Efter 11 års tavshed er No Doubt tilbage med et nyt album og ny energi - og er vildt forundrede over, at vi nogensinde troede, de var fortid. Eurowoman har mødt sangerinden Gwen Stefani og bassisten Tony Kanal i London for at snakke om deres livs sværeste album, den lange pause, og hvorfor No Doubt ikke vil kaldes et 90'er-band.
På en hvid sofa i en enorm højloftet suite på Langham Hotel i London sidder No Doubt-bassisten Tony Kanal og venter. Hans kollega og ekskæreste Gwen Stefani er gået ud et øjeblik for at strække benene inden dette dagens næstsidste interview. Klokken nærmer sig 18, og de to har siden 10.30 i formiddags holdt hof for verdenspressen i anledning af den nylige lancering af No Doubts syvende album, Push and Shove. De er trætte, men glade, forsikrer Tony Kanal, da han giver undertegnede hånden og venligt spørger ind til, hvordan min flyvetur til London har været. Han og Gwen Stefani skal selv flyve hjem til L.A. formiddagen efter, og han håber, at han ikke har for mange tømmermænd til den tid. 42-årige Tony Kanal ruller med øjnene:
“Puha, det har jeg gjort alt for mange gange, fløjet med tømmermænd … Men vi skal altså ud og have nogle cocktails i aften, så nu får vi se, om historien gentager sig.”
Efter yderligere et par minutters chitchat omkring No Doubts hektiske uge i London (“Jeg fatter stadig ikke helt, at vi endelig er nået hertil, og albummet er ude!” siger Tony Kanal med løftede øjenbryn) går en dør i rummet op.
“Here comes Gwen,” proklamerer bandets PR-dame.
Og der står hun så, mangen en 90’er-teenagers yndlingssangerinde, der siden blev succesfuld designer, soloartist, mor til to og et verdenskendt stilikon. Hun er veltrænet og klædt i en ærmeløs hvid top og sorte læderbukser. På fødderne har hun et par tårnhøje sorte Louboutin-stiletter, som hun sparker af det øjeblik, hun har givet hånd (eller rettere, to udstrakte fingre) og sat sig i sofaen. Om halsen hænger en tyk halskæde i guld, og på fingrene glimter utallige store ringe. Gwen Stefani i levende live på en grå fredag eftermiddag er det perfekte miks af rock’n’roll og glamour, og sine 42 år til trods er hendes ansigt utroligt nok noget nær fejlfrit up-close. Ikke en rynke eller plet er at spotte igennem hendes foundation, og det platinblonde hår sidder perfekt i en skulpturelt opsat frisure. Læberne er, naturligvis, knaldrøde og øjenmakeuppen sort og markant. Men dette er også kvinden, der gerne indrømmer, at hun lægger makeup et par gange daglig, og som aldrig har makeupfri søndage.
“Jeg kan godt lide at se pæn ud for min mand derhjemme – og han kan godt lide mig med makeup,” konstaterer Gwen Stefani nøgternt.
Generelt er hun dog lidt træt af at snakke om sit udseende – intet under i betragtning af, at hun har haft næsten det samme look, siden hun var 25 – og No Doubts PR-dame har da også indskærpet over for mig, at dette interview handler om albummet, ikke sladder og skønhedsrutiner. Alligevel er jeg fristet til at argumentere for, at det må være i den almenmenneskelige interesse at få indblik i, hvordan en 42-årig kvinde og mor til to formår at ligne en på 28.
“Det her er altså også en meget stram frisure,” tilbyder Gwen Stefani selv med et glimt i øjet og mimer, at hendes ansigtshud bliver strammet bagud, mens Tony Kanal griner.
Nuvel. Vi lader Gwen Stefani bevare sine skønhedshemmeligheder og går videre i programmet.
Fortsætter på næste side...
Hjertesorg og hitsingler
11 år er der gået, siden vi sidst hørte noget til No Doubt, kultbandet med en lyd ulig nogen andres og monsterhits som Don’t Speak (sangen, Gwen Stefani skrev om sit og Tony Kanals breakup), Hey You og Just a Girl. Alle naturligvis fra No Doubts mest succesfulde, tredje album Tragic Kingdom fra 1995, der til dato har solgt over 16 millioner på verdensplan.
Bandet blev oprindelig til i 1986 i Anaheim, Californien, skabt af Gwen Stefanis storebror Eric og dennes ven John Spence. Gwen Stefani startede sin karriere som backupsanger i No Doubt, men blev efter et par år og flere udskiftninger i bandet forfremmet til forsanger. John Spence begik selvmord i 1987, og herefter gik der fem år, før No Doubt endelig udsendte gruppens første album, den selvbetitlede No Doubt i 1992. På dette tidspunkt bestod bandet af Gwen og Eric Stefani, bassist Tony Kanal, guitarist Tom Dumont og trommeslager Adrian Young.
No Doubt havde siden 80’erne opbygget en loyal fanskare i hjemstaten Californien, men den internationale berømmelse lod vente på sig. Eric Stefani forlod i 1994 bandet for at fokusere på en karriere som animator for tv-serien The Simpsons, selv om han senere kom til at bistå sin lillesøster med sangskrivningen på Tragic Kingdom, og samme år slog Tony Kanal op med Gwen Stefani. De to havde datet i syv år, og bruddet kom som et kæmpe chok for sangerinden, som gik og håbede på at stifte familie med bassisten.
“Jeg var helt knust, for i syv år havde mit liv drejet sig om ham. Alt andet var sekundært,” siger hun.
Det svære break-up skulle dog vise sig at blive starten på en ny, mere succesfuld æra for No Doubt – og lanceringen af Gwen Stefani som seriøs sangskriver. Den platinblonde sangerinde lagde således alt sit hjerteblod i produktionen af albummet Tragic Kingdom, hvis 14 sange i det store hele handler om hendes og Tonys knuste forhold. Det var en barsk form for terapi, og Tony Kanal, som så sin ødelagte ekskæreste græde sig igennem Don’t Speak, erkender, at tiden omkring lanceringen af Tragic Kingdom og den efterfølgende turné med albummet var brutal. Utroligt nok overlevede både No Doubt og Gwen og Tonys venskab, og i dag er de to musikere tætte fortrolige. Sangen Cool på Gwen Stefanis soloalbum Love.Angel.Music.Baby handler fx om, hvordan både hun og Tony er kommet videre som gode venner.
Projekt Gwen
Efter Tragic Kingdom udgav No Doubt yderligere tre album: Return of Saturn (2000), Rock Steady (2001) og opsamlingsalbummet The Singles 1992-2003 (2003), der også indeholdt et enkelt nyt track, nyindspilningen af Talk Talk-hittet It’s My Life. Sangene på Return of Saturn var inspireret af Gwen Stefanis forhold til Bush-forsangeren Gavin Rossdale, som hun begyndte at date i 1995, giftede sig med i 2004, iført en overdådig brudekjole designet af John Galliano, og siden har fået sønnerne Kingston, seks, og Zuma, fire, med.
“Jeg kan kun skrive sange om mit eget liv, andet har jeg ikke fantasi til,” siger Gwen Stefani.
Efter lanceringen af The Singles i 2003 gik hun solo og debuterede med albummet Love.Angel.Music.Baby i 2004.
“Jeg trængte til at udforske en mere feminin og girly side af mig selv. Og så havde jeg brug for at udfordre mig selv,” forklarer Gwen Stefani.
Hitsinglen What You Waiting For? handlede om Gwen Stefanis frygt for at springe ud som soloartist såvel som for at blive mor og rigtig voksen, som hun selv beskriver det. En frygt, der i hvert fald delvis viste sig at være ubegrundet, da både Love.Angel.Music.Baby og efterfølgeren The Sweet Escape (2006) høstede anmelderroser og i alt seks Grammy-nominationer. På trods af solosuccesen og lanceringen af sit eget tøjmærke L.A.M.B. i 2004 var Gwen Stefani dog aldrig i tvivl om, at hun ville vende tilbage til rødderne og No Doubt.
“Der hersker den her misforståelse omkring, at drengene og jeg splittede op og blev uvenner,” sukker sangerinden.
“Det var hele tiden meningen, at vi ville lave mere musik sammen, og at der pludselig gik 11 år, var … tilfældigt. Min solokarriere var et projekt, der blev ved længere, end jeg havde tænkt, det skulle. No Doubt har altid været det vigtigste for mig,” slår Gwen Stefani fast.
Hverken hun eller Tony Kanal lægger dog skjul på, at Push and Shove havde en særdeles hård fødsel i forhold til No Doubts tidligere album. Bandet gik i gang med at arbejde med nyt materiale allerede i 2008, men da Gwen Stefani blev lammet af en skriveblokade, måtte de sætte produktionen på hold. Selv forklarer sangerinden det således:
“Jeg var gravid med Zuma, og Kingston var to år, da vi satte os ned for at skrive nye sange. Inden man får børn, tror man, at ens liv kan fortsætte i samme spor som altid. Det kan det bare ikke. Det er jo nu engang ikke sådan, at de kommer ud af én, og så kan man pænt placere dem i et hjørne, mens man arbejder videre. De har brug for én, og man vil jo gerne være der for dem hele tiden. Jeg syntes, det var rigtig hårdt at balancere børn og band samtidig. Drengene (i bandet, red.) og jeg arbejdede kun to til tre gange om ugen på det nye album, og for det meste kom vi ingen vegne. Det var vildt frustrerende for alle,” siger Gwen Stefani.
Ikke bare et 90'er bandGwen Stefani og Tony Kanal lider stadig af en slags album-tømmermænd efter den lange produktion.
“Det her har været det sværeste af alle vores album, helt klart af personlige årsager. At kunne sidde og snakke om det nu, efter det er kommet ud, er fantastisk, for der er gået virkelig meget hårdt arbejde forud … ” forklarer Tony Kanal, som selv blev far for første gang i 2011.
Gwen Stefani bryder ind med sin karakteristiske californiske accent:
“Helt ærligt nød jeg faktisk ikke rigtig at lave det her album,” siger hun, og Tony Kanal sender hende et blik. Sangerinden fortsætter:
“Jeg nød at tage hjem til mine børn og lege med dem efter arbejde, og jeg nød at være kreativ sammen med mine venner, drengene i bandet. Men det var en svær proces, og jeg ved, at det er min skyld, at det album var så lang tid undervejs,” siger Gwen Stefani.
Hun understreger dog, at det netop derfor selvfølgelig også er dejligt at få positive reaktioner på Push and Shove nu og fx opleve, at folk på Twitter og Facebook sender bandet glade beskeder. Da No Doubt udgav deres første album, var det ikke engang almindeligt for alle hjem at have en computer, og Tony Kanal besvarede i mange år al fanpost på skrivemaskine. Hverken han eller Gwen Stefani kan fatte, hvor hurtigt tiden er gået – og hvor meget verden rundt om dem har ændret sig. No Doubt til gengæld både ligner og lyder som sig selv. Et faktum, flere journalister i løbet af dagen åbenbart har hæftet sig ved. I hvert fald siger Gwen Stefani uopfordret:
“Vi opfattede aldrig os selv som et 90’er-band. Når jeg tænker på 90’erne, tænker jeg på grunge og Nirvana. No Doubt passer ikke rigtig ned i nogen kasser. Derfor har vi heller ikke følt trang til at opdatere vores look. Selvfølgelig udvikler musikken sig hele tiden, men vi er de samme mennesker.”
At yngre generationer vel nærmest anser No Doubt for et retroband, er ikke noget, Gwen Stefani og Tony Kanal selv har tænkt over. Begge ser de en kende forfærdede ud, da jeg nævner det, og de er da også ret sikre på, at Push and Shove langtfra bliver det sidste, vi kommer til at høre fra deres side.
“Vi tager en dag ad gangen. Sidst på året skal vi spille nogle koncerter i Californien, og derefter må vi se, om vi skal tage på en større turné,” siger Tony Kanal.
Gwen Stefani tilføjer:
“Og når vi kommer hjem, skal vi to sætte os ned og skrive. Ikke nødvendigvis noget, der skal bruges til noget, men bare sådan for sjov. Det har vi vist aldrig gjort før.”
De smiler til hinanden.
Efter dagens sidste interview skal de ud at spise sammen med de to andre bandmedlemmer, Adrian Young og Tom Dumont. Og der skal – igen – skåles på, at No Doubts syvende album er sendt vel ud i verden. For selv om et par anmeldere har været skeptiske, er Gwen Stefani og
Tony Kanal ikke i tvivl:
“Det her er vores livs album. Hvorfor ellers sende det ud?” siger Gwen og ser mig lige i øjnene.
Push and shove
No Doubts syvende albumudgivelse markerer en tilbagevenden til rødderne for bandet, der siden 80’erne har dyrket et mash-up af ska (musikgenre fra 50’ernes Jamaica, der gik forud for reggae), punk og rock. Lyden er klassisk No Doubt, som vi kender den fra album som Tragic Kingdom og Rock Steady, dog krydret med et par nye musikalske benspjæt som fx indisk-inspirerede strenge på singlen Settle Down. En ny Tragic Kingdom for 10’erne er Push and Shove desværre ikke, men albummet viser ikke desto mindre No Doubt som et mere voksent og sammenspillet band end tidligere. Tilsæt næste skive en dosis anarki og en teskefuld humor, og succesen når helt i hus.
Læs også : 10 skarpe til Robbie Williams »