Liam O'Connor
Liam O'Connor

Troede det var en fejl: Brugte en million på få måneder

Liam O'Connor var overbevist om, at millionen på hans konto var sat ind ved en fejl, så han skyndte sig at hæve så mange penge som muligt.

logo herognu HER&NU HN

Liam O'Connor er for tiden aktuel i Prime Video-programmet "Roasted - Verdens sjoveste ferie", hvor han - som de andre deltagere så fint kalder det - får taget sin standup-mødom.

Og hvilken bedre måde end at lade nogle af Danmarks sjoveste komikere grille sig for åben skærm. Liam skal høre for alt fra alkoholmisbrug til sin alder - og så bliver det selvfølgelig også nævnt, at han har skiftet karrierevej fra musiker til komiker.

Artiklen fortsætter under videoen...

Torben Chris får nævnt en historie fra dengang, Liam var i begyndelsen af sin karriere i start 00'erne. Her fik den unge sanger til sin store overraskelse pludselig en million kroner sat ind på sin konto fra Koda.

Til HER&NU uddyber Liam historien, da vi møder ham til pressedag på programmet.

- Det var første gang, jeg fik et samlet beløb for at have turneret og for albumsalg, hvor jeg så fik lidt over en million. Jeg troede, det var en fejl på bankautomaten, så jeg hævede så meget, jeg kunne, i en hel uge, og tænkte, at de opdager det nok snart. Men helt idiot tænkte jeg, at den regning kommer sikkert aldrig, fortæller musikeren med et grin.

Der kom dog aldrig nogen opkrævning for de penge, som Liam var overbevist om ikke var hans egne.

- Først en uge senere finder jeg ud af det, da min manager ringer og siger, at jeg skal være opmærksom på, at der kommer nogle penge, og vi lige skal lægge halvdelen til side til skat. Og så måtte jeg ud til dem, jeg havde været i byen med og sige, "jeg skal lige have de der 500 kroner tilbage", fortæller Liam, der fik betalt skatten, men som alligevel hurtigt gav pengene ben at gå på.

- Så gik der et par måneder, og så havde jeg ikke flere. Det var nogle festlige måneder. Jeg rejste også lidt.

"Roasted - Verdens sjoveste ferie" kan ses hver fredag på Prime Video.