Er det for sent at flytte hjem til f****** Hjørring?

Hjørring anno midten af 90’erne: En uendelig sløjfe af sodavandsdiskoteksture på en bund af hård spiritus fra fars barskab blandet op med billig juice og gemt i en pose ude i busken, en akavet kinddans med Karina med hænderne i hendes baglommer til noget med Bon Jovi, op på Puch Maxien, måske endda en bøfsandwich og en rask lille røvfuld at køre hjem på. Udramatisk ungdom præget af forudsigelighed, og som regel med en let hørm af Van Gils, knallertbenzin og thousand island-dressing hængende i luften.

LÆS OGSÅ: Klumme: "Min ven Jesper gik fra sin kone et par dage efter nytårsaften..."

På den måde adskiller min ungdom sig ikke meget fra millioner af andre provinsdanskere, ej heller det faktum, at jeg omsider slap væk, rykkede til storbyen for at studere i håbet om, at livet bød på andet og mere end f****** Hjørring. Halvdelen af os bliver boende hele livet inden for en radius af ti kilometer af vores fødesogn, den anden halvdel flytter væk, og med årene skabte jeg mig et liv og en familie i den anden ende af landet.

Jeg huskede at besøge mine forældre så ofte som muligt, men tænkte egentlig ikke på min hjemstavn som andet end dér, hvor mine gamle klassekammerater sad fast, gik på røven med deres VVS-firmaer og tog til Lars Lilholt-koncerter i tide og utide. Ingen af disse ting er på nogen måde forbeholdt folk i provinsen, men det var ikke desto mindre det narrativ, jeg klemte ned over mit liv som frelst eksil-jyde.

Der er dog ikke noget som alderen, der kan skrue på livets perspektiver, og nu er tanken i tiltagende grad begyndt at melde sig som en lille kilden inde bagerst i baghovedet: i hvor høj grad havde livet været lettere, hvis jeg var blevet i Hjørring – og er det for sent at flytte hjem?

De seneste år har flere dele af provinsen, med Thy som det oplagte eksempel, formået at re-brande sig selv som dér, hvor livet er simpelt, og ingen rigtig behøver bekymre sig om noget som helst, ud over om man egentlig kan få for meget frisk luft, nærvær med ungerne og ro i sjælen. Det er den slags, der går lige i livskrisen på en fortravlet far som mig, med fugtskade i krybekælderen og bøvl med karrieren.

LÆS OGSÅ: Jeg er 40 og forvirret - kender du typen?

Midt i hjemstavns-sentimentaliteten (og provinskommunernes følsomme marketingstrategier) gemmer der sig et lunt og trygt løfte om, at alt bliver nemmere og mere harmonisk, jo længere væk du kommer fra Rådhuspladsen. Ude hvor vestenvinden rusker, og bedsteforældrene henter børn tre dage om ugen, er der ingen, der bekymrer sig om stigninger i boligskatten. Du kan få paladser med havudsigt til halvanden million, og glade teenagere, der klatrer i træer, taler pænt og rydder op efter sig selv. Måske endda også lidt friværdi, hvis du er heldig.

Selvfølgelig har folk fra provinsen og opland også fugt i fundamentet og stresssygemeldinger, men det er sjældent i fokus for brandingkampagner og voksenlivets higen efter tryghed og harmoni. Så havde mine indfødte københavnerbørn ikke betragtet det som regulær tortur at blive tvangsmarcheret ud på bøhlandet, havde vi nok gjort det. Konen og jeg. Lyttet til sentimentaliteten og flygtet hjem til Jylland.

Hvor folk ganske vist går på røven med deres håndværkerfirmaer, og de unge kører fulde rundt på knallerter, men hvor livet ikke desto mindre (virk)er dejligt forudsigeligt. Og hvor mor altid har kaffe på kanden, og Lars Lilholt altid spiller igen i næste weekend.