Klumme: "Jørgen nede fra hjørnet er sgu blevet skilt..."

Jørgen nede fra hjørnet er sgu blevet skilt. Det var hans genbo, der til den seneste sammenkomst i grundejerforeningen kunne fortælle, at Jørgens kone var flyttet, men at Jørgen i det mindste havde ladet sine frustrationer gå ud over det efterhånden meter høje ukrudt på fortovet, som siden forrige sommer har været en skamplet på Pilegårdskvarteret og en torn i øjet på foreningens til tider noget polemiske ukrudts-udvalg.

LÆS OGSÅ: "Der er en slags mandetype på mode nu - og det er altså for meget!"

Nu er skilsmisser jo ikke ligefrem nogen sjældenhed herude, men til forskel fra de andre og yngre ægtepar i omgangskredsen, som render fra hinanden hver eneste gang, den mindste smule modgang melder sig, så var Jørgen og hustru begge i slutningen af 50’erne, uden hjemmeboende børn, men uden tvivl med masser af opsparet friværdi, som sikkert nu skulle brændes af på vinrejser og børnebørn. Stille og rolige mennesker i et helt almindeligt gult 70’er-typehus med en langt fra prangende, men ikke desto mindre velholdt Renault Megane i indkørslen og rigeligt med julelys på gavlen.

Hvad mere kan man egentlig bede om her i livet? Et vildmarks-spabad i baghaven ligesom naboen?

Men nu havde konen altså efterladt Jørgen mutters alene i det store hus på hjørnet, en grum påmindelse til os andre (og yngre) om, at det tilsyneladende aldrig er for sent med en skilsmisse. 
Men det troede jeg faktisk, det var? Jeg troede, at man på et eller andet tidspunkt, når de første kampe i forholdet var taget, støvet havde lagt sig, og de største kameler var slugt for husfredens skyld, lige så stille fandt sig tilrette i både medgang og modgang. At et ægteskab en skønne dag ville blive som et par bløde, udtrådte sutsko, ganske vist ikke videre sexede eller ophidsende, men virkelig rare at trisse rundt i derhjemme.

Jeg troede, at hvis vi bare klarede de første svære år, hvor børnene er små og har mellemørebetændelse hver anden mandag, og man glemmer at være kærester og knalde og kigge på hinanden med lidenskab, begær og taknemmelighed, samt hvad der måtte komme af syvårskriser, midtvejskriser og renoveringsprojektkriser, så ville man være home free resten af vejen. At man en dag ville kigge på sin partner og tænke – nu har vi klaret den så langt, så hvorfor i alverden give op nu?

LÆS OGSÅ: Far til teenagere: "Jeg mærker tilværelsens tomhed komme snigende..."

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er en nedslående tanke, at man ikke kan stole på skilsmissestatistikkens løfte om, at det er de første ti år, der er de sværeste, eller om det i virkeligheden er betryggende, at ægteskabet viser sig at være en kamp, man aldrig bliver færdig med at kæmpe. I mangel på et bedre udtryk.

Nå, men selv ikke genboen vidste, hvad der egentlig var gået galt i det gule hus nede på hjørnet. Det kan vi kun gætte på. Lod Jørgens kone sig omsider inspirere af de erotiske lægeromaner, der ofte stak op fra papircontaineren i indkørslen, og fandt sig noget yngre? Har de i ro og mag og over en kop kaffe besluttet sig for, at det nu var på tide at leve resten af livet hver for sig, nu hvor der var luft i økonomien, og børnene var store nok til at kunne se fornuften i deres valg?

Begyndte sutskoene med årene at gnave mere på hælen, end de varmede om fødderne, eller blev Jørgens kone – og dette er genboens teori – med tiden bare træt af at glo på ukrudtet ude på fortovet?