Kender du "pick me"-pigerne? De gør mig voldsomt vrede - og jeg har selv været én af dem

Pick me-girl. Da jeg hørte om det begreb, satte det turbo på selverkendelsen:

Shit, sådan har jeg også været engang.

En pick me-pige er kort forklaret en kvinde, der ved at nedgøre andre kvinder signalerer til mænd, at hun ikke er så besværlig og derfor mere attraktiv end andre kvinder:

Vælg mig. Jeg er en af de gode, en one of the boys-type, ikke én af disse pylrede, usexede ligestillingshystader!

LÆS OGSÅ: Drengen skrev: "Jeg synes, min tissemand er lille, og jeg kan ikke lide at bade med de andre"

Hun træder oven på andre kvinder for at blive høj nok til at tage indforstået øjenkontakt med mændene i rummet. Hun vil gerne skille sig positivt ud ved – bevidst eller ubevidst – at kaste alle andre kvinder under bussen.

Nu tænker du måske, at jeg her selv gør mig skyldig i selvfremhævelse.

I så fald har du en pointe – og jeg kompenserer ved at kaste mig selv under bussen som den pick me-girl, jeg i en ikke så fjern fortid var.

Jeg har for eksempel uden at tænke købt fordommen om, at der i alle kvindegrupper er masser af drama og bagtaleri. Jeg glemte helt, at jeg også kender til mega hetero, mandede mandegrupper, hvor de også giver hinanden the silent treatment, sladrer og ikke kan finde ud af at tage de hårde snakke med hinanden på en ordentlig måde.

Jeg har for år tilbage benævnt mig selv som "drengepige" for at signalere, at jeg i hvert fald ikke var sådan en irriterende, sensitiv og dramatisk pige. Jeg har løjet om, at jeg som barn kravlede i træer og i hvert fald ikke legede med dukker. Jeg har også spist mere rødt kød, hørt mere metal og drukket flere kulsorte øl, end jeg umiddelbart havde lyst til. For de her klassisk maskuline sysler signalerer bare, at jeg er en federe, mere robust type, ikke?

Når jeg har været vred eller skuffet, så har jeg kaldt det "tøsefornærmet" for at please folk, der ikke har overskud til at forholde sig til, at min vrede måske var helt reel og burde tages alvorligt, også selv om jeg er en kvinde.

Jeg har været flov, når jeg henviste til en artikel fra et dameblad. For der kan kun stå noget faktabaseret og seriøst i medier målrettet mænd?!

Og jeg har i mange år undgået standup med kvinder. På den måde var det nemmere at mene, at mænd bare er sjovere end kvinder.

Før #MeToo har jeg fundet mig i uinviteret gramseri for at bevare den gode stemning – modsat de krænkelsesparate pylrehoveder, der ikke bare kunne lade det fare.

Jeg har haft en tendens til at finde det mere uværdigt for mænd at være dén med mindst magt i et kærlighedsforhold, frifundet ham for ansvar og bebrejdet kvinden, hvis hendes mand var en såkaldt tøffelhelt. Sigende er det jo også, at vi ikke har ord som tøffelheltinde.

LÆS OGSÅ: På mit mors dødsleje sagde jeg: "Jeg elsker dig". Hun gengældte det ikke...

Jeg har også forsvaret mænds dårlige opførsel med et "boys will be boys"-skuldertræk, mens kvinders dårlige opførsel blev tilskrevet nogle dybere og mere ondsindede kvinde er kvinde værst-karaktertræk.

Således ville den gamle version af mig helt per bevidstløs automatik holde med Khader, Brian Mørk og Dorph-Petersen. Ikke fordi, at jeg havde sat mig ind i sagerne, men fordi jeg endnu var viklet helt og aldeles ind i alle de stereotype fordomme om, at kvinder fra naturens side er overdramatiserende, løgnagtige, luskede eller svage.

De senere år er jeg blevet mere bevidst. Og det har for mig medført en voldsom vrede over de sædvanlige "pick me"-piger i diverse kommentarspor.

Og nu ved jeg, hvorfor pick me-piger giver mig så stærke følelser:

De følelser er så stærke, fordi jeg kan genkende en fortidsversion af mig selv i dem.