Når dødsangsten banker på: "Sidste uge skete det hele to gange..."

For et par år siden arbejdede jeg sammen med en fyr, som pludselig fik en blodprop i hjernen. Den ramte ham halvvejs ude af Jagtvej en fredag eftermiddag på vej hjem fra arbejde, ingen advarsler eller veldokumenterede helbredsproblemer, før han pludselig lå der på cykelstien. Med tiden kom han sig helt, men det havde været ret tæt på, at han havde endt sine dage sikkert helt uden at opdage, at det var slut. 32 år gammel og med en pæn portion af livet foran sig.

I sidste uge skete det så igen hele to gange, denne gang for en tidligere kollega i midten af 40’erne og mor til tre samt en ven til en ven, der blev ramt, mens han sad bag rattet i bilen på vej hjem fra en familiefest. Førstnævnte kunne i weekenden fortælle om det på Facebook med dertilhørende billeder af sit 16 centimeter lange operationsar – sidstnævnte ligger stadig i kunstig koma. To påmindelser om, at livet blot er til låns, uanset hvor givet vi måtte tage det.

LÆS OGSÅ: Maria Lucia: "Det var altoverskyggende, og jeg nægtede at tale om det"

Når vi er unge, lever vi efter devisen om, at det gode liv ikke kun måles i længden, men også i højden. Så får vi børn, realkreditlån med 30 års løbetid og alverdens andre ting, vi ikke bare uden videre kan efterlade os uden opsyn, og de mere ansvarlige af os begynder måske endda at overveje, hvordan vi kan lægge både motions- og snackvaner om, så vi kan øge chancerne for at forlænge tilværelsen et par år i den anden ende.

Men hvor stiller det os, når skæbnen alligevel stikker en kæp i hjulet på vores planer om et langt og godt liv? Er det her, vi begynder at forholde os til døden som noget, der ikke nødvendigvis først venter 40 år nede ad vejen? I morges vågnede jeg for første gang med tanken om, at denne dag kunne blive min sidste, og det er sgu en ret træls tanke at have hængende i baghovedet, når man sender ungerne i skole, skulle jeg hilse at sige.

LÆS OGSÅ: Rikke Hørlykke: "Jeg er bange for to ting i livet"

Men det er skidesvært at forholde sig til døden på en måde, hvor frygten ikke kommer alt for meget i vejen for livet. Jeg er statistisk set kun lidt over halvvejs, så på den ene side tænker jeg, at de bekymringer måske kommer en postgang eller to for tidligt – på den anden side ER min bankrådgiver på det seneste begyndt at spørge kritisk til størrelsen på min sundheds- og livsforsikring. Ud fra hendes økonomiske perspektiv står jeg allerede med det ene ben i graven, så jeg skruer febrilsk på mit pensionstal i den tåbelige tro på, at det skulle gøre nogen som helst forskel, når det kommer til min udløbsdato. Så findes der en smartere måde at minde sig selv om, at man skal herfra en dag, hvis ikke før, så i hvert fald siden?

Jeg fumler stadig efter svaret. Indtil jeg finder det, forsøger jeg at minde mig selv om, at jeg skal huske at nyde både solopgang og fuglesang, at leve, mens jeg gør det, og elske, mens jeg tør det, og hvad de ellers synger om i den engang så pladdersentimentale sang om at være taknemmelig for livet, mens man stadig har det. Nogle dage virker det. Andre dage frygter jeg for, hvad der kunne ske på cykelturen hjem fra arbejde. Men læser du dette her, er vi her begge sikkert stadig, og det er også værd at nyde.