Ugens klumme handler om at blive klogere. For dem, jeg så som de største tabere, da jeg var ung, viste sig at være vinderne, da jeg blev voksen.

Her følger forklaringen.

Den 6. september 1985 havde den amerikanske film ”The Revenge of the Nerds” premiere i Danmarks fire største byer. Jeg var 16 år, da ungdomskomedien kom til landet, men fik aldrig selv set den, så jeg har ingen anelse om handlingen eller kvaliteten af filmen. Alligevel har den sat sig varige spor hos mig og resten af befolkningen, for på dansk kom filmen til at hedde ”Nørderne kommer”. Og dermed blev 1985 året, hvor vi for første gang hørte om begrebet nørd.

De første mange år var betegnelsen entydigt nedsættende, hvis man var en nørd, var man både kikset og latterlig.

I Den Danske Ordbog kan man læse beskrivelsen: ”Person, som regel en ung mand, der er yderst optaget af tekniske og naturvidenskabelige interesser, men ellers er klodset og upraktisk”. Og længere nede i ordforklaringen bliver der sat yderligere trumf på. En nørd bliver kort og godt beskrevet som ”en idiotisk og irriterende person”.

Ordbogens forklaringer passer perfekt til det syn, jeg – i min ungdom – havde på nørder. For mig var en nørd alt det, jeg ikke selv ville være: En bebrillet, bebumset, ensom og socialt utilpasset ung mand, der i sit usmarte tøj var ude af stand til at score piger, føre alminde-lige samtaler og spille fodbold.

Jeg ville være cool og vittig og top-scorer og smart og accepteret.

Det lykkedes mig sjældent at leve op til mine egne forestillinger om den perfekte unge mand, men guderne skal vide, at jeg forsøgte. Og jeg var i hvert fald ikke nørd. Langt fra. Jeg blev en allrounder og har været det lige siden.

Jeg ved lidt om engelsk fodbold, lidt om politik, lidt om dansk litteratur, lidt om rockmusik, lidt om madlavning, lidt om Berlin. Min viden er bred, men ikke ret dyb.

Jeg er med andre ord en habil Trivial Pursuit-spiller, men det modsatte af en nørd, der har en dyb og passioneret viden om enkelte emner.

I årevis beholdt jeg (desværre) min ungdoms umodne blik på nørderne, og jeg hang fast i, at social accept er vigtigere end nørderi. Det var en fejl. Og erkendelsen kom først til mig, da jeg løftede blikket og så mig omkring.

I mit fag – som journalist – var det nemlig nørderne, der kom frem i verden.

De, der som børn og unge interesserede sig for amerikansk politik, rumfart eller franske film, kunne bruge deres specialviden og fik sjove jobs, hvor de på fuld tid beskæftigede sig med deres passion. De mest interessante mennesker, jeg har interviewet, har næsten også alle været nørder, der tilmed har været fyrtårne og forbilleder inden for deres egne fag.

Nørderne er nemlig med til at drive verden frem og engagere os andre. Og så er det mindre vigtigt, om de kan spille fodbold, begå sig på et dansegulv eller være rappe i replikken. Forstår jeg nu.

Så har du en søn, et barnebarn eller en niece, der udviser bekymrende nørd-adfærd, så fortvivl ikke. Titlen på filmen fra 1985 var nemlig også et varsel. Nørderne kommer! Ikke mindst når de bliver voksne. Og de er slet ikke så tossede.

ALT for damernes klummeskribenter

Sine Gerstenberg

Født 12/4, 1980

Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Mette Kirstine Goddiksen

Født 7/3, 1976

Pr- og marketing-manager og mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Stephanie Caruana

Født 9/9, 1974

Forfatter og freelanceskribent, single og mor til to, film- og bogelsker/-anmelder.