Poul Krebs: Man skal ikke blive sammen for enhver pris

Det er morgenen efter en god vens fødselsdagsfest i København. Poul Krebs og hans kone, koreograf Ulla Krebs Bille, har overnattet hos en veninde, og da de vågner, sætter han sig op i sengen og siger: ”Aj, jeg kunne så godt tænke mig, at vi bare satte os ned i bilen og kørte sydpå.” Ulla vender sig om, stikker hånden ned i tasken og siger: ”Jeg har faktisk passene med!” Kort efter sidder de i bilen og er på vej til et lille pensionat i Italien. Da de kommer frem, køber de noget badetøj og lidt ekstra undertøj og har en vidunderlig uge.

Poul Krebs smiler og klukker, da han fortæller historien. Den beskriver ret godt, synes han, hvorfor han og hans udkårne gennem 27 år er så rigtige for hinanden.

"Vi er gode til at være impulsive sammen."

– Vi er gode til at være impulsive sammen. Til at sige, nu gør vi det bare. Og så gør vi det. Et andet eksempel var for omkring tre år siden, hvor jeg skulle til USA og lave et album. Vi hev ungerne ud af skolen, lejede et hus derovre og tog af sted alle sammen. Det er vigtigt for os at have nogle oplevelser i fællesskab. Ellers kan det hurtigt blive sådan, at der er to separate arbejdsliv, og at man ikke aner, hvad den anden laver. Ungerne og jeg tager f.eks. også altid ud og ser, når min kone har store danseforestillinger med en masse børn. Sidste gang var vi oppe ved et kloster ved Limfjorden og se en forestilling, og på den måde bliver familien rullet ind i hinandens ting. I sidste uge kom de også alle sammen ned og besøgte mig i studiet, mens jeg var ved at indspille mit nye album.

"Jeg dør af det!"
Poul Krebs er sunket ned i en gammel øreklapstol med en kop kaffe på Café Stardust i Aarhus – hans yndlingscafé. Stedet passer godt til ham, her er gamle lp’er i stakkevis, som man kan gå og rode i, og stemningen er tilbagelænet og afslappet. Ligesom Poul Krebs.

Albummet, han lige har indspillet, hedder ”Asfalt”, og det er lidt af en drøm, der er gået i opfyldelse for ham.

– Jeg har altid været meget rastløs i studiet og har altid syntes, der gik alt for meget tid med alt muligt. Jeg kan ikke ha’, at man f.eks. bruger en hel dag på at indspille trommen, eller at jeg skal stå og synge min sang tre gange ind i en skumgummivæg i en boks. Jeg dør af det! Jeg kan ikke mærke, hvad det handler om, hvis jeg skal arbejde på den måde. Så derfor er mit nye album indspillet med alle medvirkende i studiet på én gang, og vi havde også inviteret et lille publikum til at overvære det, så vi havde nogen at spille for. På den måde kommer der en nerve i musikken, som griber mig.

LÆS OGSÅ: Birgitte Hjort - Man ender et andet sted, end man troede som ung

En af dem, der medvirker på albummet, er den svenske sanger Lisa Nilsson. Hun skulle egentlig bare have sunget duet med Poul på et nummer, men fordi indspilningen foregik som en hyggelig jamsession, endte hun med at synge kor på andre numre og også spille lidt perkussion. Duetten hedder ”Vi tog heldigvis fejl”, og omkvædet lyder: ”Når vi lidt for tit, har været lidt for tæt, på at gå fra hinanden og gå til hver til sit, så tog vi fejl, heldigvis fejl. Ja det tog lidt tid bare at sige det som det er: Vi er bare langt, langt bedre sammen end hver for sig.”

En sang, som hylder det, at folk lige kæmper en ekstra gang med sig selv og hinanden for at blive sammen i parforholdet.

– Ulla og jeg har da også i perioder kæmpet for at bevare vores parforhold. Og vi har bare fundet ud af, at vi er bedre sammen, end vi er hver for sig. Jo ældre jeg bliver, jo større respekt har jeg for min kone. For at hun har holdt mig ud i alle de år, ha, ha. Jeg bliver let så fyldt op af de ting, jeg laver og lever sådan et vakuumliv. I perioder er jeg på turné, og så bliver jeg fuldstændigt optaget af det. Så er der måske en periode, hvor jeg ikke laver noget, og så skal jeg ind i kampen igen. Ind i hverdagen. Op og smøre madpakker til ungerne. Og så er jeg lige pludselig ude af det igen, fordi jeg bruger al min tid i studiet. Sådan er mit liv. Da børnene var små, styrede min kone det hele derhjemme. Hele maskinparken. Efterhånden som børnene er blevet større, har hun heldigvis også fået flere perioder, hvor hun er væk og optaget af sit arbejde, og så bliver der lidt mere balance i magnetfelterne.

"Det er ikke, fordi jeg mener, at man skal blive sammen for enhver pris."

– Det er ikke, fordi jeg mener, at man skal blive sammen for enhver pris. Jeg kender jo folk, der har valgt at gå hver til sit og samtidig blev de bedste venner. Det handler om at holde sammen på den måde, der er rigtig for det enkelte par. Det kan jo godt ske, at man ikke kan være kærester, men så kan man i hvert fald være gode forældre sammen. Eller gode venner. Jeg synes somme tider, at det i vores kultur er lidt for let bare at vende ryggen til tingene.

LÆS OGSÅ: "Jeg har selv begået den fejl i mit kærlighedsliv"

Indremissionsk opvækst
Poul og Ulla mødte hinanden i 1987 på Idrætshøjskolen i Aarhus. Der har de begge været elever, og de har senere begge undervist på skolen i henholdsvis musik og dans.

– Jeg faldt for hendes øjne. De er blå og har sådan et farvespil… mmm…

Han smiler igen. Lidt genert, måske. Parret boede først sammen i Aarhus, senere i København og var væk fra hinanden i en periode, hvor hun gik på balletskole i Lyon, og han var i gang med en kontrakt i US A. De kunne ikke undvære hinanden og endte med at flytte sammen et år til Amsterdam, hvor Poul skrev sangene til albummet ”Små sensationer”, som for alvor gjorde ham verdenskendt i Danmark – særligt på grund af sangen ”Sådan Nogen Som Os” (…har jo brug for en kæreste). Undervejs kom datteren Anna til verden, og det satte skub i nogle ting for Poul. Han mistede selv sin far, da han var 14 år, og fordi barndomshjemmet var præget af morens indremissionske baggrund – og fordi moren fik en depression efter farens død – blev der ikke talt meget om de følelser, tabet afstedkom.

– Jeg havde oplevet et gigantisk tomrum efter min far, og jeg tror, det var derfor, jeg fik en forsinket reaktion, da vi fik Anna. Oven i den kæmpe glæde, jeg følte ved at blive far, fik jeg sådan et dyk, en depression. Derfor har det altid været meget vigtigt for mig, at vi får snakket om alt hjemme hos os, og at jeg får sendt de gode energier videre til mine børn og min kone.

"Jeg fik også et dyk, da jeg blev folkeeje i Danmark."

– Jeg fik også et dyk, da jeg blev folkeeje i Danmark med ”Små Sensationer”. Jeg kunne ikke helt forholde mig til det. Jeg kunne ikke være til stede. Det var for voldsomt. Det var derfor, jeg flygtede til Samsø med familien. Derovre er alle jo kendt i Brugsen. Det var sådan et åndehul for mig. Vi boede på Samsø i ti år, og det var sgu simple living. Det var enestående. Jeg ville unde alle, at de prøvede det en tid. Vi brugte så få penge på at bo, at vi kunne rejse meget mere, end vi har råd til i dag.

– Der var også god tid til at tænke over tingene derovre, og det hele var meget nærværende og praktisk. Ja, ja, det er fint nok, at du er popstjerne, men kan du også bygge et hus? Det var meget befriende, syntes jeg. Til sidst var vi dog nødt til at ”snige os væk” en mørk novemberaften, fordi vi skulle videre i vores liv. Men vi kommer der stadig rigtigt meget, vi har et hus derovre, og vi elsker det sted.

LÆS OGSÅ: Mette var mistænkt for at have myrdet sin mand

På tour som 57-årig
I dag har Poul Krebs forliget sig med at være kendt. Faktisk så meget, at han kan tage sig selv i at tænke, ”kender vi hinanden?”, når folk stopper ham på gaden. Langt de fleste af hans fans er kvinder, og som han sidder der med sine mørke krøller med et stænk af gråt og varme øjne med smilerynker i øjenkrogen, er det nærliggende at tænke, at han må have fået mange ”gode tilbud” undervejs på sine tournéer. Han smiler lidt forlegent og kigger væk, da han får spørgsmålet.

– Hvis man skal se sådan på det, er der jo fristelser overalt. Men jeg ønsker ikke at lave om på mit liv. Jeg ønsker ikke, at det skal være anderledes. Jeg ønsker ikke nogen andre kvinder. Jeg har den kvinde, som jeg gerne vil leve med altid. Og jeg har den familie, som jeg altid har drømt om at få. Derfor går det faktisk lidt hen over hovedet på mig.

Hvad tænker du, hvis kvinder er åbenlyst vilde med dig?
– Jeg tænker, det jo er, fordi de ikke kender mig! Han slår en høj latter op.

– Min kone, hun kender mig! Det er sgu nemt nok at stå og synge de der sange, men det er svært at leve op til dem. Jeg tror, at det er sådan for de fleste sangskrivere. Det er vores værktøj at åbne op for posen med de store følelser, når vi skriver sangene, men det er ikke altid, at det er let at sige den slags ting, når man ikke står på scenen.

Hvordan er det at være på landevejen i en alder af 57?
– Jeg kører mere nu, end jeg nogensinde har gjort, for jeg gider ikke sove så meget ude. Jeg vælger mine oaser ude med stor omhu. Der skal være en eller anden form for sjæl, de steder jeg bor, ellers gider jeg ikke. Hvis jeg er nødt til at bo et sted uden sjæl, skaber jeg den selv. Det der med at vågne op og kigge på et eller andet fuldstændig mærkeligt billede på væggen, det kan gøre mig helt ked af det. Jeg turnerede meget i Norge sidste efterår, og der måtte jeg sørge for at have mine ting med hjemmefra. Et lille musikanlæg, min skrivebog til tanker og tekster og min guitar. Jeg har også altid min computer med, så jeg kan se en film, en lille kaffemaskine og en krydderitaske. Den mad, man får på en tour, er tit lidt kønsløs, og så giver jeg den altså selv lidt ekstra. Jeg hænger også vasketøj op over de billeder og ting, der er for grimme.

– Det er ikke for børn at være på tour, men jeg ville ikke bytte med noget. Det er også hårdt at møde på det samme arbejde hver morgen. Det kommer an på, hvilke briller man tager på. Jeg synes, jeg er god til ikke at falde i hullerne. Jeg hviler meget mere i mig selv, end jeg har gjort tidligere, og det gør jo, at jeg har lettere ved at fokusere på alle de gode ting. Og så synes jeg i bund og grund, at jeg har mit drømmejob. Der er ikke noget andet, jeg hellere ville lave.

LÆS OGSÅ: "Jeg hader tanken om, at nogen skal komme og gøre mig forelsket"