Mette Nybo
Foto: Peter Nørby Mette Nybo har skrevet en bog om tabet af sin mand - og ikke mindst om at møde kærligheden igen blot 7 uger efter.

"Det kræver sin mand at vide, at jeg elsker en anden mand"

Planlægning. Ærlige samtaler. Total åbenhed. Sådan lyder en del af svaret, når man spørger Mette Nybo om, hvordan hun kan være kommet videre og have en ny kæreste, når der kun er gået 7 uger, siden hun mistede sit livs kærlighed. En anden del handler om at turde give slip og tage vielsesringen af allerede ved begravelsen.

Kort inden Thomas Nybo blev syg, gik han sammen med sin kone rundt i klitterne ved Thy. De var på en af deres jævnlige kæreste-ture med mountainbikes. På vej ned for at bade stoppede Mette op og sagde: ”Jeg er så lykkelig, som jeg kan blive”.

– Vores børn havde det godt. Vi havde de karrierer, som vi gerne ville. Vi boede et dejligt sted, og vi elskede hinanden. Højt. Vi havde ingen bekymringer, husker Mette Nybo.

– Netop det øjeblik er jeg virkelig glad for den dag i dag. Det at vide, at jeg virkelig værdsatte det, som vi havde. Ellers kan man nemt komme til at tænke, at man ikke var klar over, hvor godt man havde det. Tre et halvt år senere stod hun ved siden af sin mand på et hospice og hørte ham sige:

”Jeg tror, jeg kommer til at dø i nat”.

Lyset på stuen var dæmpet, og sygeplejersken trissede stille rundt og satte 4. maj-lys i vinduerne. Deres tre sønner var der selvfølgelig også, hvis nu det  blev Thomas’ sidste nat.

Der var gået mange samtaler, forberedelser og tanker i forvejen for dette tidspunkt. Mette tog derfor en tekst frem. En tekst, som hun havde skrevet på undervejs i sygdomsforløbet, og som hun håbede en dag kunne blive til en bog. Den skulle handle om deres sidste tid sammen. Hun begyndte at læse det højt for Thomas.

LÆS OGSÅ: ”Du tager en enkeltbillet til månen, og så kommer vi og besøger dig”

Fra det hele startede, på en familieferie på Fuerteventura, hvor han havde store smerter i ryggen, til det efterfølgende møde med diagnosen, livsomvæltningen, der pludselig ramte, pusterummet og eventyret i USA og til sidst om frygten. Frygten for den sidste tid. Den tid, som de sad midt i der. De holdt i hånd, krammede, græd sammen, og da det var ved at blive sent, krøb de alle fem sammen i sengen. Men det var ikke nemt at sove, for ingen vidste præcis, hvad natten ville bringe. På et tidspunkt gav Mette efter og hulkede tæt op ad Thomas. Som det sidste han gjorde, strøg han hende forsigtigt over håret. De lå alle fem helt tæt og faldt på forunderlig vis i søvn. Da de vågnede igen, var Thomas død.

– Den nat var overnaturlig, ubegribelig og et mirakel. Kærligheden var SÅ stærk, at det simpelthen er det stærkeste, vi nogensinde har oplevet. Tænk at få lov til at dø i sin families arme?

– Panikken lurede selvfølgelig i mit baghoved, men jeg måtte ikke lade den tage over. Det var det, der skete, da jeg hulkede ind til Thomas, og han strøg mig over håret. Han viste overskud en sidste gang, og det gav mig kræfterne igen. Jeg sagde til ham, at vi var klar. At jeg nok skulle klare det. Og vi havde jo forberedt alt. Det eneste, som vi ikke havde kunnet forberede, var, hvordan han døde, og jeg frygtede sådan, hvordan han ville komme herfra. Så det var et mirakel, at det skete, som det gjorde. Det var jo en drømmedød, når nu det skulle være.

Alt er sagt

”Vi er klar”, havde Mette sagt til Thomas kort inden hans død. Og det var de. Så klar, som man kan blive til at miste en, man elsker. Tilbage i 2015 fik Mettes mand gennem 20 år og faren til deres tre sønner konstateret myelomatose, som er en kræftsygdom i knoglemarven. I starten troede de på, at han nok skulle blive rask igen. Men i 2018 blev det tydeligt, at det ikke var tilfældet. Familien og Thomas planlagde derfor alt det, de kunne, og sørgede for at få sagt alt det, som skulle siges.

– Vi havde alt det ydre på plads. Thomas havde selv hjulpet med at bygge sin kiste, som stod i vores garage. Han havde set alle de hilsner, citater og hjerter, som drengene og jeg havde tegnet i den. Vi havde valgt en gravsten og en urne. Vi havde talt med præsten om begravelsen og lavet en drejebog for, hvordan det hele skulle foregå. Thomas havde skrevet en tale dertil, omskrevet Rasmus Seebach-sange til mig og skrevet kommende fødselsdagsbreve til drengene. Vi vidste, at alt var blevet sagt og gjort. Derfor havde vi en ro.

Om Mette Nybo

  • Mette Nybo, 45 år.
  • Gymnasielærer og foredragsholder, som mistede sin mand, Thomas Nybo, for ni måneder siden efter 20 års parforhold og 3,5 års kræftsygdom.
  • Aktuel med bogen ”Lev stærkt – dø smukt” om forløbet og om at turde give slip. Thomas og Mette
    startede på bogen sammen, men Mette har gjort den færdig alene.
  • Mor til Sigurd, 12, Magnus, 16 og Adam, 19.
  • Bor i Rask Mølle ved Horsens.
  • Er i et forhold.

Hvordan havde I overskud til alt det?

– Vi havde lyst til at leve og glemme, men ikke fornægte. Derfor aftalte vi, at nogle aftener snakkede vi ikke om sygdom. På samme måde satte vi også rammer op for, hvornår vi så skulle snakke om det. Vi er gået ind i det med åbenhed. Vi har insisteret på at sørge sammen med Thomas, og derfor tror jeg, at tomheden og sorgen nu ikke fylder hele dage.

– Thomas og jeg har altid snakket meget om alting. Fra vi mødtes, til han gik bort, var det en lang samtale, som aldrig sluttede. Jeg tænker, at det har været godt, at vi fik trænet åbenhed, inden han blev syg. Både imellem os og i forhold til vores børn og omgangskreds. Det gjorde det lettere at være
åbne om vores situation. Vi tog sammen hen og fortalte børnenes klassekammerater om Thomas’ sygdom, Thomas fortalte det, som det første, når han afholdt kurser, og jeg skrev det til kollegaer på arbejdet. De har efterfølgende fortalt mig, at de var glade for åbenheden, selvom det for mit vedkommende gik gennem mail og to nære kollegaer. Jeg blev for ked af det, hvis der blev spurgt ind til det i frokostpausen eller lige inden, jeg skulle ind at undervise.

At stå selv

Samtaler om døden, begravelsen og livet på den anden side har hjulpet Mette efter Thomas’ død – selvom det ikke var samtaler, der var nemme at starte.

– Al den forberedelse og samtale er simpelthen det, som har gjort, at jeg kan leve et stærkt liv nu. Altså at jeg kan stå selv. Tidligere havde jeg en følelse af, at vi VAR hinanden, og at jeg ikke kunne være alene.

Derfor talte jeg meget med Thomas om, hvordan jeg havde det, selvom det kunne være svært for os begge. Han havde dårlig samvittighed over sin sygdom og over at ”ødelægge mit liv”, som han sagde. Men det, at vi kunne tale om de ting, har været med til at mindske den ensomhed, som man som pårørende kan gå rundt med. Jeg sagde til Thomas, at jeg havde brug for at vide, hvad der skulle ske. Jeg havde brug for, at vi fik en gravsten, at der blev talt om begravelsen og om selve døden. Det har været med til, at jeg er blevet mere ”bare Mette”.

LÆS OGSÅ: Cécile har lavet en dokumentar om sin afdøde mor: ”Det var en pause fra min egen sorg”

Mette havde svært ved at se sig selv uden Thomas; de havde kendt hinanden, siden de mødte hinanden som 22-årige under et højskoleophold i Norge.

– Jeg var hjemme, når jeg var sammen med ham. Jeg var hundrede procent mig selv. En-til-en. Jeg kunne glemme alt andet.

Derfor var det heller ikke kun Thomas, som Mette mistede i sygdomsforløbet. Hun følte også, at hun mistede sin fremtid.

– Jeg havde jo næsten altid vidst, at jeg ville være sammen med Thomas. Under sygdomsforløbet var der en konstant følelsesmæssig overbelastning, og jeg tror, at det var i den periode, at jeg mistede min fremtid. I min fremtid så jeg jo Thomas og mig. Det var det allervigtigste. Det gav mit liv retning. Det var den der kontinuitet i, at vi var en familie. Thomas og jeg skulle opleve ting sammen. Se vores børn vokse op. Have børnebørn. Det lå implicit i min hverdag.

Hvordan ser fremtiden ud nu?

– Der er ingenting. Det er ikke, fordi jeg har frygt og angst, som jeg havde, inden Thomas døde. Det er bare en anden måde at leve på, hvor jeg tager en dag ad gangen, fordi døden og sygdommen har ødelagt kontinuiteten i min hverdag. Men jeg arbejder på at få min fremtid tilbage, for jeg har masser af håb, livskraft og tro på alt det gode.

Til døden os skiller

Selvom Mettes fremtid ikke blev, som hun havde forestillet sig, holder hun fast i, at hun vil leve livet. Den intense oplevelse, det var at miste Thomas i sine arme, gav Mette en tro på, at hun kunne klare alt. Hun var sikker på alt og vidste præcis, hvad hun ville. Én af de ting var at holde en tale til Thomas’ begravelse.

– Thomas og jeg havde talt om alt, men jeg havde ikke talt med ham om, at jeg ville holde tale til hans begravelse. Den kom først til mig to dage efter hans død. Den tale var nok det sværeste for mig på den dag – men også det vigtigste!

Klavertonerne spillede, mens venner, familie og bekendte gik op ad kirkegulvet til Thomas’ kiste for at skrive hilsner på den. Da tonerne langsomt stilnede af, bad præsten gæsterne om at sætte sig, og tilbage ved kisten stod nu kun Mette. ”Kære elskede Thomas, min sjæleven, min bedste ven, min klippe, min kærlighed gennem 23 år og 4 måneder”, begyndte hun. ”Selv om døden nu har skilt os ad, vil jeg bære dig med mig resten af livet. Og jeg vil leve. Jeg vil cykle. Jeg vil løbe. Jeg vil svømme. Jeg vil danse. Jeg vil grine. Jeg vil gribe øjeblikket. Og jeg vil elske igen”, sagde hun. Hun sluttede talen af med at tage begge vielsesringe af. Siden Thomas’ død havde hun båret dem begge, men der lagde hun dem i en lille pose og puttede den i brystlommen på sin cowboyjakke.

LÆS OGSÅ: Ditte mistede sin mand til kræft: ”Jeg troede aldrig, jeg skulle finde glæden ved mad igen, da han døde”

– Jeg afsluttede vores ægteskab ved kisten – og jeg kan kun anbefale det, hvis man er i en lignende situation.

– Dét er fra Thomas, dét er fra Thomas, og dét er fra Thomas, siger Mette og peger rundt på sine ringe og øreringe, og fortsætter:

– Så jeg har ham jo med mig! Men en vielsesring er noget andet, og jeg ville bare være single – ikke enke til en død mand. Thomas og jeg havde aftalt, at jeg ikke skulle gå med ringen efter hans død, og jeg kunne da også sagtens have taget den af, uden at nogen vidste det, men jeg valgte bevidst at gøre det foran folk. Jeg ville gerne minde dem op, at når man bliver gift, så siger man ”Til døden os skiller”. Jeg havde brug for at skubbe til de normer, som jeg var bange for skulle blive et fængsel for mig selv.

Tinder-date

Der gik ikke længe, før at Mette kastede sig ud i et nyt eventyr. Syv uger efter Thomas’ død tog hun afsted på sin første Tinder-date.

– Jeg havde så meget liv i mig i tiden efter Thomas’ død, og jeg havde følelsen af, at jeg kunne alt. Jeg tror, at det var lettelsen over, at han kom herfra på sådan en smuk måde, for jeg havde virkelig frygtet, hvordan det ville ske. Med al den energi, som jeg havde i mig, tænkte jeg, at det måtte være det rette tidspunkt at møde en ny mand på – jeg vidste jo ikke, om jeg pludselig ville ryge i et hul. Derfor besluttede jeg at prøve Tinder, hvilket resulterede i, at jeg gik på en date med en mand – og ham er jeg sammen med i dag.

Hvilke reaktioner mødte du på det?
– Nogle syntes, at det var lidt for tidligt, at jeg fandt en anden. Men der måtte jeg gøre op med mig selv, hvor meget hensyn jeg skulle tage til andres sorg sammenholdt med min egen. Jeg er ikke god til hemmeligheder, så jeg meldte klart ud fra start – også til vores drenge. De tacklede det virkelig godt, men de vidste jo også, at det var deres fars ønske, at jeg ikke skulle være alene.

– Det, der i virkeligheden nok har været sværest, og som jeg har bokset meget med, er, at det første, folk tænker på, når de ser mig, er Thomas. Så de kan ikke forstå, at jeg allerede er et andet sted. Det handler nok i bund og grund om forskellen i tidsopfattelsen. For mig har Thomas været død hvert eneste sekund, fra han døde. Jeg mærker det hvert eneste sekund, at han ikke er her mere. For jeg har været sammen med ham hvert eneste sekund i den sidste tid i hans liv. Andre mærker måske, at han er død, hver tredje time, hver tredje dag eller hver tredje uge – og så er syv uger jo ikke lang tid. For mig der gået et utal af sekunder uden Thomas. Så fra mit perspektiv er det ikke hurtigt, at jeg fandt en ny kæreste.

Undervejs i sygdomsforløbet talte Mette og Thomas en del om, at Mette skulle møde en anden, når Thomas en dag ikke var her mere.

LÆS OGSÅ: Pilou Asbæk: "Anna er mit livs kærlighed, og jeg håber, at vi er sammen til den dag, vi dør"

– Noget af det, som jeg er mest taknemmelig for, er, at han kunne sætte mig fri. Det er den største gave, man kan give en, man elsker. At sige ”jeg håber, du bliver lykkelig med en anden”. Det har gjort, at jeg har totalt ren samvittighed over for Thomas.

En vej ind til de samtaler var et gensyn med gamle breve fra før, de blev kærester. Thomas og Mette nåede nemlig at have et par år, hvor de var rigtigt gode venner, og derfor genkaldte brevene minder om, at der tidligere har været andre kærlighedsforhold i deres liv.

– Jeg tror, at det har været en styrke for os, at vi var venner, før vi blev kærester. Da Thomas lå for døden, gik vi lidt tilbage til det der solide, platoniske venskab, som vi havde, før vi blev kærester. Det har i hvert fald hjulpet mig, for så tænker jeg, at jeg før har kunnet have andre mænd i mit liv, mens Thomas også var der – så det kan jeg gøre igen.

Ny kærlighed

Mettes nye mand har kunnet håndtere hendes sorg. Men det har ikke været let at indgå i et nyt forhold, når man for nyligt har mistet den mand, som man troede, man skulle bruge
resten af sine dage sammen med.

– Det kræver sin mand at vide, at jeg elsker en anden mand. Han har ligget og holdt om mig, mens jeg har grædt og grædt over en anden. Han har givet – uden at bede mig om noget til gengæld. Han har været et enormt stort menneske, synes jeg, og det har været det bedste, som kunne ske for mig, at jeg mødte en, som kunne rumme mig på den måde.

Mette_Nybo.jpg
"Han har været et enormt stort menneske, synes jeg, og det har været det bedste, som kunne ske for mig, at jeg mødte en, som kunne rumme mig på den måde."

– Han har tanket mig op, så jeg er blevet en bedre og gladere mor – det er jeg sikker på! Det har ikke været mine børn, som skulle passe på mig i sorgen. Det talte Thomas og jeg meget om sammen med vores drenge. De skulle ikke blive de nye voksne i huset. Selvfølgelig har det også været svært at være i et nyt forhold efter mange års ægteskab, som man troede, at man skulle være i for altid. Den fortælling har jeg måttet lade ligge og starte en ny. Jeg ved ikke, hvor den ender, for jeg har det jo lidt svært med fremtiden – ligesom jeg arbejder lidt på det der med at være sikker. Bare fordi jeg altid har været sikker på, at jeg skulle være sammen med Thomas, så behøver det ikke betyde, at det nye forhold er forkert. Jeg er bare taknemmelig over, at jeg har oplevet kærlighed på den måde som med Thomas, for det er langt fra alle forundt. Det har været et stort tab – men også en stor gave.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg, Kærlighed og Sygdom