Foto: Franne Voigt, Sara Skytte, Bo Nymann, Lars E. Andreasen, Caroline Abildtrup Bagger
Blåbær i fryseren og underligt hår: 6 kendte kvinder deler det vigtigste, de har lært af deres mor
Mødre har en særlig evne til at sige ting, vi ofte først forstår mange år senere – og måske først når vi selv står med vasketøj, børn eller et livsvalg i hænderne. I anledning af mors dag den 11. maj deler vi her det vigtigste, som fem kendte kvinder har lært af deres mødre.
“Tag nu en trøje
med!” lyder mors ord stadig i baghovedet, selvom man for længst er flyttet
hjemmefra.
Mødres visdom kan
komme i alle mulige former – fra praktiske råd om madpakker og
menstruationssmerter til livsfilosofi forklædt som små formaninger. Her afslører
fem kendte kvinder de vigtigste ting, deres mor har lært dem, og som de aldrig
vil glemme.
Svarene var en del af ALT for damernes julekalender på Instagram i december 2024.
Sara Maria Franch
Mærkedahl:
”Et godt råd, som jeg har fået af min mor, og som jeg elsker altid
at have med mig, det er rådet om at være autentisk og altid mærke ind i sig
selv og mærke, hvor man står. Man skal kunne være helt klar i forhold til hvad
man finder sig i – og hvad man ikke vil finde sig i. Man kan kunne mærke sig
selv helt autentisk, ens inderste, sande jeg.”
Gertrud Højlund:
”Af alle de fantastiske ting, jeg har lært af
min mor, så tror jeg, det vigtigste er at være livsduelig. Min mor er meget livsduelig
og hun kan mange ting selv. Hun har altid bagt sit brød selv og hun lever i en
form for rytme med naturen, hvor man om sommeren fylder fryseren med bær og
naturens gaver, og så lever man af det året rundt. Hun har en forståelse af, at
man lever i en samhørighed med nogle årstider. Det er på en måde meget langt
fra mit liv, fordi jeg lever et byliv, men samtidig er jeg utroligt glad for,
at det er blevet fæstnet meget dybt inde i mig, for ellers tror jeg ikke, at
jeg ville tænke meget over det med det liv, jeg ellers lever.”
Maren Uthaug:
”Et
godt råd, jeg fik af min mor og som jeg har givet videre til alle mine tre
døtre, er, at hvis du har en plet på tøjet eller dit hår sidder lidt underligt,
så skal du ikke tage dig af det. Gå hurtigt forbi og hils højt – så er der ikke
nogen, der opdager det.”
Anne Louise
Hassing:
”Hvis jeg skal fremhæve én ting, jeg har lært af min mor, så er det at
have en meget jysk jernvilje, hvis tingene bliver tough. Hun er 87 nu og hun
har virkelig lært mig, at man kommer langt ved at holde fast. Hun er sgu sej.”
Søs Egelind:
”Det
vigtigste, jeg har lært af min mor, mor være at hun altid sagde ”så gør dog
noget!” Og det har jeg oversat til, at handling giver forvandling. Så hvis der
er noget, der ikke fungerer, så prøv dog at undersøge, hvordan det så kommer
til at fungere. For det har fungeret i mit liv, og det er noget, jeg har givet
videre til mine børn, så det kører videre i generationerne. Så gør dog noget!”
Lene Beier:
”Jeg
har lært rigtig, rigtig mange ting af min kloge mor, Jytte-mor. Men noget af det
vigtigste tror jeg alligevel er, at hvis man ønsker sig noget her i livet, så skal
man sætte handling bag og at der ikke er noget, der kommer af sig selv. Så gør
noget – så sker der noget.”