"Min bordherre kastede sig over mine ord med en sjælden interesse..."

Dengang vi stadig befandt os i 00’erne, var jeg yngste deltager til et rubin-bryllup. Jeg var selv relativt nygift og ganske benovet over at fejre et par, der havde formået at forblive uskilt og aldeles loyalt gift i fulde fyrre år. Men ud over glæden ved at fejre trofasthed og tålmodighed – og måske få et glas portvin mere end planlagt – turde jeg ikke forvente for meget af aftenen.

Men jeg blev mere end glædeligt overrasket. Ikke bare over brudeparrets sans for at tilrettelægge en smuk aften og sikre, at suppe-steg-is var udskiftet med tapas-tun-tiramisu, de kunne også skrue en bordplan træfsikkert sammen. Min bordherre, der var mere end 40 år ældre end mig, skulle vise sig at være et af de mest interessante bekendtskaber, jeg skulle få.

LÆS OGSÅ: Far til teenagere: "Jeg mærker tilværelsens tomhed komme snigende..."

For ikke alene var han ingeniør, gourmet, Jung-ekspert og skak-pro, han var også noget så eksotisk og excentrisk som grafolog. Han havde tydet håndskrifter for PET og kriminalpolitiet, vidnet i retten om falskneri og bedragerisager – og ja, så kunne han excellere i verdens måske mest interessante selskabsleg: personlighedstydning. Jeg var helt fanget af denne chance for omkostningsfri selvanalyse, og greb derfor uden tøven kuglepennen og det forhåndenværende go-card-postkort og skrev derudaf.

Min bordherre kastede sig over mine ord med en sjælden interesse. Mærkede på bagsiden af papiret og nærstuderede mit N, der sluttede i en krølle, mit R, der dansede mod højre, og mit buttede E, der flirtede med alle de konsonanter, det kunne gnide sig op af.

Grafologen smilede stort og udbrød ”ja, det forklarer jo alt”, hvorefter han beskrev, hvordan jeg var et introvert, følsomt menneske, der kunne virke både overfladisk, overvældende og energisk på en og samme tid. At jeg var ambitiøs og flittig, men også forfængelig og til tider fordomsfuld. Hvordan jeg var mine venners ven og indimellem min egen værste fjende. Og så fremhævede han, at jeg skrev trykstærkt (bogstaverne var nærmest mejslet ned i papiret) og med en kraftig hældning mod højre.

Det afslørede, at jeg var stålsat, forventningsfuld og ganske sikker i mine holdninger. Og at jeg nok hverken var gode venner med kalligrafi-penne eller stiftblyanter, for jeg trykkede ganske enkelt for hårdt. Jeg var, ifølge min bordherre, så sikker i min sag, at jeg sjældent forventede, at jeg ville få behov for at rette, revidere eller viske mine udtalelser ud.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Jeg husker tydeligt, hvad mine fire veninder fra New York gav mig i starten af 00'erne..."

14 år senere skriver jeg stadig i hånden. Både når jeg skal huske strøtanker, holde orden i mine
gøremål eller lægge kursen for en klumme. Men hvis min grafolog fik mig til bords igen, ville han opdage, at jeg lige som mange andre ikke skriver med samme sikre klo som for bare få år siden. Væk er den skråsikre kuglepen, der mosler sine statements ned på papiret. For ingen rettelak kan længere dække over den umodne uvidenhed, jeg demonstrerede, inden jeg havde stiftet bekendtskab med en økonomi i opbrud i 2008, et klima, der fik hedeslag i 2018, og en verden, der blev smidt i seng og ordineret nøjsomhed og social smalkost i 2020.

I stedet indledte jeg min kalender 2021 med at skrive alle mine planer forsigtigt ind. Med min stiftblyant, der kun vil skrive, hvis jeg behandler den nænsomt og mine ord med eftertænksomhed. Jeg har allerede visket hovedparten af mine planer for januar, februar og marts ud. Og jeg har slet ikke turdet skrive noget ind i april, maj eller juni. Jeg er ikke skuffet. Jeg er nøjsom. For hvis intet er vist længere, er alt fortsat en mulighed. Og det er ganske vist.