Kender du følelsen efter en fest? "Det værste er følelsen af diffus skam"

Jeg var til fest i går...

Og jeg har utrolig svært ved at udlevere denne skamfulde episode ærligt og i jeg-form. Har mest lyst til at stemple min indre, pinlige dame med blå tænder og et veludviklet festgen som én, jeg engang har gået til gymnastik med. Men hun bor i mig, og for det meste er hun sjovt, livsbekræftende selskab. En sjælden gang imellem er hun desværre rædselsfuld. R.æ.d.s.e.l.s.f.u.l.d!

Som for eksempel i nat, hvor hun skældte en anden dame ud – helt uden grund.

LÆS OGSÅ: Kender du "pick me"-pigen? De gør mig voldsomt vrede - og jeg har selv været én af dem

Jeg mærker en isnende følelse af selvhad, der spreder sig fra det øverste af ryggen, hvorfra det sender kuldebølger ud i hele kroppen. Jeg har heftig hovedpine, mundtørhed og kvalme. Hvilket på ingen måde er det værste ved tilstanden. Det værste er følelsen af diffus skam, der rammer som en
gorillanæve i solar plexus et par sekunder efter, jeg har åbnet de mascaraklistrede øjne. Flashbacks af blandet herkomst popper frem.

Håbefuld og påtaget udramatisk henvender jeg mig til min mand, der var med til festen... ”Du, skat. Jeg fik da ikke sagt noget pinligt eller ondt til nogen i går … Vel?” Jeg søger hans blik med intense, rødsprængte øjne. Hans ansigtsudtryk siger det hele. For helvede da også...

Desperat pløjer jeg Facebook igennem for at finde hende og give en uforbeholden undskyldning. Jeg tjekker hvert femte minut, om den er set. I ventetiden prygler jeg mig selv med katastrofetanker om, at ingen i verden nogensinde mere vil holde af mig.

Jeg er sågar ude i et tankespind, der retfærdiggør, at jeg nok også bliver fyret og må bo i en papkasse i parken sammen med min familie.

Gys. Den er læst! Nervepirrende ventetid. Jeg fortæller mig selv, at jeg ikke behøver eller fortjener et svar fra hende, men håber alligevel. Efter en lang, halv time svarer hun: Jo, hun var blevet forbavset og ked af det, men hun godtager undskyldningen, og vi er videre. Jeg føler den største taknemmelighed, men er ikke videre. Jeg sidder fast i selvhadet. Jeg skriver til min barndomsveninde og overdriver min onde gerning i et masochistisk, verbalt selvafstraffelsesritual.

LÆS OGSÅ: Drengen skrev: "Jeg synes, min tissemand er lille, og jeg kan ikke lide at bade med de andre"

Hun bider ikke på. Hun smider ikke mere småt brændbart ind i det heksebål, jeg har kreeret til mig selv. Hun har ikke brug for at være bedrevidende, moraliserende eller fordømmende. Hun ved, at det er unødvendigt; jeg er langt hårdere ved mig selv, end andre kan være. Roligt minder hun mig om, at sådan er jeg ikke i virkeligheden. Det må have været en syg flaske vin, jeg havde drukket!

Og så repeterer hun de pointer, som alle stakkels tømmermandramte fortjener at læse:

De andre var også beruserede. De brugte ikke aftenen på at holde øje med dig. Og brugte de en dejlig aften på at tage noter, så er det mest synd for dem. Bær over med dig selv, selvom det er svært i en nypuritansk tid. Og hvad så, hvis du veg fra kravet om kontrol og perfektionisme – og heraf afledt bashing af egen og hinandens moral, mor-evne, krop og selvdisciplin.

Medmindre du har et decideret alkoholproblem, så sæt katastrofens omfang i perspektiv: Der er klimaforandringer, krig og overbefolkning. At du havde en knaser på, er ikke verdens største problem. Så du er god nok, din lille festabe. Måske endda især, fordi du tør være uperfekt og ikke i evig kontrol. Og husk så, at alting bliver bedre cirka på onsdag...