Signe opgav drømmeuddannelsen - men fik uventet hjælp til at prøve igen
Selvom jeg var lykkelig med min familie, så
nagede det mig stadig, at jeg engang havde
måtte opgive mit drømmestudie på grund af en
lammende præstationsangst. Heldigvis hjalp
min vidunderlige mand mig med at få sagt et
endeligt farvel til den.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Amalie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Siden en veninde faldt af
en hest, da vi var omkring
18 år gamle, har jeg drømt
om at blive socialrådgiver.
Jeg besøgte hende nemlig på
et rehabiliteringscenter og
gik her med til et møde med
socialrådgiveren. Jeg var så
imponeret over, hvordan hun
udførte sit arbejde. Hun hjalp
min veninde på så mange
måder, og jeg var fuld af
beundring. Sådan et job ville
jeg også gerne have en dag.
Sådan havde jeg det stadigvæk, da jeg blev student.
Efter et sabbatår, hvor jeg
arbejdede, blev jeg optaget
på Professionshøjskolen i
København. Jeg glædede
mig vildt, da jeg flyttede fra
min hjemby i Sydsjælland
og ind på et lejet værelse for
at begynde på mine studier.
Hende, jeg lejede et værelse
hos, var flink og selv studerende, og da jeg havde en
kusine, som jeg var tæt knyttet til i byen, følte jeg mig
heller ikke ensom.
Hvad jeg ikke var forberedt på var, at jeg ville blive
ramt af en stærk præsentationsangst.
Tidligere havde
jeg nemlig haft let ved mit
skolearbejde og altid nået
det, jeg skulle, men det her
var anderledes. Jeg mærkede
det allerede første dag, da jeg
startede på studiet. Jeg havde
en stor klump i maven og
følte, at det var skræmmende
at starte på noget så vigtigt
som en videre uddannelse.
Jeg prøvede at jage de usikre følelser på flugt, for
jeg var fast besluttet på at
fuldføre studiet. Men jeg talte
aldrig under forelæsningerne, og jeg blev usikker og
mundlam de få gange, hvor
læreren henvendte sig til mig.
Jeg kunne simpelthen ikke
svare, selvom jeg ellers havde
læst pensum grundigt og
kendte svaret.
Jeg kom ikke længere end
til det første semester, så
sagde min krop stop. En uges
tid før min første eksamen,
kunne jeg ganske enkelt ikke
sove. Jeg lå og vred mig, jeg
frøs og græd. Jeg havde katastrofetanker og var sikker på,
at jeg aldrig ville bestå eksamen og var også bange for, at
de andre ville opdage, hvor
dum jeg i bund og grund var.
Præsentationsangsten rev og
sled simpelthen i mig.
På selve eksamensdagen
mødte jeg ganske enkelt
aldrig op, for jeg hang slet
ikke sammen efter at have ligget søvnløs i flere nætter. Jeg
pakkede i stedet min taske og
tog toget hjem til mine forældre.
De tog heldigvis godt
imod mig og forstod instinktivt, at jeg først og fremmest
havde brug for ro og fred.
Efter et par uger tog jeg et
vikarjob i en vuggestue, her
endte jeg med at blive fastansat, selvom jeg egentlig ikke
var særlig vild med jobbet, jeg
turde bare simpelthen ikke
kaste mig ud i noget andet.
Annonse
Der gik et par år. Så mødte
jeg min kæreste, som jeg i løbet af de næste år fik to børn
med. Vi havde et trygt og dejligt liv sammen, men tanken
om den uddannelse, jeg aldrig
havde formået at tage, spøgte
fortsat.
Min mand havde job
som ingeniør, og havde derfor
selv en længere uddannelse
bag sig. Jeg fortalte ham om
mine tidligere udfordringer,
men også om den drøm, jeg
fortsat havde om at kunne
gennemføre en uddannelse.
Han var utrolig forstående
og foreslog mig, at jeg skulle
søge ind på skolen igen, mens
jeg også fik noget hjælp til
at håndtere den præstationsangst, som vi begge var
nået frem til, at jeg led af.
Han fik selv en pæn løn, så
vi ville godt kunne klare den
økonomiske
del af det, for
helt billigt var
det jo ikke, når
jeg både skulle
på SU og betale
for en psykolog
samtidigt.
Så med hans støtte søgte jeg
uddannelsen igen. Jeg kunne
godt mærke, at jeg med årene
havde fået en større selvsikkerhed, men tanken om, at
jeg igen skulle igennem den
ene eksamen efter den anden,
gjorde mig stadig rædselsslagen.
Jeg blev optaget på
skolen og mærkede straks
den samme klump i maven,
som jeg havde haft sidst,
da jeg modtog beskeden fra
skolen. Turde jeg virkelig sige
mit trygge og sikre job op og
gå tilbage til skolebænken?
Jeg talte med min chef om det
og sagde, at jeg ikke vidste,
om jeg ville være i stand til at
gennemføre uddannelsen. Vi
aftalte derfor, at jeg i første
omgang skulle tage orlov i
seks måneder.
Samtidig fandt jeg via en
god veninde en dygtig psykolog, og det blev min redning.
For hun var sød og meget
kompetent, og sammen fandt
vi ud af, hvad min angst
bundede i. Det handlede om
et dårligt selvværd, der havde
rod i min barndom, hvor jeg
aldrig havde følt mig god nok
i forhold til mine to store
søskende.
Jeg havde derfor
nogle helt irrationelle tanker
om, at alle andre var klogere
end mig, og at jeg dybest set
ikke havde noget at byde ind
med.
Jeg gik i terapi regelmæssigt og kom igennem mit studie. Jeg kunne dog stadigvæk
få præstationsangst op til
en eksamen, men hver gang
tvang jeg mig til at gennemføre, og med tiden blev det
lettere.
Samtidigt fortsatte
jeg samtalerne
med min
psykolog, og
her fik vi vendt
alle de negative
tanker om mig
selv, der altid dukkede op, når
jeg blev presset.
Jeg lærte ad den vej at
få mere kontrol over mine
følelser ved ganske enkelt
at tænke anderledes, så jeg
nåede i mål og bestod eksamen.
I år kan jeg fejre, at det er
10 år siden, jeg blev færdig.
Jeg arbejder i dag som socialrådgiver, og jeg elsker mit
job og er taknemmelig for,
at jeg gennemførte.
Annonse
Det har
givet mig et enormt selvværd
og lært mig, at jeg aldrig skal
give op – især ikke, når jeg
bliver nervøs. For det er i
virkeligheden kun et tegn på,
at der er noget, jeg virkelig
gerne vil. Så jeg ignorerer
angsten og holder i stedet fast
i mine mål.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.