Rikke Hørlykke Interview Hendes Verden

Foto: Sara Skytte "Hvem var jeg dog på den anden side af håndboldspilleren Rikke Hørlykke? Jeg havde levet et liv, der kun handlede om at præstere," fortæller den tidligere håndboldspiller i dette interview med Hendes Verden.

Rikke Hørlykke: "Jeg er bange for to ting i livet"

Rikke Hørlykke blev et kendt ansigt, da hun i seks år vandt utallige guldmedaljer til Danmark sammen med det danske håndboldlandshold, indtil hun blev gravid med sin søn og stoppede håndboldkarrieren. Livets veje er kringlede, og det er ikke altid nemt at lande på fødderne efter sidste kamp er fløjtet af.

Rikke Hørlykke blev et kendt ansigt, da hun i seks år vandt utallige guldmedaljer til Danmark sammen med det danske håndboldlandshold, indtil hun blev gravid med sin søn og stoppede håndboldkarrieren. Livets veje er kringlede, og det er ikke altid nemt at lande på fødderne efter sidste kamp er fløjtet af.

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg er vokset op i en meget blandet familie i Værløse. Jeg har kun mødt min rigtige far få gange i mit liv, men i stedet for ham fik jeg min stedfar. Jeg en del af en flok på seks sammenbragte børn, og fordi vi var så mange, skulle man lidt stå på tæer for at følge med. Det blev jeg selvstændig og robust af. Min mor var sygeplejerske, og min stedfar var læge, og der var kæft, trit og retning. I starten var der også trange kår, men så åbnede de deres egen fertilitetsklinik, og det begyndte at gå bedre for dem. Jeg manglede dog aldrig noget. Det skulle da lige være, at min rigtige far gad se mig, for det er jo aldrig fedt, at din far ikke magter dig. Det er der nok mange, der kunne få noget dybt ud af. Jeg tror faktisk ikke selv, det har betydet noget særligt for mig. Jeg har ikke lidt afsavn, fordi jeg havde papbrødre, halvsøstre og en stedfar, der udfyldte det rum. Men jeg kan godt undre mig over hans prioritering.

– Jeg nåede kun at møde min far fem-seks gange, inden han døde for nogle år siden. Da han fandt ud af, at han var syg, samlede han sine fire børn, som han havde fået med fire forskellige kvinder. Jeg kunne godt se ret meget af mig selv i ham, og jeg synes, det er synd, at han ikke havde overskud til os. Men han vidste, at jeg havde det godt hos min mor. Der følte jeg mig aldrig alene, selv om man ind imellem skulle kæmpe lidt for opmærksomheden.

LÆS OGSÅ: "Da jeg var yngre, var jeg rigtig god til at svare undvigende, hvis nogen spurgte om mine forældre"

Hvordan fandt du din levevej?

– Som barn vidste jeg ikke, hvad jeg ville være, men jeg drømte vist om enten politibetjent eller jægersoldat. Mit første bevidste karrierevalg var, da jeg som 15-årig søgte ind på et Team Danmark-gymnasium, hvor jeg kunne tage studentereksamen på fire år og samtidig træne håndbold mindst 15 timer om ugen. Så skal man altså både være dedikeret og have et talent, der skiller sig ud. Når det så er sagt, er jeg ikke et lysende talent, jeg var hende, der skulle arbejde for det. Jeg var flittig, og jeg gik efter det, jeg ville.

– Allerede i gymnasiet havde jeg fået studenterjob som produktionsassistent i et reklamebureau. Siden tog jeg uddannelser inden for både strategi og grafisk design, samtidig med at jeg spillede håndbold på både landshold og i klubber. Jeg var meget dedikeret og valgte mange ting fra som for eksempel et helt almindeligt ungdomsliv. Jeg arbejdede i reklamebranchen i ti år, indtil jeg syntes, det blev for ensformigt. Jeg fik kampagner, løste opgaver, fik et klap på skulderen og gik i gang med den næste kampagne. Det var ikke meningsfyldt nok for mig. Heldigvis kunne jeg jo senere bruge det, jeg vidste om branding og markedsføring i min egen forretning.

– Jeg begyndte at tænke over, hvordan jeg kunne få træning til at blive mit job og tog to uddannelser; psykologicoaching og personlig træner. Da jeg havde dem i hus, sagde jeg op på reklamebureauet og skabte min egen virksomhed, Hørlykke Performance, som blandt andet laver personlig træning, kostvejledning og coaching. Selvom jeg var meget usikker. Var der overhovedet nogen, der ville give penge for det, jeg kunne? Jeg lavede en hjemmeside, gik i luften og ventede på, at telefonen skulle ringe. Jeg sagde farvel til en fast løncheck og skulle nu bevise mit værd.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Jeg stoppede som professionel håndboldspiller, fordi jeg skulle have Aksel. Faktisk spillede jeg mine sidste professionelle kampe med ham i maven. Det var noget af et identitetsskifte at gå fra professionel sportsudøver til mor. Og hvem var jeg på den anden side af håndboldspilleren Rikke Hørlykke? Jeg havde levet et liv, der kun drejede sig om at præstere. Jeg sov, spiste og trænede hen imod den næste kamp. Der var ingen pauser, alt handlede om håndboldkampe. Det er også et meget egocentreret liv, for du har en adfærd, der ikke handler om andet, og pludselig stod jeg med ansvaret for noget andet end mig selv. Jeg skulle tilsidesætte mine egne behov for en baby. Jeg var ikke nummer ét mere. Jeg var nummer tre eller fire efter først den ene baby, så den anden og så Klavs’ arbejde. Men det var sundt for mig at tænke: "Hov hov, det kan godt være, du engang var god til håndbold, men lige nu handler det ikke om dig".

LÆS OGSÅ: Klumme: "Jørgen nede fra hjørnet er sgu blevet skilt..."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min mand (tidligere håndboldspiller og -træner Klavs Bruun Jørgensen, red.), og det gjorde han allerede, da jeg gik i gymnasiet. Jeg har været sammen med ham, siden jeg var 18, og vi blev gift, da jeg var 23, så vi kan faktisk fejre sølvbryllup om fire år, når jeg er 48. Vi har mange venner, der både er blevet skilt og har fundet nye partnere.

– Klavs og jeg er både ens og meget forskellige, men vi har haft sideløbende karrierer og fælles forståelse for at være topatlet. Jeg har for eksempel aldrig siddet og tænkt: ”Vil han virkelig hellere træne end at være sammen med mig”? Jeg ved godt, hvad der skal til for at nå toppen. Jeg er den ekstroverte, og hende, der handler. Han er den tænksomme følsomme type, som kun vil være sammen med de mennesker, han selv har valgt. Vi er yin og yang, men vi har samme værdisæt, når det kommer til stykket, og jeg tror, det er derfor, det holder. Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg også, det handler om, at vi altid har været så meget væk fra hinanden. Når han kom hjem efter at have været væk på tre ugers træningslejr, så tog jeg af sted. Vi har lært at sætte pris på tiden sammen.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg er tit blevet stoppet i supermarkedet, og det har jeg det ret afslappet med. Jeg synes ikke, det er irriterende, men jeg er også heldig, at jeg kun genkendes for noget positivt. Jeg er hverken ham fra Robinson eller Pia Kjærsgaard. Jeg er jo bare en sportspige, der ligner naboens datter. Det sjove er, at mine børn aldrig har set mig spille professionelt, så da de var små, forstod de ikke, at deres mor skulle skrive sit navn på et stykke papir, og de forstod slet ikke, hvorfor nogen gad at have et billede med mig. Men nu har de fået fortalt af andre, hvad deres mor og far engang har vundet. Men jo, indimellem bliver jeg stoppet af folk, der synes, jeg har inspireret dem på en eller anden måde, og det kan godt komme bag på mig, at det, jeg har været med til, har gjort så stort et indtryk på folk. Nogle gange kan folk virkelig huske kampene helt ned i detaljer – meget mere end jeg selv kan.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er nok min egen intuition, for jeg har ikke et forbillede eller sådan noget. Jeg er en handlepige, og jeg tænker ikke så meget, inden jeg gør noget, men jeg tjekker altid ind med mine børns trivsel, om jeg siger ja til for meget. Det er ikke min mand, Klavs, der er min vejleder, da vi har forskellige sind. Han er min klippe, men jeg vender ikke tingene med ham, og for at være helt ærlig tror jeg ikke altid, han har en holdning til, hvad jeg laver. Måske forstår han ikke helt min virksomhed, men han er heldigvis rummelig. Han synes, det er fint nok, at jeg lige står ude på terrassen og træner mine kunder.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann: ”Det er skørt, hvordan noget så tilfældigt kan være så livsafgørende”

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Nej, faktisk ikke, men jeg kan godt føle mig magtesløs. Jeg er bange for to ting i livet: Trafikulykker og alvorlig sygdom, for det er de ting, jeg ikke kan kontrollere. Du kan ikke styre de andre trafikanter, og uanset hvilke forudsætninger du har, kan du ikke styre, om dit barn bliver ramt af en hjernetumor. Den slags tanker kan godt ramme mig ind imellem, selv om jeg aldrig har stået i situationen. Det er faktisk ikke mig selv, jeg frygter, bliver ramt. Det er min mand og vores børn.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Et par dage inden jul ringede DR og spurgte, om jeg ville lave nogle programmer med morgentræning hos dem. Først lavede vi en prøvefilmning med en testperson, mellem jul og nytår forhandlede vi kontrakt, og 3. januar filmede vi første program. Det var en hurtig proces, og det passer mig fint. Jeg er nok også et meget godt eksempel på, at travle mennesker får tingene gjort. Jeg trives med at være i proces og udvikling. Jeg siger altid ja og tænker ud af boksen, og sådan havde jeg det også tidligere, når jeg skiftede håndboldklub. Jeg blev altid sulten på udvikling og det at finde nye sider af mig selv. Jeg er ikke god til at lave det samme hele tiden. Udefra ligner det nok, at jeg har gang i mange ting, men det er bare sådan, jeg har det bedst.

Hvem er Rikke Hørlykke?

Rikke Hørlykke fakta.jpg

  • Født i 1978.
  • Kendt som en af Danmarks Guldpiger, da hun spillede på håndboldlandsholdet i 2000-2006, hvor de blandt andet vandt guld til OL i både 2000 og 2004.
  • Har siden 2013 haft sin egen virksomhed, Hørlykke Performance, hvor hun arbejder med personlig træning, foredrag, coaching, kostvejledning, livsstilsændringer og meget andet.
  • Siden nytår har man desuden kunnet opleve Rikke Hørlykke på DR med Morgentræning.
  • Gift med Klavs Bruun Jørgensen, som er tidligere professionel håndboldspiller og -træner. Sammen har de børnene Aksel og Karla.
Se, hvad vi ellers skriver om: Karriere, Interview og Livsstil