Carla Mickelborg drømmer
om at få børn. Men hun er 36 år og single, og derfor har hun besluttet sig for,
at tiden er inde til at ændre på de omstændigheder og mønstre i hendes liv, der
spænder ben for, at hun kan opnå drømmen om at stifte familie.
”For tre år siden
besluttede jeg mig for, at når jeg blev 36, så skulle jeg have en plan for,
hvornår jeg skulle have børn. Og på det tidspunkt var jeg kæreste med min
ekskæreste. Og jeg havde vist godt sagt til ham, at det var sådan, jeg havde
det, men jeg havde nok ikke sagt det tydeligt nok. For det kom i hvert fald bag
på ham, da jeg sagde, at nu er jeg snart 36, og vi skal have en plan,” siger
Carla Mickelborg i podcasten ”Et nyt kapitel.”
Til sidst endte
Carla Mickelborg med at stille sin kæreste et ultimatum om, at han enten skulle
blive klar til de samme ting, som hende, eller at de måtte afslutte forholdet.
”Nogle gange
kræver det, at man er hård. Og den smerte, der er i fx at sige farvel til en, man
elsker, fordi man ikke vil det samme, det er jo netop at følge ens hjerte, som
siger, ’du er ikke glad her,’ siger Carla Mickelborg, som nu er klar på at
finde den rigtige vej for hende selv.
Mødte far ved et tilfælde
Som barn boede Carla
Mickelborg med sin mor og bror, og hendes far var ikke en del af hendes liv.
Og selvom hun er
taknemmelig for alt, hendes mor har gjort og været for hende, så drømmer hun om
et andet slags familieliv, når hun selv får børn:
”Jeg tror, min
mor synes, det ville være fint, hvis jeg bare var mig. Hun er nærmest mere for,
at man går mod strømmen og gør nogle helt andre ting, hvor jeg er mere
traditionel selv. Og det er jo nok også, fordi jeg er vokset op med en enlig
mor, at jeg har tænkt, det dér liv, det er ikke lige mig. Jeg vil gerne have en
mand at dele mit liv med, og også dele, når det kan være svært. Så vi er et
par, der fikser tingene sammen.”
I dag har Carla
Mickelborg et forhold til sin egen far, men han blev først en del af hendes
liv, da hun var voksen – og deres forhold til hinanden startede ved et
skæbnetilfælde.
Indtil hun var
otte år gammel, troede Carla Mickelborgs mor nemlig, at det var en anden mand,
der var faren.
”Så kunne min mor
godt se, hov, du ligner ham ikke. Og hun mødtes med en gammel veninde, som lige
pludselig nævnte et navn, hun bare var sådan, ’what? Det kan faktisk godt være,
at det er ham, der er faren.”
”Og så var hun så
heldigvis så sej, at hun fik kontaktet dem begge to, og fik taget blodprøver,
og det viser sig så, at det er ham, som jeg aldrig har mødt, der er min far. Fucking
vildt. Han havde så lige fået to små piger, og havde ikke rigtig overskud til
at tage mig ind der. Så da han bliver skilt, da jeg er omkring 25, får vi kontakten tilbage, og det sker faktisk fordi jeg møder min bror i byen. Og
jeg siger, ’hey, hedder du ikke Carl?’, husker Carla Mickelborg, som kendte
ansigtet på sin bror, fordi hun havde fulgt med i hans liv på Facebook.
”Jeg havde
stalket ham. Min far havde blokeret mig på Facebook, fordi jeg tror, han havde
dårlig samvittighed. Så nåede jeg heldigvis lige at finde ud af, at han havde
en søn, og så kunne jeg så følge lidt med der.”
Indtil det
tilfældige møde i byen var broren Carl uvidende om, at han havde en søster. Men
efter en lang samtale den samme aften ærgrede de sig begge over, at de var gået
glip af en barndom sammen. Og samtalen resulterede i, at Carl gik hjem til sin
far med en klar besked.
”Så han gik jo
hjem til min far og sagde 'hvad fanden har du gang i? Hvorfor har du ikke sagt
det her?' Og så var han jo lige blevet skilt og havde lidt mere frihed til at
kunne tage mig ind. Og så har vi set hinanden siden.”
Fravalgt
I dag er Carla Mickelborg
ikke længere vred på sin far over, at han valgte hende fra som barn, men der er stadig en
anden følelse, der fylder.
”Jeg er jo
stadigvæk skuffet over, at han ikke var der. Og stadigvæk ikke rigtig er der.
Men det er jo også svært at komme igen efter så mange år. Altså, hvad fanden
skal man? Jeg har også spurgt ham ’hvorfor hjælper du ikke mig med noget?” og
der svarede ’men hvad fanden skal jeg hjælpe dig med, du er så selvstændig?’ Og
det kan jeg jo også godt forstå. Så det er ikke der, den skal løses, tror jeg.
Det er forståelsen, jeg mangler,” siger Carla Mickelborg, som fortsætter med
gråd i stemmen:
”Men jeg vil
gerne kunne lukke nogle mænd ind, eller én mand i hvert fald bare, som får lov
at vise mig, hvordan det godt også kan være. At jeg er sådan én, man gerne vil
strække sig for.”
Carla Mickelborg kan
mærke, at følelsen af at være én, man kan fravælge, også spiller ind i hendes
romantiske relationer. Og derfor vil hun nu øve sig i at skille oplevelserne med
sin far fra dem, hun har i sit kærlighedsliv.
”Jeg vil spørge
mig selv, om det er den specifikke situation, der gør mig ked af det, eller om
det er såret fra min far, der er på spil,” siger hun og fortsætter:
”For min fantasi
kan gå i en meget snæver retning. Men det kan sagtens være, at den anden person
bare er syg, siden han ikke svarer mig. Eller han ligger og sover. I stedet for
at svaret er, at han undgår mig for enhver pris eller har hørt noget dårligt om
mig ude i byen. Og så siger jeg altid til mig selv: ’Du kender ikke svaret –
vælg det svar, der giver dig fred.” Og så er mit nye slogan, at jeg er sådan én,
man strækker sig for.”