Hvornår kommer roen? Når jeg fylder 40.... troede jeg

En af de ting, mit liv som selvstændig skribent har givet mig, er en hel masse kasketter på og rettigheden til at stille mere eller mindre fremmede mennesker spørgsmål om præcis det, jeg vil. Indimellem også spørgsmål, jeg faktisk aldrig har spurgt mine veninder om, min mor om eller sågar mig selv om. Hvis du er fast læser af ALT for damerne, vil du vide, at jeg hver uge stiller et væsentligt spørgsmål til en skøn, klog kvinde. Hvordan har du, kære skuespiller, forfatter eller designer, det med at være der, hvor du er i livet?

Havde jeg stillet det spørgsmål for femten eller tyve år siden, ville svarene have set helt anderledes ud end dem, jeg får i dag. På det tidspunkt hed ikonerne ”Bridget Jones” og ”Nynne”, og  kvinderollen var generelt lidt tossegod, lidt klodset, lidt dårlig til matematik og til mænd og altid i gang med at tabe de der ”sidste 5 kg”, der ikke bare ville gøre dem til en stram størrelse 38, men også gøre dem lykkelige, attråværdige – og måske ligefrem hæve deres værdi på singlemarkedet så markant, at de kunne blive afsat til en revisor eller en læge. For første, anden eller tredje gang på datingscenens nådesløse dansegulv. Og fordi kvinder på det tidspunkt havde vænnet sig i nærmest utålelig grad til at gøre sig morsomme på egen bekostning, svarede de naturligvis også altid, at deres alder var okay meeeen … de ville da ønske, at de var yngre eller ældre eller tættere på 30 eller længere fra 50 eller på vej på pension eller kunne genleve deres tyvere. 

LÆS OGSÅ: ”Januar behøver faktisk ikke at være starten på dit nye, forbedrede jeg”

Helt anderledes er svarene i dag. Stort set alle melder sig tilfreds med såvel sin alder som sit ståsted i livet. Og det er nyt og særligt. For hvor kvinder tidligere affejede deres talent, succes eller skønhed med held, timing og gode gener, så tør kvinder af i dag stå ved sig selv. De er stolte over, hvad de har opnået, de har fundet taknemmelighed i det, som livet har tilbudt dem, og vigtigst af alt; de har fundet ro i sig selv. Helt uden selvironi eller distanceret sarkasme. Næsten alle, jeg har spurgt, svarer ”Den alder, jeg har lige nu, er helt fantastisk. Jeg har fundet ro i mig selv, jeg elsker min krop for alt det, den har gjort for mig, og jeg lever fint med såvel tyngdekraften som de naturlige highlights, mine grå hår giver mig.” 

Jeg har nok bidt mærke i de overraskende enslydende udsagn, fordi jeg ville ønske, at jeg kunne tilslutte mig deres kor. Jeg vil også kunne sige højt og uden at blinke, at jeg bare har fundet den indre ro. Men det har jeg ikke. Det larmer stadig oppe på øverste etage, når jeg skal hoppe i badetøjet, i en festkjole, eller når jeg skal til et vigtigt møde, hvor jeg gerne vil gøre et godt indtryk.

LÆS OGSÅ: Dengang Signe Lindkvist blev friet til - og sagde nej...

Og jeg føler mig faktisk lidt snydt. For da jeg var en forvirret og usikker teenager, var jeg overbevist om, at 20’erne ville få mig til at finde ro, når kæreste eller mand og uddannelse var på plads. Flueben ved alle kategorier, og jeg var stadig selvkritisk og rastløs. Velkommen til 30’erne med babyboom, parmiddage og voksenjob. Hvornår kommer roen? Når jeg fylder 40, tænkte jeg. Der hedder fødselsdagsgaven indre ro, klarsyn og topmave-zen. Det. Er. Ikke. Sket. Så nu springer jeg ud. Som selvkritisk og evigt famlende kvinde. For hvis jeg har det sådan, er jeg måske ikke alene. Jeg vil fortsat beundre alle dem, der har fundet den indre ro og balance, men til alle jer, der fortsat leder ... velkommen til min kategori: ”Under construction”. Når vi bliver spurgt, hvordan vi har det med vores alder, svarer vi: uafklaret.