Klumme: Hvorfor i alverden er det stadig et tabu at have menstruation?

Jeg sad ude på toilettet på jobbet og lavede sådan et toiletpapirsbind. Jer, der kender teknikken, vil vide, at det handler om at rulle løst om pege- og langemand ca. fem gange, lægge det i trusserne og så trække dem laaaangsomt op. For der er jo ingen klisterbånd til at holde toiletpapirs-rullebindet fast.

Tilbage på sin plads kan man mærke, det har krosset sig sammen til en ubehagelig klump. Febrilsk går man ud hver halve time og tjekker, om man har blødt ved siden af. Engang blev det hjemmelavede bind væk. Det var ikke i buksebenet, ikke i toilettet – og heldigvis heller ikke på ruten fra min plads ud til toilettet.

Pyha. Så langt så godt. Men hvor er det så blevet af? Det spørgsmål mystificerer mig stadig. Jeg er ikke verdens mest strukturerede person. Nogle gange glemmer jeg at genopfylde min taske med hygiejnegrej. Kommer først i tanke om det, når den dér murren i underlivet trænger sig på. For ikke at tale om fornemmelsen af at veje 200 kg, have grå hud, hagebums samt den største modvilje mod at deltage i irriterende ting (som er nogenlunde alt), men til gengæld have dyrisk lyst til at spise en full size chokoladeelefant med nougatdip til. For ikke at tale om en palle chips. Mmmm. Chips.

LÆS OGSÅ: Klumme: Ægteskabet er hverken nuttet, pænt eller picture perfect

Og mens jeg så sad dér på toppen af en uformelig klump Lambi, scannede jeg mine kvindelige kolleger for at finde én, jeg kunne spørge, om jeg måtte låne en tampon, men valgte at leve med de
paranoide toiletbesøg. Jeg kunne simpelthen ikke få mig til at spørge. Bange for, at vedkommende i al evighed ville tænke på mig som en omvandrende tissekone. Man har jo ikke rigtig lyst til at blive konfronteret med sine kollegers genitalier over formiddagskaffen.

Men det er i grunden underligt, at det stadig skal være et tabu. Hvis jeg pludselig begyndte at styrtbløde fra min næse eller albue, ville jeg bede om en lommelet uden tøven – endda selvom mit blod ikke er Libresse-blåt og nydeligt. Er heller ikke flov over et synligt plaster, mens en dinglende tamponsnor i svømmehallen er pinligt.

En anden ting, der underbygger det tabubelagte, er, at jeg ikke har et godt ord for denne min månedlige kropsfunktion. Menses, menstruation og mine sager virker for højtideligt og klinisk. Som noget, min sundhedsplejerske sagde til rødmende mig i syvende klasse.

Rød tråd i strikkemaskinen, rødbederøv, tyttebærmås, kommunister i lysthuset eller på ferie ved det røde hav virker alt for bodegabrunt. Som noget, en onkel kunne sige til en familiefest.

Yoni renser ud… Ja, det går jo bare heller ikke. Så må du godt kalde mig en type, for hvem menstruationskoppen altid er halvtom.

LÆS OGSÅ: Klumme: Jeg gik (desværre) mere op i at være cool end nørdet

Det skamfulde understreges også af, at jeg slæber hele min gigantiske dametaske med ud på toilettet, når jeg skal skifte bind eller tampax – og altså har husket at medbringe et lager. Tilbage gennem kontoret med tasken på skulderen kan jeg godt få fornemmelsen af, at alle har luret, hvad jeg har lavet ude på toilettet, siden tasken skal med. Andre gange har jeg haft en tampax i min stramme næve eller i min bh.

Sidstnævnte teknik fungerer kun med de korte tampax og i hvert fald ikke night-bind. Endnu en konsekvens af at være barmfattig.

Men uanset det spændende element i at udtænke 007-missioner i hygiejnens navn eller finde på kodesprog, så er det jo skørt, at det stadig skal være så hemmeligt at have normale kropsfunktioner.

Så… Min taske er altid åben, og du kan låne af mig, når menstruiden rammer din planet med fuld kraft.