Kvindeundersøgelse: Hvem skal opdrage dine børn?
Kvindeundersøgelse: Hvem skal opdrage dine børn?

Sukkerpolitk, kvindeundersøgelse

Hvem skal opdrage dine børn?

Er det pædagogerne, forældrebestyrelsen eller lokalpolitikerne, der skal bestemme, om dine børn må få sukker? Og hvor går grænsen for, hvad andre må blande sig i eller kræve, når det gælder vores børn? Hele 67 procent af alle mødre med børn under 16 føler sig pressede af krav fra institutioner og skoler, viser ALT for damernes store kvindeundersøgelse.

En dag blev det bare for meget. Camilla Hangaard havde besluttet, at hendes ældste datter måtte smutte ud af døren, tage stien bag om huset, krydse den lille, meget lidt befærdede vej og selv lukke sig ind gennem lågen til børnehaven. To minutter efter tog Camilla selv samme tur med sin yngste datter i hånden. Men den gik ikke. Pædagogerne stillede sig med korslagte arme: "Børn skal være 10 år, før de må færdes alene i trafikken."

– Jeg er vokset op i 1970'erne og tog bussen alene i børnehave. Min ældste datter er en moden pige, og jeg synes sagtens, at hun selv kan gå den tur. Men selv uden for børnehavens matrikel, hvor jeg mener, at jeg bestemmer over mit eget barn, blandede pædagogerne sig, fortæller Camilla Hangaard.

Så i april skrev hun et debatindlæg i Fyns Amts Avis. Om retten til selvbestemmelse, om spørgsmålet om, hvor meget pædagoger skal blande sig i, og om hvor meget overvågning man som forælder skal acceptere.

Selvom den slags offentlig pædagog-kritik fra forældre ikke har fast plads i avisernes spalter, er Camilla Hangaard er ikke alene med følelsen af et pres fra institutioner og skoler. ALT for damernes store kvindeundersøgelse, som er lavet i samarbejde med Megafon, viser, at 65 procent af kvinderne oplever, at de har en presset hverdag. Og 67 procent af kvinder med børn under 16 år føler sig pressede af, at skoler og institutioner kræver, at forældrene engagerer sig aktivt på skolerne eller i institutionerne. Mange kvinder føler altså, at de skal give mere – bage kager til forældremøder, male legehuse og gøre hovedrent – og samtidig kravler pædagogerne ind i privatsfæren med løftede pegefingre. Og som i Camilla Hangaards tilfælde beder forældrene udfylde skemaer om, hvor meget motion børnene får i hjemmet, hvor meget sukker de indtager, hvor meget fjernsyn de ser, og hvor meget de går på biblioteket. Er det blevet en dagligdag, som børnefamilierne bare må indordne sig under?

LÆS OGSÅ: Anti-amning: "Tilbageslag for kvinders rettigheder"

Fik mundkurv på
I hvert fald er der sket et skred i daginstitutionernes rolle i samfundet. Egentlig burde pædagogerne give børnene mulighed for at udvikle sig som mennesker, lære dem at forholde sig til livets udfordringer og samtidig hjælpe dem og passe på dem. Det mener Karen Wistoft, lektor i sundhedspædagogik ved Aarhus Universitet.

– I dag påtager institutionerne sig opgaven at opdrage forældrene til at opdrage deres børn på den rigtige måde. På en måde, som ofte er fastsat i daginstitutionen eller kommunen. Man har nogle ideer til, hvordan børnene skal have det, og de ideer er ikke til forhandling. Man rækker langt ind i privatlivet på en formynderisk, spekulativ og manipulerende måde, siger Karen Wistoft.

Da Camilla Hangaard sendte debatindlægget til Fyns Amts Avis, svarede redaktionen tilbage med spørgsmålet, om hun nu også var sikker på, at hun ville have det trykt. Camilla Hangaard var uforstående. Hvad havde hun at være bange for?

– Jeg har tidligere fået mundkurv på i børnehaven, da jeg satte spørgsmålstegn ved pædagogernes måde at tage imod nye børn på. Jeg fik besked på ikke at tage det op med forældrebestyrelsen. Jeg er måske lidt naiv, men jeg var ret sikker på, at debatindlægget ikke ville gå ud over mine to piger. Heldigvis har jeg ikke en fornemmelse af, at de har mærket noget. Men det kan da ikke være rigtigt, at man ikke må stille spørgsmål offentligt.

Selv oplever Camilla Hangaard, at flere af pædagogerne ikke vil hilse på hende, når hun afleverer eller henter sine døtre. En del af de andre forældre i børnehaven har bakket hende op, kaldt hende modig og budt debatten velkommen i hviskende stemmeleje og med øjnene over skulderen. Debatten findes langt fra i det åbne.

– Det er lige så meget en opsang til os selv. For kan man have lænet sig tilbage for længe og bare overladt opdragelsen af vores børn til pædagogerne? Vi har ikke været gode nok til at sige til og fra, fastslår Camilla Hangaard.

"Jeg er faktisk ligeglad"
Måske er det netop flertallets stiltiende accept, der er problemet for de forældre, som ikke er enige i den linje, børnehaven lægger. Ligegyldigt om beslutningerne er truffet af forældrebestyrelsen, institutionens ledelse eller kommunen. Men hvorfor er der ingen, der råber op? Psykolog Camilla Holmgaard Johnsen forklarer, at vi er bange for at stikke ud og måske blive afvist af flokken eller talt om bag vores rygge.

– Vi vil så gerne ensrette vores børn og have fælles regler for, hvornår de må få mobiltelefoner, og om der må komme pålægschokolade på madpakken. Vi vil gerne lave fællesbeslutninger, så vi er fri for at tage et individuelt ansvar, og det mener jeg, er helt forkert.

Hvorfor vil vi gerne lægge ansvaret ud på fællesskabet?
– Vi er bange for at stå ud. Det er meget nemmere og rarere at gøre ligesom alle andre og høre til flokken i institutionen end at være den, der stiller sig ud på scenen og gør noget andet. Det er sårbart at sidde til et forældremøde og sige: "Jeg er faktisk ligeglad med en sukkerpolitik. Jeg gør, hvad der passer os i vores familie." Så har du de andre forældre, der siger: "Jamen, jeg har læst, at..."

Daginstitutioner og skolers nul sukker-politikker er netop én af de restriktioner, der får nogle forældre til at bande i det skjulte. For det er svært at argumentere imod, at vores børn skal leve sundt. I en undersøgelse, FOA lavede i 2012 blandt ansatte i daginstitutioner, svarede 88 procent, at deres arbejdsplads havde en sukkerpolitik. Og for en stor del af institutionerne er forbuddet totalt. Sidste år besluttede Svendborg Kommune, at alle daginstitutioner, SFO'er og skoler i kommunen skulle være sukkerfrie. Så her kan forældrene ikke vælge en institution med en anden politik. Men er det ikke en god idé at hjælpe forældrene med at holde slikket fra døren? Forskeren i sundhedspædagogik siger nej.

– Det er et problem, når vi maler med brede penselstrøg og siger, at alle forældre har brug for at få deres børn i en nul sukker-børnehave – og i øvrigt opfordrer dem til ikke at spise sukker derhjemme. Der er familier, der har brug for hjælp til at organisere deres hverdag med børnene, og en god børnehave rækker ud og støtter de familier, mener Karen Wistoft.

Hun forklarer, at de totale forbud mod sukker kan have store konsekvenser for, hvordan børnene opfatter deres forældre. Hvis de ikke må få slik, saftevand og kage i børnehaven, men fredagsslik og fødselsdagkage derhjemme, kan de blive forvirrede, når de ser forældrene overtræde børnehaveloven, selvom de synes, at slik er skønt.

– De kloge børn, som kan se en sag fra flere sider, kan få en opfattelse af, at deres forældre ikke lever sundt nok eller er gode nok som forældre. Det har også den konsekvens, at fordi alt, der er forbudt, også er spændende, får børnene større opmærksomhed på sukker, end hvis de fik lidt i hverdagen. Hvis man stiller det helt på spidsen, kan vi få børn, der er i større risiko for at blive sukkerafhængige, fordi de i deres liv vil blive mere opmærksomme på, om de får sukker, forklarer Karen Wistoft.

LÆS OGSÅ: Kvinder - For stort fokus på fuldtidsjob hele livet

Sukkerpolitiet
For ressourcestærke familier kan sukkerforbuddet udvikle sig til en konkurrence i at kokkerere med størst kreativitet for at leve op til restriktionerne. Og familier uden det store økonomiske eller mentale overskud kan blive kørt ud på et sidespor.

– Det kræver et mentalt overskud at tænke alt igennem uden sukker. Man risikerer at stigmatisere de familier, som enten ikke har overskud til at følge de her regler eller ikke vil følge dem. De bliver sat i bås som dårlige forældre, siger Karen Wistoft.

Den fornemmelse har 38-årige Hanne stået med i sin 5-årige datters sukkerfrie børnehave i Københavns kommune. Hun har valgt at være anonym, fordi hun er nervøs for institutionernes reaktion, hvis hun står frem med sin kritik. Da hun sidste år bagte kage til sin datters fødselsdag i børnehaven – med dadler, uden sukker – påpegede en pædagog foran hele børnegruppen, at man ikke måtte have kage med, for børnene kunne ikke kende forskel på, om kagen var med eller uden sukker.

– Det afføder, at pædagogerne skal spille politibetjente. Jeg føler mig krænket over, at andre skal bestemme, om den kage, jeg har bagt til min datters fødselsdag, er god nok. Jeg mener, at det må være op til forældrene selv at håndtere de her ting derhjemme. Der går også sport i, hvem der kan finde på de mest kreative input til fødselsdagene, og andre gange ender det bare med popcorn, saltstænger og rosiner. Til gengæld er der kage til forældremøderne.

Men hvor kommer de her forbud fra, hvis de kun udvikler dårlige vaner og frustrationer? Og i øvrigt ikke gælder forældrene? I Hannes datters børnehave kom sukkerpolitikken ind med forældrebestyrelsen. Og Karen Wistoft mener, at det for nogle forældre er en lettelse, at deres børn er i et "nul sukker rum".

– Så skal forældrene ikke være bekymrede for, om børnene får for meget sukker, når de er i institutionen. Det mest ekstreme, jeg har set, er en børnehave, hvor børnene ikke måtte smage hinandens madpakker. På den måde bliver mad forbundet med forbud, og jo flere forbud, der er, jo mere unuanceret en holdning risikerer man, at børnene får.

Hvorfor siger forældrene ikke fra?
– Man har opelsket et hysteri blandt forældrene om, at børn ikke må få sukker, og derfor tænker mange forældre, at det kan være farligt at sende sit barn til en fødselsdag, hvor der eventuelt vil blive serveret kage, siger Karen Wistoft.

Vi buher af hinanden
Det er præcis den form for ubevidste valg, psykolog Camilla Holmgaard Johnsen vil have gjort op med. ALT for damernes kvindeundersøgelse viser, at 68 procent af de danske kvinder oplever, at det er vigtigt, hvordan andre forældre ser på dem. Og 44 procent føler et pres for at hente deres børn tidligt, fordi andre forældre gør det samme.

– Vi har flyttet os fra at mærke vores egen intuition og værdier og lægger vores beslutninger over på noget, vi har læst i en bog, eller gør som de andre. Det er farligt, fordi vi bliver mainstream og ikke tør tage den konsekvens, der kan følge af at have en anden mening. Vi vil alle sammen gerne være "korrekte" mødre, og vi er blevet gode til at buhe af hinanden, siger Camilla Holmgaard Johnsen.

Hun beder sine klienter smide bøgerne om at være forælder langt væk og mærke efter i maven, når beslutninger om hjemmetider eller madpakkens indhold skal tages. Og så skal vi stoppe med at sammenligne os med de andre forældre og træffe vores egne bevidste valg.

– Vi sammenligner os opad med de mennesker, vi tror, har mere end os. Som kan mere end os, som har det fede job og bor i det rigtige hus. Den frihed, vi tror, der er forbundet med alt det, vil vi også have. Bare fordi andre mødre henter børnene tidligt, er det ikke sikkert, at det passer dig. Man skal lige tune ind og mærke sin egen kerne: "Gider jeg egentligt det? Og kan det overhovedet lade sig gøre?". Stol på din mavefornemmelse og indse, at du ikke kan gøre alle tilfredse, opfordrer Camilla Holmgaard Johnsen.

Det har Camilla Hangaard erkendt for længe siden. Selvom hun skrev debatindlægget i Fyns Amts Avis, vil hun stadig gerne være på god fod med pædagogerne i børnehaven, og det betyder også meget, hvordan de opfatter hende.

− Man vil allerhelst have, at pædagogerne ser på én og tænker: "Hold op en fantastisk mor og sikke et engagement, hun har. Har du set børnenes madpakker? Og sikke noget fint tøj, de har på!" Egentlig kan det være lige meget, hvad de synes om mig og mine børn, men det bliver lidt en konkurrence imellem os forældre.

Hvordan påvirker det dig?
– Jeg står fast og opdrager mine børn, som jeg har lyst til. Men jeg har oplevet, at min ældste datter råbte og skreg, da jeg hentede hende. Der var tusind ting i vejen. Jeg havde sådan lyst til at tage fat i hende og sige: "Nu er det nok!", men jeg gjorde det ikke. For hvad ville pædagogerne ikke tænke? Man kan sagtens komme derud, hvor man som forælder reagerer dumt, fordi det har været en lang dag. Det bør være okay, at man fejler engang imellem.

LÆS OGSÅ: Danske kvinder føler sig pressede

Kvindundersøgelsen viste at:

38 % af småbørnsmødre oplever en meget presset hverdag.

44 % oplever et pres om at hente deres børn tidligt, fordi andre forældre gør det.

68 % føler, at det betyder noget, hvordan andre forældre ser på dem.

51 % oplever, at andre forældre stiller krav til, at de engagerer sig aktivt i børnenes sociale liv.

34 % mener, at det at engagere sig i børnenes daginstitution eller skole er lig med succes i dagens Danmark.
Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund