Signe opgav drømmeuddannelsen - men fik uventet hjælp til at prøve igen

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Amalie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Siden en veninde faldt af en hest, da vi var omkring 18 år gamle, har jeg drømt om at blive socialrådgiver. 

Jeg besøgte hende nemlig på et rehabiliteringscenter og gik her med til et møde med socialrådgiveren. Jeg var så imponeret over, hvordan hun udførte sit arbejde. Hun hjalp min veninde på så mange måder, og jeg var fuld af beundring. Sådan et job ville jeg også gerne have en dag.

Sådan havde jeg det stadigvæk, da jeg blev student. Efter et sabbatår, hvor jeg arbejdede, blev jeg optaget på Professionshøjskolen i København. Jeg glædede mig vildt, da jeg flyttede fra min hjemby i Sydsjælland og ind på et lejet værelse for at begynde på mine studier.

Hende, jeg lejede et værelse hos, var flink og selv studerende, og da jeg havde en kusine, som jeg var tæt knyttet til i byen, følte jeg mig heller ikke ensom. Hvad jeg ikke var forberedt på var, at jeg ville blive ramt af en stærk præsentationsangst. 

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Alle havde altid set Martin og mig som det perfekte par. Vi boede i en stor lejlighed med vores to børn, havde masser af venner og skønne jobs. Vi følte os også stadigvæk dybt forbundne til hinanden – eller det troede jeg, at vi gjorde, indtil den nat, hvor jeg fik et uventet opkald.

Tidligere havde jeg nemlig haft let ved mit skolearbejde og altid nået det, jeg skulle, men det her var anderledes. Jeg mærkede det allerede første dag, da jeg startede på studiet. Jeg havde en stor klump i maven og følte, at det var skræmmende at starte på noget så vigtigt som en videre uddannelse.

Jeg prøvede at jage de usikre følelser på flugt, for jeg var fast besluttet på at fuldføre studiet. Men jeg talte aldrig under forelæsningerne, og jeg blev usikker og mundlam de få gange, hvor læreren henvendte sig til mig. Jeg kunne simpelthen ikke svare, selvom jeg ellers havde læst pensum grundigt og kendte svaret.

Jeg kom ikke længere end til det første semester, så sagde min krop stop. En uges tid før min første eksamen, kunne jeg ganske enkelt ikke sove. Jeg lå og vred mig, jeg frøs og græd. Jeg havde katastrofetanker og var sikker på, at jeg aldrig ville bestå eksamen og var også bange for, at de andre ville opdage, hvor dum jeg i bund og grund var.

Præsentationsangsten rev og sled simpelthen i mig. På selve eksamensdagen mødte jeg ganske enkelt aldrig op, for jeg hang slet ikke sammen efter at have ligget søvnløs i flere nætter. Jeg pakkede i stedet min taske og tog toget hjem til mine forældre. 

De tog heldigvis godt imod mig og forstod instinktivt, at jeg først og fremmest havde brug for ro og fred. Efter et par uger tog jeg et vikarjob i en vuggestue, her endte jeg med at blive fastansat, selvom jeg egentlig ikke var særlig vild med jobbet, jeg turde bare simpelthen ikke kaste mig ud i noget andet.

Der gik et par år. Så mødte jeg min kæreste, som jeg i løbet af de næste år fik to børn med. Vi havde et trygt og dejligt liv sammen, men tanken om den uddannelse, jeg aldrig havde formået at tage, spøgte fortsat. 

En besked fra sønnens skole fik Katrine til at reagere: "Hvorfor må vi nu ikke sige nej mere?"

Klummeskribent Katrine Memborg er træt af, at nej er blevet et fyord, og hun øver sig i at bruge det selv – ligesom hendes børn også skal lære, at et nej kan være det helt rigtige svar nogle gange.

Min mand havde job som ingeniør, og havde derfor selv en længere uddannelse bag sig. Jeg fortalte ham om mine tidligere udfordringer, men også om den drøm, jeg fortsat havde om at kunne gennemføre en uddannelse. 

Han var utrolig forstående og foreslog mig, at jeg skulle søge ind på skolen igen, mens jeg også fik noget hjælp til at håndtere den præstationsangst, som vi begge var nået frem til, at jeg led af. Han fik selv en pæn løn, så vi ville godt kunne klare den økonomiske del af det, for helt billigt var det jo ikke, når jeg både skulle på SU og betale for en psykolog samtidigt.

Så med hans støtte søgte jeg uddannelsen igen. Jeg kunne godt mærke, at jeg med årene havde fået en større selvsikkerhed, men tanken om, at jeg igen skulle igennem den ene eksamen efter den anden, gjorde mig stadig rædselsslagen. 

Jeg blev optaget på skolen og mærkede straks den samme klump i maven, som jeg havde haft sidst, da jeg modtog beskeden fra skolen. Turde jeg virkelig sige mit trygge og sikre job op og gå tilbage til skolebænken? Jeg talte med min chef om det og sagde, at jeg ikke vidste, om jeg ville være i stand til at gennemføre uddannelsen. Vi aftalte derfor, at jeg i første omgang skulle tage orlov i seks måneder.

Samtidig fandt jeg via en god veninde en dygtig psykolog, og det blev min redning. For hun var sød og meget kompetent, og sammen fandt vi ud af, hvad min angst bundede i. Det handlede om et dårligt selvværd, der havde rod i min barndom, hvor jeg aldrig havde følt mig god nok i forhold til mine to store søskende. 

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

Jeg havde derfor nogle helt irrationelle tanker om, at alle andre var klogere end mig, og at jeg dybest set ikke havde noget at byde ind med.

Jeg gik i terapi regelmæssigt og kom igennem mit studie. Jeg kunne dog stadigvæk få præstationsangst op til en eksamen, men hver gang tvang jeg mig til at gennemføre, og med tiden blev det lettere.

Samtidigt fortsatte jeg samtalerne med min psykolog, og her fik vi vendt alle de negative tanker om mig selv, der altid dukkede op, når jeg blev presset. Jeg lærte ad den vej at få mere kontrol over mine følelser ved ganske enkelt at tænke anderledes, så jeg nåede i mål og bestod eksamen.

I år kan jeg fejre, at det er 10 år siden, jeg blev færdig. Jeg arbejder i dag som socialrådgiver, og jeg elsker mit job og er taknemmelig for, at jeg gennemførte. 

Det har givet mig et enormt selvværd og lært mig, at jeg aldrig skal give op – især ikke, når jeg bliver nervøs. For det er i virkeligheden kun et tegn på, at der er noget, jeg virkelig gerne vil. Så jeg ignorerer angsten og holder i stedet fast i mine mål.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.