Sviner-kommentaren fra 8. klasse spøger stadig: "Engang imellem popper den op i min erindring"

"Når du bliver voksen, så kommer du til at bo i et middelmådigt hus, du får et middelmådigt job, du får en middelmådig mand med en middelmådig pik, og sammen får I middelmådige børn."

Sådan lød den måske vildeste, verbale kæberasler, jeg nogensinde har hørt om: Den er ganske enkelt legendarisk. Den blev serveret for min veninde engang i ottende klasse af hendes ærkefjende. Engang imellem popper den op i min erindring og får mig til at skutte mig. Brrrr.

Ingen har lyst til at være middelmådig. Gennemsnitlig. Ordinær. For det rimer ualmindelig meget på erstattelig. Eller ligegyldig.

LÆS OGSÅ: "Min bordherre kastede sig over mine ord med en sjælden interesse..."

Mere human ville den tilsvining faktisk være, hvis man erstatter ”middelmådig” med ”grim” eller ”dårlig”, ikke? For dårlige jobs og grimme huse kan man på en eller anden måde kæmpe sig fri af. Middelmådighed er en grå svøbe, som man er tvunget til at gå rundt med hele livet. Det er ikke en midlertidig krise, man med hjælp fra sin unikke personlighed og kampgejst kan kæmpe sig fri af, men en livstidsdom om at svømme rundt i leverpostejsmadder, til man en dag sendes på sin sidste rejse i den gennemsnitlige, hvide kistemodel.

Et prædikat som gennemsnitlig eller middelmådig gør på en eller anden måde mere nas i forfængeligheden, end hvis folk slet og ret kalder én grim, dum eller åndssvag. Vi vil være helt unikke, hele banden! For eventyrene handler ikke om den middelmådige ælling, der blev smuk. Eller knægten fra middelklassen, der vinder prinsessen og det halve kongerige.

I ”X Factor” portrætterer de aldrig med bevægende underlægningsmusik en helt almindelig dreng med et almindeligt liv fra en almindelig kernefamilie med Skoda og 1,7 børn. Det er for kedeligt. Vi middelmådige har bare ikke et fedt narrativ. Og hvad gør vi så? Vi pynter på det, og det er der et begreb for: Premium mediocre.

LÆS OGSÅ: "Jeg syntes, det var svært at befinde mig i 20'erne"

Begrebet dækker over en livsstil og et forbrugsmønster, hvor vi ophøjer det gennemsnitlige til noget særligt. Med et pænt ord kan vi kalde det fondant på en trist kage. Er vi mere barske, kalder vi det slet og ret fattigfint. Vi drømmer os væk, og vi bedrager os selv og hinanden, når vi – ups – tilfældigvis kommer til at fotografere vores børn foran bogreolen lige det sted, hvor Kierkegaard blinker, mens krimierne og selvhjælpsbøgerne er most ind på bagerste række.

Lad mig bare hænge mig selv ud:

Jeg skulle da smage den der Mac-burger med trøffelmayo,
da den kom på markedet. Så sad jeg der og følte mig lidt finere end dem, der åbenbart lod sig
nøje med en gennemsnitlig McFeast. Tsk. Næh, her sidder jeg med mine ophøjede smagsløg (og mayofedtet hage).

Jeg er også til fals for de her designersamarbejder, som H&M laver med for eksempel Karl Lagerfeld. Det lille svirp af international topklasse på min stangvare gør, at jeg føler mig lidt mindre gennemsnitlig: Jeg letter lige en lille smule fra min plads på gennemsnitskurven.

LÆS OGSÅ: ”Vi inspirerer unge kvinder til at være modige og sætte noget på spil”

Jeg kan også finde på at gemme mine Irma-poser urimeligt længe. For miljøets skyld genbruger jeg dem og tager dem med, når jeg handler i Fakta. Men underligt nok trækker jeg aldrig en krøllet Fakta-pose op nede i Irma for miljøets skyld.

Det groteske er, at langt størstedelen af os – i sagens natur – jo lever liv, der danser omkring gennemsnitskurven – og at det i et velfærdssamfund som Danmark faktisk ikke er så skidt. Desuden er der forhåbentlig folk i alle vi gennemsnitliges liv, som synes, vi er helt særlige. Måske er det godt nok?
Måske kunne vi blive lykkeligere, hvis vi bare levede med middelmådigheden.

Slogan-idé: I’m mediocre and I’m proud!