Som 18-årig mødte Niels en tysk pige: ”Det fik stor betydning for min indstilling til tilværelsen”

Den nordjyske fiskerby Løkken har en særlig plads i hjertet for 79-årige Niels Mørup Pedersen.

Det var nemlig her, han som 18-årig i sommeren 1962 mødte en pige, han aldrig siden har glemt. Hun hed Angelika og var fra Tyskland. Og hun holdt ferie i Løkken ligesom Niels.

"Hun åbnede min bevidsthed for, hvad det vil sige at fatte kærlighed til et menneske af det modsatte køn," siger Niels.

"Bliver jeg i dag spurgt, hvad meningen med livet er, svarer jeg kærligheden mellem mand og kvinde. Det har jeg tænkt meget over. At være så forelsket er unikt."

Pigen i pavillonen

Det var en de aftener, hvor Niels og hans familie havnede på Pavillonen i Løkken. Her tog man hen, når man skulle more sig. Kort før ferien havde Niels og hans tvillingebror fået at vide, at de skulle gå 2.G om, så han var lidt trist.

"Men jeg fik øje på en pige, som sad ved et bord med sine forældre. Hun så usædvanligt sød ud. Utroligt smuk med lyst, nedfaldende hår og en grøn kjole," husker Niels, som bød hende op til dans.

"Dengang var det sådan, at man dansede tre danse, og så fulgte man pigen tilbage til hendes bord. Men efter hver pause bød jeg hende op igen. For mig var der kun én person i det lokale."

Pigen hed Angelika og var 15 år. Og fra Hamborg. Niels havde lært lidt tysk og kunne sagtens kommunikere med hende – hvis hun talte langsomt. Og efter adskillige danse besluttede de to at mødes på stranden dagen efter.

Angelika mødte op som aftalt. Men hun kom ikke alene.

"Hun havde sine to søstre med som anstandsdamer. I dag kan jeg grine af det, men dengang var jeg lidt ærgerlig. Og det var hun måske også. Men vi havde nogle skønne stunder i klitter­ne, og jeg følte, at det skulle være os to," fortæller Niels.

Følget i Hamborg

Niels og Angelika skulle begge hjem fra sommerferie, og det blev kun til nogle timer i klitterne, før de måtte de tage afsked.

"Vi udveksle­de adresser og besluttede, at jeg skulle besøge hende i Hamborg," fortæller Niels.

"Jeg kan huske, hvordan jeg sad helt stille i mine forældres bil på vej hjem til København og tænkte på hende."

Angelika og Niels skrev breve til hinanden, efter at de hver især var kommet hjem fra Løkken. Og få måneder senere blev det arrangeret, at Niels skulle rejse til Hamborg sammen med sin far og sin bror.

"Angelika og jeg gik tur i byen, og atter havde hun sine søstre med. Hendes far var åbenbart meget bange for, at der skulle ske hende noget," fortæller Niels.

"Vi gik ved siden af hinanden, og der var ikke noget, jeg hellere ville, end at tage hende i hånden, men jeg vovede det ikke, da nu søstrene var med. Det var i det hele taget en underlig oplevelse. Hun viste mig alle seværdighederne i Hamborg, og dem var jeg ret ligeglad med. Men jeg mindes med en fantastisk glæde følelsen af at være så utroligt forelsket."

Far sagde nej

Forelskelsen havde ikke lagt sig, da Niels kom tilbage til København. Han og Angelika fortsatte brevkorrespondancen, men efter nogen tid kom der dårligt nyt fra Hamborg.

"Jeg husker, at hun skrev: Mein Vater hat Angst dafür, dass ich von dir ein Kind bekommen soll," fortæller Niels.

"Jeg havde ikke så meget som kysset hende og vovede slet ikke, at det skulle komme så vidt. Men det kunne faren naturligvis ikke vide; det var blot en far, der passede rigtig godt på sin datter. Hun var jo kun 15 år."

Niels husker ikke præcis hvordan, men brevskriveriet ebbede derefter ud. I dag er det mere end 60 år siden. Men der går ikke længe imellem, at Niels tænker på sin ungdomskærlighed.

"Oplevelsen fik stor betydning i resten af mit liv og for min indstilling til tilværelsen: Hvor vigtigt det er at holde af et andet menneske," siger han.

Han nyder at se på de bille­der, han heldigvis fik taget både i Løkken og i Hamborg, og som i dag sidder i et album, hvis slidte læder vidner om, hvor mange gange det har været åbnet.

"Jeg spekulerer på, om hun mon også har sendt mig nogle kærlige tanker gennem årene," siger Niels.

"Og så håber jeg at komme til Løkken igen, inden jeg tager herfra – så jeg kan sætte mig i den klit, hvor vi engang sad. Jeg kan stadig mærke det inde i hjertet, når jeg taler om hende."