Klumme: Singleforældre med bofællesskabsdrømme

Nu har jeg efterhånden talt med en del singleforældre, der drømmer om at bo i et fællesskab med andre familier eller enlige forældre, men enten er det for dyrt, umuligt at få en fod indenfor eller for langt væk fra netværk, arbejde og børnenes skole, som de fleste meget nødigt vil skifte. Jeg har også selv lysten, og har brugt adskillige timer på at pløje diverse boligportaler og facebookgrupper igennem, men ja, det ligner noget nær en umulig mission. Mange af de bofællesskabsdrømmere, jeg har talt med, længes ikke efter et klassisk kollektiv med "tvungen" fællesspisning, ugentlige fællesmøder og hver sit lille værelse, men en fællesskabsorienteret boform, hvor man i højere grad kan vælge til og fra (mest til), hvor børnene kan lege frit, hvor man kan spise og hygge sig ­sammen, hjælpe hinanden, osv. Lange Eng i Albertslund er et godt eksempel. Der bor cirka 200 børn og voksne i lejligheder og rækkehuse med åbne terrasser, som er bygget rundt om et stort grønt fællesareal i midten. Derudover er der 20-sæders biograf, multisal, værksteder, klaver, etc. til fri afbenyttelse. Søndag til fredag er der fællesspisning, men beboerne bestemmer selv, hvor ofte de vil deltage, og det er endda muligt at vælge take away. De betaler kun for de måltider, de spiser, og alle har køkkentjans tre dage hver sjette uge, medmindre man blot er deltidsmedlem af madordningen, så arbejder man tilsvarende mindre i køkkenet.

MEN det er bare alt, alt for dyrt for mange enlige forældre at købe bolig sådan et sted. Så kan man jo bare flytte langt ud på landet og starte sit eget bofællesskab, vil nogen sikkert tænke. Men vi kunne jo også prøve at tænke nyt, især i byerne. Prøve at følge med udviklingen. Prøve at tilpasse boformer og boligmasse lidt mere til folks behov. Ligesom der findes ungdomsboliger, kollegier og ældreboliger kunne eksempelvis almennyttige boligselskaber lave opgange eller bygninger for enlige forældre. Især opgangene har jeg hørt mange efterlyse.

For nylig så jeg i et eller andet tv-program, at man midt i Detroit, som er ved at blive genopbygget, efter byen gik fallit, har opført et lejlighedskompleks med fællesarealer, der indbyder til, at beboerne mødes i hverdagen – både inde og ude. Det er en pengemand, der står bag projektet, og han fremviste stolt sofaer, borde, tv og terrasse, hvor man kan spise, se sport, arbejde på den bærbare, osv. Stedet er ikke specifikt for singleforældre, men det er oplagt, at enlige vil have sindssygt meget glæde af sådanne fælles faciliteter – hvis det altså er til at betale. Skæver man til skilsmissestatistikkerne og stigningen i soloforældre, der får børn alene, tyder det på, at der vil komme endnu flere enlige forældre i fremtiden. Samtidig stiger behovet for nye meningsfulde fællesskaber samt nødvendigheden af at leve mere bæredygtigt. Flere og flere virker trætte af at halse af sted i hver sit hamsterhjul. Pludselig kan vi se det absurde i, at vi kun henter og bringer egne børn, har hver vores vaskemaskine og bil og sidder derhjemme bag hver vores skærm.

Egentlig er det ikke så mærkeligt, at vi efter årtiers egotrip og forbrugsflip søger fællesskabet igen. Ikke nødvendigvis i en kernefamilie. Ikke nødvendigvis i 70'er-kollektivet – men i en moderne version, der balancerer mellem parcelhusidyl og kollektivkaos; mellem privatliv og fællesskabets liv; mellem individuelle behov og forpligtende fællesskab. Så mangler vi bare, at vi bofællesskabsdrømmere med hang til byens liv finder sammen – i stedet for at sidde i hver vores lejlighed. Og drømme.

LÆS OGSÅ: Klumme: Hvorfor har alle den samme kedelige boligdrøm?

LÆS OGSÅ: ”Vi lever stadig i et samfund, hvor kvinder skal kunne passe en størrelse 36 og ligne en på 32”

LÆS OGSÅ: Sådan ved du, at du er blevet 40 år