Da Marianne mistede sin far, opdagede hun en stor familiehemmelighed

Marianne Rohweder var for nylig på weekendtur i et sommerhus ved Limfjorden med sine tre søstre.

Deres slægtsforhold er en smule kompliceret, men prøv at følge med: Alle fire søstre har samme far, men kun de to yngste, Marianne og lillesøster Liselotte, har samme mor og er vokset op sammen, mens de to ældste søstre har hver sin mor og har boet i hver sin familie.

Ingen af de tre ”lejre” har kendt til de andre søstres eksistens, før de blev voksne. Ud af søskendeflokken på fire er tre af dem altså vokset op som storesøstre, én som lillesøster.

Det kunne mærkes, da søstrene, som i dag er 61, 67, 70 og 75 år, mødtes i sommerhuset.

"De to ældste fodrede os andre og kom med hjemmelavede vildtspegepølser og store lagkager. Jeg tjekkede, at der var styr på, hvornår vi skulle være hvor. Den yngste fulgte mest bare med," fortæller Marianne.

"Det er tydeligt, at vi er tre, der er vokset op som storesøstre, som bidrager med omsorg og kontrol, og en lillesøster, som har været vant til, at andre tager styringen."

Familiens hemmelighed

Marianne har skrevet en roman om søskenderelationer og betydningen af det nummer i rækken, vi alle sammen tildeles ved fødslen, og som følger os livet igennem. Mariannes erfaring er, at det har større betydning, end vi er klar over.

"Vi lever i en tid, hvor individualisme er i højsædet. Men vi kan ikke løbe fra, at vi er en del af noget større, og at vores relationer til andre mennesker har stor betydning for, hvem vi er – ikke mindst søskenderelationer. Selv holder jeg nok aldrig op med at være storesøster. De her kræfter er vildt stærke – stærkere, end vi er klar over."

Mariannes roman handler om tre søstre, der mødes på deres mors dødsleje og opdager en familiehemmelighed, som bringer hierarkiet i spil.

Alle familier har hemmeligheder, også Mariannes, og da hun var i tyverne og mistede sin far, kom det frem, at Marianne og hendes lillesøster havde to ældre søstre og en afdød bror, de ikke kendte til. Detaljerne og følelserne omkring afsløringen husker Marianne ikke så tydeligt, for hun har aldrig opfattet det som særligt traumatisk og fik hurtigt et godt forhold til sine ældre søstre.

Til gengæld har hun tænkt meget over søskendedynamikken mellem dem. Hun tror, at en del af forklaringen på hendes egen storesøstermentalitet skal findes i, at hendes mor var kun 24 år, da hun fik Marianne. Hun var desuden den mindste i en søskendeflok på fire og gik hele livet under navnet Lille Ulla. Altså, en udpræget lillesøster, der blev mor i en ung alder – til en datter, der hurtigt viste stor selvstændighed.

En ekstra mor

"Det er ikke til at sige, om hun ubevidst reagerede på, at jeg var en rimeligt stærk person – eller om jeg blev det, fordi det blev forventet, at jeg tog ansvar," siger Marianne.

Da hun som seksårig fik en lillesøster, var det naturligt for Marianne at blive en slags ekstramor for hende. Ikke at hendes egen mor bad hende om det, det lå bare implicit i rollen som den store at være med til at tage sig af den lille – ligesom Marianne altid har følt, at hendes forældres forventning til hende var, at hun klarede sig selv.

Så det gjorde Marianne.

"Det gav mig et stort drive, som betød, at jeg blev lidt af en mønsterbryder. Jeg var den første i min familie, der kom i gymnasiet og fik en akademisk uddannelse. Mine forældre havde den holdning, at ”hun skal nok klare sig”. Det gav mig ambitioner, men også et stort ansvar."

Hvor store forventninger forældrene havde til deres ældste datters selvstændighed, mærkede Marianne først, da hun som voksen stod i en situation, hvor hun for en gangs skyld havde brug for dem.

Hun levede på det tidspunkt i et problematisk ægteskab og var lige blevet mor, da hun en nytårsaften kom op at skændes med sin mand. For at komme væk fra den optændte situation pakkede Marianne sin lille søn sammen og ringede til sin mor og spurgte, om hun måtte komme.

Arbejde frem for kærlighed

"Min mor svarede, at det passede ikke så godt, for de skulle have gæster," fortæller Marianne.

"Når jeg ser tilbage på det, er det fuldstændig vildt – at afvise en ung mor med et lille barn, der kører af sted i vinternatten uden nogen steder at tage hen. Men jeg tror ikke, hun har set sådan på det. Hun har bare tænkt, at jeg jo altid klarede mig."

Marianne har dog aldrig været i tvivl om sin mors kærlighed, og i de fleste henseender har selvstændigheden fungeret som en positiv fremdrift, der har hjulpet hende med at tage uddannelse, skabe en karriere, skrive bøger. Men på ét punkt kan hun godt mærke, at det ville være en fordel indimellem at kunne slippe rorpinden og give sig hen. Nemlig i sit parforhold. Det har hun aldrig været god til, erkender Marianne og nævner et eksempel:

"Kort inden jeg skulle giftes for anden gang, bad min kommende mand mig om i det mindste ikke at arbejde på vores bryllupsdag," fortæller hun.

"Så sagde jeg til ham: ”Du skal ikke bede mig vælge mellem dig og mit arbejde, for så vælger jeg arbejdet”. Det handler meget om overlevelse for mig, for jeg skal simpelthen ikke risikere at løbe tør for penge, så jeg ikke kan klare mig selv. Det tror jeg, mange storesøskende kan kende. Jeg er ikke i stand til at overgive ansvaret til en anden, og jeg har muligvis mere behov for kontrol end for omsorg."

Undgå fejder

Ægteskabet holdt ikke. Til gengæld kan Marianne glæde sig over, at forholdet til hendes tre søstre er rigtig godt. Mod alle odds, kan man sige, for da de to ekstra-søstre kom til, var Marianne jo ikke længere den ældste.

Og hvem er så den ultimative storesøster?

"Jeg tror ikke, det er en mulighed for mig at afgive min storesøsterstatus. Men heldigvis er vi gode til at give hinanden plads," siger Marianne, som opfordrer søskende til at italesætte deres helt særlige familiedynamik.

"Vi ser jo de her arvesager, hvor søskende, som ellers har haft et godt forhold, ender med at slå hånden af hinanden. Havde de nu forstået, at konflikterne handler om deres hierarki, havde de måske kunnet finde ud af det i stedet for at gå tilbage til kampen i børneværelset," siger Marianne, som er taknemlig for selv at være havnet i en søskendeflok, hvor der er forståelse for alle.

Og rigeligt med kage.