handle derefter, og det er jeg taknemmelig og lykkelig over, at den gjorde.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.