"Da jeg var yngre, var jeg rigtig god til at svare undvigende, hvis nogen spurgte om mine forældre"

Om mit arbejde ved jeg nu …

 – At det at være politisk korrespondent passer godt til mit temperament. Den ene dag skal jeg sætte mig ind i skattepolitik, den næste dag i socialpolitik osv. Det er totalt uforudsigeligt og meget afvekslende. Jeg blev allerede bidt af Christiansborg, da jeg var der i min praktiktid på dagbladet Politiken, og nu har jeg beskæftiget mig med politik i næsten 30 år. Bagsiden er, at uforudsigeligheden i politik kan gøre det svært at planlægge mit private liv. Jeg aflyser ustandseligt, fordi forhandlinger trækker ud, eller der sker noget andet uventet. Mine venner må være virkelig tålmodige. Det høje konfliktniveau på Christiansborg har jeg også vænnet mig til. Selvfølgelig er det ikke sjovt at vågne op tidligt om morgenen og se på min telefon, at nogen har brugt natten på at skælde mig ud på mig på de sociale medier, fordi de synes, jeg var for kritisk eller for venlig i mine analyser på tv aftenen før. Men man får lidt mere hård hud efterhånden.

LÆS OGSÅ: Charlotte Bircow: "Jeg vil aldrig mere stå i vejen for mig selv"

Om at være et kendt ansigt ved jeg nu …

– At jeg godt kan mærke, at jeg bliver endnu oftere genkendt nu, hvor så mange følger med i pressemøderne på Christiansborg om corona-epidemien. Folk er generelt utroligt søde, når de gerne vil snakke – i Føtex eller andre steder. Der er en meget, meget stor forskel på den kontakt og så den hårde tone, der indimellem kan være på Twitter og Facebook. Måske glemmer folk, at der er mennesker i den anden ende, når de sidder bag skærmen og skriver deres kommentarer.

Om min barndom ved jeg nu …

– At når man har haft en barndom som min, så trækker den lange spor ind i voksenlivet. Min søster og jeg er vokset op med en mor, der var bipolar, det, der dengang hed maniodepressiv. Mine forældre blev skilt tidligt, og min far flyttede hurtigt til udlandet. Meget af tiden var min mor alene med os. Dengang i 60’erne var myndighederne ikke så opmærksomme på de problemer, vi havde på grund af vores syge mor. I hvert fald husker jeg det sådan, at vi mest klarede os selv. Men jeg må også erkende, at jeg ikke kan huske ret meget fra min barndom. Det er jo nok en form for fortrængning. Min mor begik selvmord under en af sine depressioner, da jeg var 22. Jeg havde en oplevelse af, at det var noget, jeg ikke skulle snakke mere om. Det var et tabu, også hos mine omgivelser. Desværre er psykisk sygdom og selvmord nok stadig et stort tabu, og det kan gøre det endnu sværere for de pårørende. Da jeg var yngre, var jeg rigtig god til at svare undvigende, hvis nogen spurgte mig om mine forældre. Jeg lukkede ned for alt omkring min opvækst og prøvede bare at klare mig. Først i de senere år har jeg erkendt, hvor meget den betyder for, hvem jeg er.

Om min overlevelsesstrategi ved jeg nu …

– At da jeg var barn, var skolen min flugt. Når jeg klarede mig godt fagligt, fik jeg også en tiltrængt følelse af kontrol over tingene. Jeg havde en fantastisk skolelærer, som kom til at betyde meget for mig, men ellers var der, som jeg husker det, ikke rigtig nogen hjælp udefra. Når jeg ser tilbage, synes jeg da, det var mærkeligt, at min mor nogle gange blev indlagt, uden at nogen tilsyneladende tænkte på mig og min søster, selv om vi ikke var ret gamle. Men det var en anden tid. Der er ingen tvivl om, at jeg som storesøster alt for tidligt fik et for stort ansvar. Da vi var teenagere, var der en bedre periode, fordi der kom klarhed om min mors diagnose, og hun fik medicin, som i nogle år hjalp hende. Som barn anede jeg ikke, hvad hendes sygdom gik ud på. Jeg vidste bare, at hun nogle gange var ekstremt ulykkelig og truede med at tage sit eget liv. Som et lille barn tror man jo, at det er noget, man selv er skyld i. At man har gjort noget, som gjorde hende ked af det. Så var der også de maniske perioder, som kunne være skræmmende på en anden måde. Men helt ærligt kan jeg ikke huske ret meget i detaljer fra dengang. Det er en forbandelse, men måske også en gave. Med den opvækst kunne min søster og jeg lige så godt være blevet nedbrudte, men vi klarede den og har begge to fået gode liv.

LÆS OGSÅ: Før prinsesse Marie blev gift med Joachim: Det havde nær kostet dem forholdet

Om fortidens bagage ved jeg nu …

– At jeg ikke kan få det, jeg slæber rundt på, til at gå væk. Det ligger for eksempel så dybt i mig at tage ansvar, at jeg nemt kan komme til at arbejde for meget og være for pligtopfyldende. Der er uden tvivl også nogle ting, som er gået i arv til næste generation. Jeg tror da, at det har betydet noget for min søns opvækst, at jeg ikke bare havde en indbygget rollemodel for, hvordan man skaber en tryg familie.  Jeg skulle selv lære det, og jeg havde ikke en ældre generation, jeg kunne læne mig op ad. Der er helt sikkert meget, jeg kunne have gjort bedre.

Om familie ved jeg nu …

 – At den betyder utroligt meget for mig. Min familie er lille, og mange bor i udlandet, men jeg synes, at vi er gode til at holde kontakt. Særlig vigtig er selvfølgelig min søn, og også min søster, Anne-Lise, der har boet i Israel i mange år med mand og børn. Vi har fået et stadig tættere forhold og ser hinanden så tit, vi kan. Noget af det sværeste for mig under coronaen har været, at vi ikke har kunnet besøge hinanden. Vi havde så mange dejlige rejseplaner i 2020, og det var trist at opleve, at de blev smadret alle sammen. Selvfølgelig kan vi så snakke i telefon, og vi skriver også dagligt beskeder til hinanden, men det er jo ikke det samme. Noget af det helt særlige ved vores forhold er alt det, vi har med fra vores barndom. Der er bare nogle ting, som kan være svære for andre at forstå, men hvor det betyder uendelig meget, at vi har hinanden og forstår hinanden.

Om kærlighed ved jeg nu …

– At det er nogle andre ting, der er vigtige, end dem, man tror, når man er yngre. Jeg er heldig, at jeg på 24. år er gift med en meget tålmodig mand, som lever med, at jeg arbejder for meget og kan være lidt for overfølsom i nogle situationer. Noget af det vigtigste, vi giver hinanden, er tryghed. Det betyder meget for mig at have en fast base og at kunne regne med de mennesker, der er omkring mig. Jeg har inden i mig en lidt for overfølsom seismograf, der nogle gange er for påvirket af, hvad andre føler og tænker. Eller hvad jeg tror, de føler og tænker. Den stammer nok fra en barndom, hvor jeg var nødt til altid at være meget opmærksom på, hvordan min mor havde det. Den seismograf kan nogle gange være svær at have med at gøre, og den er desværre ikke sådan lige til at slå fra. Men jeg synes, at jeg med årene er blevet bedre til at sige ”pyt med det”.

LÆS OGSÅ: Helle Helle om sygdom, kærlighed og familie

Om lykke ved jeg nu …

 – At det har været meget, meget lykkeligt for mig at blive farmor til Ninja, som nu er fem år. Hun skulle være født midt i oktober, men hendes mor gik over tiden. Som dagene gik, blev jeg bekymret for, at hun ville komme til verden den 30. oktober, min mors dødsdag. Jeg tænkte, at det var en trist fødselsdag. Men da hun endte med at blive født den dag, gik det op for mig, at det måske bare var sådan, det skulle være. Nu kan jeg lægge det sørgelige bag mig for at fejre hende. Vi har et meget tæt forhold, og hun er den allerbedste til at få mig til at slippe mit arbejde.

Om mod ved jeg nu …

 – At det gør mig godt indimellem at tage nogle spring ud af min tryghedsboble og prøve noget nyt, selv om jeg egentlig ikke er supermodig. Jeg arbejdede rigtig mange år på Politiken og havde nok en forestilling om, at jeg skulle blive der altid. Det var der, jeg havde mødt min mand, som er fotograf, og alt var trygt og godt. Derfor var mit første instinkt at sige nej, da jeg i 2009 blev spurgt, om jeg ville være leder af den politiske redaktion på Jyllands Posten. Men jeg tog mod til mig, og det viste sig både at være sundt og givende at udfordre mig selv. Med den erfaring var jeg faktisk slet ikke i tvivl om, at jeg skulle sige ja, da jeg nogle år senere fik mulighed for at skifte til mit nuværende job i Danmarks Radio.