Når venskaber forandrer sig: ”Jeg får et lille stik i hjertet”

I 20’erne var mine veninder hele min verden.

Vi sov sammen, vi gik i byen sammen, vi havde tømmermænd sammen, vi var ulykkelige sammen, vi var lykkelige sammen. Lykken var eksempelvis at finde en 50’er gemt i foret og bruge dem på ekstra shots eller at dele en pose fyldte pastaer med pesto til 14 kr. i Netto.

Trods et skrabet SU-budget og 800 bumser, så husker jeg det som en helt ekstatisk og magisk periode, hvor vi havde al tid i verden, og den tid brugte vi sammen.

Men tiden er en anden nu.

Læs mere: Mænd i 30’erne: ”Mit indtryk er, at de måske har én ven, de kan tale liiidt dybere med”

Jeg kan godt få et lille stik i hjertet, når jeg tænker tilbage på mine 20’ere, for jeg kan virkelig mærke, at mine venskaber har forandret sig i takt med, at vi allesammen er trådt ind i 30’erne, og tiden er fyldt op med kæreste, karriere og i nogle tilfælde børn. 

Jeg er en af dem, der ikke har fået børn endnu, og selvom jeg går meget op i min karriere, har jeg dejligt meget tid til at være social. Jeg er generelt meget socialt anlagt og trives bedst i andres selskab, men jeg oplever lige nu, at det ikke altid er lige nemt at få en aftale i hus med de af mine veninder, som har fået børn.

Spontaniteten er forsvundet og erstattet af kaffeaftaler booket flere uger ude i fremtiden, og med de større vennegrupper er doodle blevet det nye yndlingsværktøj. 

Svært at vænne sig til ny præmis

Jeg har ret store forventninger til mig selv i veninde-relationer, men det betyder også, at jeg har store forventninger til mine veninder. Og det er fint i 20’erne, hvor tid var lige så tilgængeligt som en pose Piratos.

Men i 30’erne er tid blevet en dyrebar ressource, og det har gjort, at jeg har oplevet at blive skuffet. Skuffet over at mine veninder ikke har tid til at ses og skuffet over, at når vi så ses, så fylder barn og baby rigtig meget i samtalen.

Men misforstå mig ikke!

Jeg sætter stadig enorm stor pris på mine veninder og ikke mindst deres babyer. Og jeg vil hellere end gerne hænge ud med dem og Gurli Gris. Det giver mig et kæmpe skud livsglæde at se min veninde være mor og klare det nye job til UG kryds og slange. Men det ændrer ikke ved, at jeg har svært ved at vænne mig til, at babyerne lige nu skaber en anden præmis for vores venskab.

At vi ikke på samme måde kan ses spontant, drikke øl og snakke til kl. lort om natten, som vi gjorde førhen.

Jeg tror, at der helt naturligt i denne venskabsfase sker et tilvalg og fravalg af de veninder, som er i samme situation som én selv. Og det er der nødvendigvis ikke noget dårligt i.

Jeg tror bare, at det er enormt vigtigt, at huske på, at selvom man er veninden uden børn, så vil man stadig gerne inviteres til babyfest med saftevand og boller, og omvendt at veninden, som er blevet mor, også stadig gerne vil have en invitation til privatfesten med shots og beerpong.

Så kan man altid takke nej, men en invitation er en invitation, og den giver en følelse af forbundethed, og at man stadig er i hinandens liv. 

Vil slutte fred med forandringen

Uden at lyde alt for meget som barn af en psykoterapeut, så tror jeg, at det i sidste ende handler om at være bedre til at forstå hinanden.

Jeg skal være bedre til at sætte mig i mine veninders sted, tage mor-kasketten på og acceptere, at jeg ikke fylder ligeså meget i deres liv, som jeg gjorde engang. De føler måske, at de giver alt det, de kan, i en ellers vakuumpakket hverdag, men at det stadig ikke er nok.

Og samtidig skal mødrene huske på, at selvom man er blevet mor, er det vigtigt at kunne efterlade baby hjemme hos farmand og mødes til en øl med veninderne.

Men noget af det allervigtigste, og som jeg selv skal arbejde på er, at jeg skal acceptere, at mine venskaber forandrer sig i 30’erne.

Vi deler ikke længere dyne eller pasta med pesto. Vi er vidt forskellige steder i livet, men det behøver ikke at være sådan for altid. Det er bare sådan, det er, lige nu, og det skal jeg slutte fred med. For på et tidspunkt bliver jeg selv hende moren, som forsøger at køre karriere for fuld drøn med tøjet sovset ind i babymos, og så bliver det mig, som har behov for at blive båret over med af mine veninder. 

Det smukke ved venner er jo, at det er en relation, hvor to mennesker har valgt hinanden uden at være bundet af andet end kemi og besluttet sig for at kalde sig venner.

Og det er virkelig noget særligt. 

Så kære veninder, jeg accepterer, at vores venskab har forandret sig, og at vi ses på en anden måde. Men husk at sige til, når vi skal drikke os en kæp i øret – måske vi også skal dele en pasta med pesto?