Prins Harry frygter for sin fars liv: Savner forsoning
Harry åbner op om konflikten med kongefamilien, frygten for sin fars helbred og mistanken om en sammensværgelse. Samtidig udtrykker han håb om forsoning, men advarer mod, at historien om hans mor gentager sig.
Samtidig med at han udtrykte håb om en genforening med familien, har prins Harry med et opsigtsvækkende interview gjort det endnu sværere at blive taget til nåde.
Efter han i fredags igen tabte en retssag mod staten om politibeskyttelse på britisk jord, fortalte han BBC om sagen, som han i bund og grund ser som en sammensværgelse.
Samtidig gav han indtryk af, at hans far, kong Charles, 76, er mere syg af kræft end man aner.
– Jeg ville elske at blive forsonet med min familie. Livet er dyrebart. Jeg ved ikke, hvor meget tid min far har tilbage. Han vil ikke tale med mig på grund af sikkerhedsproblemerne, men det ville være dejligt at blive forsonet, sagde prins Harry, 40, der angiveligt ikke har talt med sin far i halvandet år.
De så angiveligt sidst hinanden i februar 2024, hvor Charles netop havde fået sin diagnose.
BBC-journalisten Nada Tawfik lavede sit interview med Harry i Californien, nær Montecito, hvor han bor med sin familie.Foto: BBC
Sidste weekend delte Meghan, 43, et nyt billede på Instagram, hvor Harry ses med børnene Archie på fem år og Lilibet på tre.Foto: Andrew Parsons/Kensington Palace
Savner hjemlandet
Den permanente politibeskyttelse, som han havde haft, siden han var barn, mistede Harry, da han i 2019 sammen med Meghan stoppede som arbejdende medlemmer af kongefamilien og flyttede til Californien.
Annonse
I USA betaler parret nu selv for et privat sikkerhedsfirma.
– Jeg kan ikke at se, at jeg kan tage min hustru og mine børn med til Storbritannien på nuværende tidspunkt. Jeg elsker mit land, det har jeg altid gjort, på trods af hvad nogle mennesker i landet har gjort. Så jeg savner Storbritannien, jeg savner dele af Storbritannien, selvfølgelig gør jeg det – og jeg synes, det er virkelig trist, at jeg ikke vil være i stand til at vise mine børn mit hjemland, lød det i interviewet, der var planlagt til at vare 10 minutter, men endte med at strække sig over en halv time.
Ifølge Harry gives han nu kun politibeskyttelse, hvis han efter invitation er hjemme i et officielt ærinde.
– Det er i bund og grund en familiekonflikt. Og det gør mig virkelig, virkelig trist, at vi sidder her i dag, fem år senere, hvor en beslutning, der højst sandsynligt, faktisk ved jeg, blev truffet for at holde os i folden.
Det var først under retssagen, at Harry fandt ud af, at kongehuset er repræsenteret i den komité, som har besluttet, at han ikke længere skal have permanent beskyttelse.
– Af dem, der kender alle fakta, har jeg fået det beskrevet som en god, gammeldags rævekage, der er bagt af dem, der har magten.
Han udtrykte samtidig frygt for, at det skal ende i samme tragedie, som da hans mor, prinsesse Diana, kørte i døden med en beruset chauffør bag rattet i 1997.
– Jeg ønsker ikke, at historien gentager sig. Jeg tror, der er mange andre mennesker derude, størstedelen, som heller ikke ønsker, at historien gentager sig. Under retssagerne er det gået op for mig, at nogle mennesker ønsker, at historien gentager sig, hvilket er meget bekymrende.
Det engelske kongehus har i en kort kommentar afvist, at der skulle være noget at komme efter.
– Alle disse spørgsmål er gentagne gange blevet undersøgt omhyggeligt af domstolene, og man er hver gang kommet til den samme konklusion, lyder det fra Buckingham Palace.
Der er en meget enkel årsag til, at far og søn ikke taler sammen. Det forklarede en af kong Charles’ nære venner i den velansete avis, The Sunday Times.
- Harry ser konspirationer, hver gang han ikke får sin vilje. Han er som en spiller, der ikke kan forlade et kasino. Han fordobler bare sin indsats. Selv når han taler om forsoning, er det krydret med trusler og vrede, sagde vennen, der dog ikke står frem med navn.
– Det er ikke fordi, at kongen ikke vil tale med ham – det er fordi, han ikke kan. Hvordan kan man have en privat og delikat samtale, når man ved, at alle har hørt om indholdet i løbet af få timer? Det ville måske gå bedre, hvis han prøvede at gøre sig fortjent til en forsoning i stedet for at kræve en. Det hele er meget tragisk.
Prins William har ligeledes ifølge insidere ikke i sinde at tilgive sin bror det, han ser som et forræderi. Den 42-årige tronfølger har angiveligt en plan om at fratage både Harry og Meghan titlerne som kongelige højheder, når han bliver konge.
Foto: Samir Hussein
Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.