"Vi har lavet et samfund, som er designet til de ekstroverte"

Lige nu sidder jeg og skriver med grus i øjnene og den her pergament-agtige hud og dårlige mave, man får, når man er meget træt.

Hvorfor jeg ikke sover? Fordi jeg selvudvikler … 

Fordi jeg er en skyggeplante, der gerne vil være en blomstrende rosenbusk. En grå regnorm, der gerne vil brøle som en receptionsløve. Jeg er et menneske, der hovedsageligt er introvert, men som kontinuerligt arbejder på at udvikle den ekstroverte del af sig selv.

Derfor har jeg sagt ja til at være vært for en række arrangementer med 500 deltagere pr. gang. 500 kloge, levende, kritiske mennesker, der alle sammen kigger på mig!

I skrivende stund er næste gang i morgen. Og man må sige, jeg lever fuldt op til min livssætning med at gøre noget skræmmende, faktisk dødsensfarligt, hver dag. 

LÆS OGSÅ: Hvornår kommer roen? Når jeg fylder 40.... troede jeg

Det med at stå på en scene er edderrådme spooky. Jeg ved, du kan følge mig, hvis du selv bare er en lille smule introvert: Brystet bliver tungt, hele hjernen fyldes med luft, og ordenefiser ud i luften. Man begynder at speedsnakke med sådan en lys pubertetsstemme, fordi man dybest set ikke synes, man kan tillade sig at tage andre menneskers tid med sin optræden. I nat havde jeg mareridt om, at én fra publikum rejste sig op og råbte: ”Du er en nobody. Skrid ned fra den scene!”.

Skør tanke i grunden – den med, at jeg stjæler folks tid og er en nobody, medmindre jeg er helt perfekt. Sådan tænker jeg aldrig om andre, der tager min tid som værter eller på anden vis er fremme i spotlyset. Nogen skal jo være det. Og små fejl og svagheder er charmerende – når de altså findes hos andre.

Vi lever i et samfund, hvor de udadvendte hyldes, får de sjoveste opgaver og bedste jobs. De ekstroverte er i høj kurs, mens de indadvendte lister rundt og arkiverer i én eller anden kælder eller sidder i en forskerhule. Eller – som mig – gemmer sig bag et tastatur …

LÆS OGSÅ: Psykolog om corona: "Vi er begyndt at operere med et parallelt moralsk system"

Jeg hører og læser alle de her artikler om, at introverte og ekstroverte er lige gode. De har bare forskellige talenter og får energi på forskellig måde. Hm. Måske. Men jeg holder alligevel på, at vi har lavet et samfund, som er designet til de ekstroverte, der er gode til at holde oplæg for ledergruppen, synge i ”X Factor”, lave trutmund på Insta eller forføre masserne med at stå frem og fortælle jokes på natklubben eller servere skarpvinklet vid og kløgt i ”Deadline” på DR2.

Coronakrisen var vel i virkeligheden den eneste tid, der var de introvertes. Vi kunne fortrække til vores huler, hvor vi for en stund kunne slå antennerne ind og slukke for tankemylderet, som melder sig, når vi er blandt mange mennesker. 

Men nu er det atter de ekstrovertes tid, hvilket sikkert er rigtig godt for samfundsøkonomien. 

Måske er det ren kamikaze, men jeg vil væremed! Jeg vil også være en glædestsunami, en rampepige og en sol. Jeg er træt af at være lammet af denne generthed og utilstrækkelighedsfølelse.

LÆS OGSÅ: "Flokmentaliteten har ændret sig rekordhurtigt hos danskerne under corona"

Hele livet har jeg kæmpet mod introverthed. Jeg ved ikke, om jeg er født sådan, eller det er kommet snigende sammen med dårligt selvværd. Jeg synes, de to størrelser er svære at adskille: Var jeg introvert fra fødslen – eller er det et udtryk for, at jeg ikke synes, jeg må være her? Jeg ved det faktisk ikke. Og jeg orker egentlig ikke at navlepille mere over det. Ved bare, at ham dér fra mit syrede mareridt skal ikke bestemme, om jeg er en nobody.

Der skal ske noget nu – so wish me luck.