Victoria blev konfronteret med sin mobber - og tog en vigtig beslutning

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Victoria opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

"Tak, Victoria, det har været så hyggeligt. Vi har haft den dejligste weekend. Næste gang, du er i København, så ved du, hvor du sover!"

Mette gav mig et stort kram, inden hun og hendes veninde steg op i toget på Hamborg Hovedbanegård.

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

"Jeg synes også, det har været rigtig hyggeligt med besøg hjemmefra, Mette. Hav nu en rigtig god tur hjem. Vi skrives," sagde jeg og løftede armen til farvel, mens dørene til toget klappede i.

Det var begyndt at regne, så jeg småløb hjem. Jeg havde været heldig at finde en virkelig dejlig lille lejlighed midt i Hamborgs mest hyggelige og hippe kvarter, og jeg knuselskede den. Efter at have læst tysk og arbejdet på kontor havde jeg fundet mig et super job i Hamborg. 

Allerede som 20-årig var jeg flyttet hertil og anså mig selv som fastboende nu.

Bortset fra min familie og et par helt nære venner, så havde jeg mest kontakt med dem derhjemme via Facebook. Det var også her, at jeg havde skrevet med Mette, som netop havde været her i en lang weekend. 

Mette kendte jeg, fra da jeg studerede tysk. Hun og hendes veninde var ikke de første, der havde spurgt, om de måtte besøge – og sove på min sofa. Det var fint for mig. 

Jeg var glad for besøg og nød at vise Hamborg frem, når der kom nogen forbi.

Jeg var dog godt mørbanket efter en weekend, hvor vi havde gået mange kilometer, men hvor jeg også var blevet trakteret med god mad og vin som tak for min gæstfrihed. Jeg skyndte mig derfor tidligt i seng, så jeg var klar til en ny uge.

Aftenen efter så jeg, at Mette havde skrevet et langt opslag om sit besøg med flotte og sjove billeder og lagt det på Facebook. Der kom massevis af likes. Og blot et par dage efter fik jeg en personlig besked fra Camille, der havde læst Mettes opslag.

Camille stammede fra et noget mere træls og trist kapitel i mit liv. 

Gymnasiet, som jeg mindedes med meget blandede følelser. Jeg var kommet skævt ind på mine klassekammerater og blev derfor hurtigt pigegruppens sorte får.

Gruppen var ført an af Marie. En dominerende pige, der styrede klassens pigegruppe med hård hånd. Desværre med godt held. Selv om jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at være med, for eksempel når der skulle varmes op til fest, eller når der skulle dannes projektgrupper, så sørgede Marie for, at der aldrig lige var plads til mig. 

De fleste af de andre piger var tavse medløbere, så jeg klappede snart i. 

Jeg holdt mig i stedet for mig selv, led i stilhed og følte mig frygtelig ensom. Så nej, jeg havde det mildt sagt ikke sjovt, selv om nogle af pigerne var flinke nok, når Marie ikke var i nærheden, altså. For eksempel netop Camille, der engang havde inviteret mig med en uge i sommerhus. 

Der hyggede vi os rigtig meget, og mindet om den uge havde hjulpet mig igennem det første halve år af 2. g.

Camille og jeg havde holdt kontakten efter gymnasiet, og nu spurgte hun så via Facebook, om hun måtte komme og besøge mig en weekend sammen med en veninde. Helt spontant svarede jeg ja, og vi aftalte en dato.

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

Et par dage inden, at Camille skulle komme, faldt der så en bombe: Camilles rejsekammerat var forhindret i at komme med, så nu var Camille i gang med at finde et alternativ. Og hvem havde bidt på? 

Ingen ringere end min fortids store plageånd, Marie.

Marie! Marie, som havde tværet mig ud, ydmyget mig for øjnene af stort set alle i min klasse. Marie, som havde fået mig til at græde i skjul og have kronisk ondt i maven. 

Men som også – vidste jeg nu – havde fået mig til at holde hovedet iskoldt og insistere på, at hun ikke skulle ødelægge mit liv. Jeg var af den grund kommet ud af gymnasiet med en flot eksamen, og siden min drøm i Hamborg var begyndt, havde jeg fået skubbet mindet om Marie og alt det, hun havde gjort imod mig, væk. 

Men nu ville hun så dukke op igen.

Jeg tænkte først, at det var taktløst af Camille. Hun burde da vide, hvordan jeg havde det med Marie. Det spontane svar, der meldte sig, var da også et stort nej, alligevel besluttede jeg mig for at sove på det.

Næste dag stod det klart for mig, at jeg havde to muligheder. Jeg kunne afvise Marie, men dermed ville alt forblive uforløst. Hvorimod hvis jeg rent faktisk lod hende komme, så kunne hun ikke bare få lov til at se, hvor langt jeg var kommet med mit liv. Jeg ville måske også kunne få forklaret hende, hvad hendes mobning dengang havde gjort ved mig. 

På den måde ville jeg også kunne komme videre og endelig lægge den tid bag mig.

Jeg besluttede mig for det sidste og satte mig til tasterne for at svare Camille. Jeg skrev, at de naturligvis begge var velkomne, men som de jo nok vidste, så havde jeg haft en svær fortid med Marie, som jeg ikke bare kunne ignorere og nok gerne ville ha’ talt om. 

Kunne Marie leve med det, så glædede jeg mig til at se dem begge om fredagen.

Jeg var spændt på en ukendt måde, da jeg stod på stationen og så toget fra København rulle ind på stationen. Og det gav også et gib i mig, da Marie smilende hoppede ned på perronen og rakte mig hånden. 

På vej hjem mod min lejlighed havde vi dog ingen problemer med at finde på noget at tale om, og da vi trådte ind i lejligheden, faldt de begge i svime over, hvor dejligt jeg boede. 

Jeg hev nogle snacks frem, og Camille foreslog, at hun kunne smutte ned efter noget kold hvidvin.

Man skulle næsten have troet, at det var aftalt spil. Det var det ikke, men det passede mig glimrende at få Marie på tomandshånd med det samme. Luften skulle renses og helst på den gode måde.

Så snart Camille havde lukket døren, kunne jeg mærke, at Marie følte sig beklemt, og jeg tænkte på, hvad hun egentlig havde forestillet sig. At vi bare skulle lade som ingenting? Virkelig!

Jeg gik derfor lige til sagen.

"Du, Marie… du har heldigvis ikke fyldt ret meget i mit liv de sidste par år. Men sådan har det jo ikke altid været, vel?"

Marie svarede ikke, men pillede lidt nervøst ved sit hår.

Efter 26 år er Christine Albeck Børge og Lars Ranthe nyforelskede: Det er overgangsalderens skyld

Skuespiller Christine Albeck Børge kan mærke den begyndende overgangsalder på sine skift i humøret. Hun er blevet mere følsom og mindre rasende. Men overgangsalderen har også haft betydning for forholdet til hendes mand, Lars Ranthe, som hun elsker på en helt ny måde.

"Jeg har ikke tænkt mig et hævntogt eller ødelægge din ferie," fortsatte jeg. "Jeg har bare brug for at fortælle dig, hvor hæsligt jeg havde det i gymnasiet, og hvor stor en andel, du havde i, at det var sådan."

Her afbrød Marie mig og fortalte, at hun også havde tænkt over gymnasietiden og vores fælles fortid. Og hun havde jo faktisk selv opsøgt denne her situation. 

Nu så hun mig direkte i øjnene.

"Jeg ved godt, jeg var en led tøs dengang, Victoria. Og i dag skammer jeg mig. Jeg havde slet ikke noget, du ikke havde. Jeg var bare inderst inde enormt usikker og havde et vildt behov for at blive bekræftet. 

Allerede fra første dag kunne jeg mærke, at mange af de andre piger så ud til at kunne lide mig. Jeg holdt hof med dem, og så var det bekvemt med en underhund. 

En, der stod udenfor og kunne være alt det, jeg inderst inde var bange for selv at være. Det blev så dig."

Marie kiggede ned på sine sko og sagde med spag stemme, at det var hun oprigtig ked af, og at hun gerne ville give mig sin uforbeholdne undskyldning. 

Hvis jeg altså kunne modtage den.

Jeg var overrumplet. Jeg havde slet ikke tænkt, at det kunne gå sådan, og selvfølgelig tog jeg imod Maries undskyldning. Og det føltes både rigtigt og oprigtigt. 

På en måde var det et næsten magisk øjeblik. 

Næsten i det samme kom Camille tilbage, og med et afsøgende blik spurgte hun, om vi havde set et spøgelse?

Jeg kunne ikke lade være at grine, og Marie var som sædvanlig rap i replikken:

"Nej, vi trænger bare til et meget stort glas hvidvin!"

Jeg trak vinen op og følte mig ret sikker på, at det ville blive en god weekend, da jeg løftede mit glas til en skål. 

Det blev det, og jeg følte mig tilmed både meget lettet og lidt klogere – og det har Marie senere hen fortalt mig, at hun også gjorde, for vi har heldigvis holdt kontakten siden. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.