Charlotte Sachs Bostrup: Tingene er som regel ikke så vigtige
Foto: Les Kaner Charlotte Sachs Bostrup

Charlotte Sachs Bostrup

"Jeg har selv begået den fejl i mit kærlighedsliv"

Der er især tre ting, som Charlotte Sachs Bostrup går op i lige nu: buddhisme, byggebranchen og kampen for en bedre verden. Mød den filmaktuelle instruktør, som er i gang med at finde ud af, hvordan hun kan leve livet med mindre vrede og mere pyt.

”Som filmen skred frem, blev jeg mere og mere forundret over, hvor dybt den rammer. På et tidspunkt var jeg ved at kaste op over at se, hvordan I har kunnet gengive virkeligheden helt ned i mindste detalje. Tårerne trillede ned ad kinderne på mig i de scener, hvor børnene var i centrum.”

– Er det ikke bare rørende?, spørger Charlotte Sachs Bostrup og kigger på mig med store øjne.

Hun har netop – efter telefonisk accept fra afsenderen – citeret fra en mail, hun har modtaget fra den mand, hvis historie danner baggrund for hendes nye film, ”Kartellet”. En mand, der fik sit liv ødelagt, fordi han ikke ville finde sig i ulovlig karteldannelse i vvs-branchen og derfor gik imod sine såkaldte kollegaer.

– Jeg tudede, da jeg læste mailen. Den mand har været igennem så hårde ting, og det har haft så enorme omkostninger for ham. Og at han kan genkende sig selv og sin situation i den film, vi har lavet, det er den største cadeau, jeg overhovedet kan få. Jeg blev så glad og lettet over, at det var lykkedes, for det ved du jo aldrig før, det færdige resultat er der. Det var virkelig en blåstempling.

”Kartellet” handler om en mand, der overtager sin fars el og vvs-firma. Han nægter at indgå ulovlige prisaftaler med de store firmaer i byen, og det udløser en magtkamp, hvor både han, firmaet og familien får branchebossernes barske metoder at føle. Det, at filmen er baseret på virkelige hændelser, gør den til en helt igennem rystende oplevelse.

– Min fotograf, Henrik Kristensen, fandt oprindeligt historien i Berlingske Nyhedsmagasin og havde allerede lavet en masse research på den, da han kom til mig med idéen. Jeg vidste faktisk lige med det samme, at det var en film, jeg virkelig, virkelig gerne ville lave. Jeg blev så indigneret over, at de her ting foregår. Når der er tale om karteldannelse i forhold til offentlige byggerier, går det jo ud over de ressourcer, som burde bruges til ældrepleje, skoler, hospitaler og børnehaver. Det dræner hele velfærdssamfundet, og det er med til at hæve priserne kunstigt på alle mulige ting. Så indignationen var en meget stor drivkraft for mig – jeg har altid haft et meget stort socialt, politisk og samfundsmæssigt engagement.

– Samtidig synes jeg, at der var et meget spændende personligt drama i den fortælling. En historie om, hvilke omkostninger det har at kæmpe sådan en kamp. Og det dilemma, man kommer i, når man pludselig bliver præsenteret for valget: Du kan gå med os, få det lette liv, tjene en masse penge og have det trygt – eller du kan følge dine egne moralske standarder og leve op til dine egne værdier, men så til gengæld risikere at få os på nakken. De bruger jo nogle virkelig ubehagelige metoder, som man også kan se i filmen. Der lå også nogle ting, som jeg kunne genkende fra mit eget liv. Min tidligere mand, faren til mine børn, var selvstændig med eget film- og tv-selskab, hvor jeg også arbejdede, og det er virkelig ens overlevelse og eksistensgrundlag, det handler om, hvis man som selvstændig bliver truet på sit erhverv.

Bruger sit talerør
Charlotte mener, at hendes store samfundsmæssige engagement formentlig stammer fra hendes forældre, Steen Bostrup og Jette Sachs, som begge var journalister.

– De var begge optaget af, hvad der skete af politiske og urimelige ting i samfundet, og jeg kan heller ikke lade være med at blive påvirket af uretfærdighed. Jeg har nok også en naiv drøm om, at man kunne skabe en meget bedre verden på alle mulige måder, men det er ikke let at se, hvordan det skal gribes an. Jeg er sådan en underlig blanding af noget totalt hippieagtigt, noget meget venstreorienteret, noget liberalistisk, noget aktivistisk og noget meget buddhistisk, ha, ha. Derfor har jeg lidt svært ved at placere mig selv i en sammenhæng, hvor der er en målrettethed som f.eks. i et politisk parti eller en organisation. Jeg støtter en masse forskellige organisationer med månedlige bidrag. Greenpeace, Amnesty, Flygtningehjælpen, Mellemfolkeligt Samvirke og UNICEF – de er alle supergode til at gøre noget i verden. Men det er jo en lille bitte ting at støtte den slags, og derfor forsøger jeg også med min film at være med til at pege på nogle vigtige ting. I fremtiden håber jeg, at jeg får mulighed for at fortælle flere af den slags historier, for det er jo et stort privilegium, at jeg har en platform eller et talerør, hvor jeg kan være med til at sætte fokus på vigtige ting.

LÆS OGSÅ: Pernille Højmark "Det var min mest krævende rolle"

Den romantiske illusion
Ud over Charlottes to børn er der et menneske mere i hendes liv, som er særligt vigtigt, men ham vil hun egentlig helst ikke tale ret meget om. Kæresten, Erik, som hun har kendt i otte år. Med en lille pause undervejs.

– SKAL jeg tale om det? Jeg er så privat. Jeg er blevet blufærdig, ha, ha.

Jeg presser hende lidt. Synes da ikke, at det tidligere har været et problem for hende at tale om kærligheden?

– Grunden, til at jeg har snakket meget om de ting, er, at jeg tidligere har været meget optaget af kærlighed og romantik og mand-kvinde relationer i det hele tager. Men nu har jeg lært en masse nyt om mig selv, som gør, at jeg ser ret anderledes også på de ting. I hvert fald gik det op for mig på et tidspunkt, at hele den her forestilling om den romantiske kærlighed er en meget stor illusion, som gennemsyrer vores kultur i ekstrem grad. Jeg lå under for den illusion så meget som nogen og har været tilbøjelig til at identificere mig selv i forhold til at være sådan en, der var meget interesseret i romantisk kærlighed. Det var meget betydningsbærende for mig som menneske, hvordan mit kærlighedsliv var.

– Men i forbindelse med mit møde med buddhismen har jeg fået set tingene fra en anden vinkel. Jeg har selv begået den fejl i mit kærlighedsliv, at jeg har set på et forhold som noget, der skulle give mig noget. Og når det så ikke gav mig det, jeg synes, det skulle, så bebrejdede jeg den anden person det og bad om det. Sådan er vi i vores kultur. Hvis vi har et behov, så skal vores partner møde det behov. Men det er ikke en realistisk tilgang til et parforhold, sådan som jeg ser det nu. Det kan ikke lade sig gøre. Det fungerer simpelthen ikke sådan. I hvert fald ikke sådan, som jeg gjorde det. Så det forhold, min kæreste og jeg har til hinanden i dag, er anderledes. Det var godt, at vi var lidt væk fra hinanden, og at jeg fik tænkt mig om. I dag påtager jeg mig i hvert fald det fulde ansvar for min egen lykke!

Og så lader vi din kæreste ligge der?
– Ja! Men jeg er vild med ham. Stadigvæk. Efter otte år. Vi elsker bare hinanden.

Nyt hele tiden
Netop lykke og balance er noget, Charlotte har fået meget fokus i den senere tid. I stuen hænger flere billeder og tegn på, at buddhismen, som hun nu har nævnt to gange sådan lidt en passant, faktisk fylder vældigt, vældigt meget for hende.

– Jeg tror måske, at jeg altid har haft en sympati for buddhistisk tankegang og psykologi, samtidig med at jeg har haft det rigtigt svært med religion. Jeg har ikke vidst, hvor jeg skulle placere min spirituelle side, men for halvandet års tid siden var jeg i Nepal sammen med min datter for at besøge min søn, der var der på et længere ophold. Der mødte jeg en tibetansk buddhistisk kultur for første gang og nogle rigtigt dygtige lærere, og det satte bare gang i en masse tanker. Jeg blev vældigt nysgerrig og begyndte at læse en masse litteratur og buddhistiske tekster. Den buddhistiske tankegang er så sympatisk, og jeg kan stå hundrede procent inde for det hele. Jeg prøver derfor i al beskedenhed at arbejde med mit sind og min bevidsthed ved at meditere og tilegne mig viden. Det handler om at blive lykkelig, og ifølge buddhismen bliver du ikke lykkelig ved at være optaget af dig selv. Du bliver lykkelig af at gøre noget for andre. Det er en læring, der støtter og træner dig i at holde op med at være så skide selvoptaget og i stedet gavne andre. Og det giver god mening for mig.

– Jeg er blandt begyndt at sætte spørgsmålstegn ved den automatik, der ligger i vores måde at leve på. At vi bare automatisk synes, vi har brug for nyt. Brug for den nye iPhone. Nyt, nyt, nyt hele tiden. Der er noget galt med dig, hvis ikke du har alt det lækre og rigtige. Det handler også om vores kroppe, som skal se ud på bestemte måder, og så er der heldigvis nogle venlige mennesker, der gerne udvikler produkter, som gør, at vi kan komme til at se sådan ud fra top til tå. Juhuuu! Nej, hvor er det dog pænt af dem, at de sørger for, at vi kan fjerne vores hår alle vegne.

– Og hold da op, hvor er det også vigtigt, at vi holder os i form og er sunde. Men det er sådan nogle egoprojekter. Mig og min krop. Mig og mit udseende. Mig og min form. Mig og min stil. Og i bund og grund tænker jeg, ligegyldigt hvor meget vi putter på, og hvor meget vi gør, så vil vi blive ved med at have den samme usikkerhed indeni. Livet er virkelig et farligt og utrygt sted at være, det kan ingenting lave om på. Men det, man kan lave om på, er den måde, vi oplever og tackler det på, og det kan i sidste ende føre til, at vi bliver mere venlige og kærlige mod hinanden.

LÆS OGSÅ: Mette var mistænkt for at have myrdet sin mand

Ret til vrede?
Meditationen og den buddhistiske tankegang har også lært Charlotte noget om følelser.
 – Mine følelser er blevet meget mindre overvældende. Og det er jo egentlig det, der er målet. I starten tænkte jeg: Hvad? De kan da ikke mene, at følelserne ikke skal have plads? I buddhismen bliver vrede betragtet som en negativ følelse, og da jeg hørte det første gang, studsede jeg selvfølgelig, for vi har som kvinder i vores kultur og tid lært, at vi ikke må gå og brænde inde med vores vrede. Du skal lære at være vred, du skal cirkulere det, og hvis du ikke lader din vrede komme ud, så får du kræft, og hvad ved jeg. Så jeg har jo nok gået rundt og været vred, når jeg selv syntes, der var grund til det. Vred på systemet, vred over uretfærdighederne, vred, hvis jeg ikke fik de ting, jeg havde behov for, og vred, hvis jeg ikke syntes, der blev lyttet. Hvis jeg blev krænket eller såret, så havde jeg RET til at blive vred, og jeg havde RET til at vise min vrede til mine omgivelser. Og det er jo desværre ofte de mennesker, man elsker allermest, der skal stå og deale med den vrede. Jeg gjorde, som jeg troede, man skulle med de ting. Men efter jeg er begyndt at se lidt anderledes på det, giver det bedre mening for mig, at det med at være vred og lade sin vrede gå ud over nogen, DET er der aldrig kommet noget godt ud af. I hvert fald ikke i mit tilfælde. Aldrig!

– Det er jo ikke det samme som at finde sig i hvad som helst eller lade sig udnytte eller træde på. Man kan sagtens standse den slags ting uden at kaste om sig med sin vrede. I buddhismen er man ikke bange for at arbejde med de såkaldt negative følelser. De følelser, der er dårlige, er dem, der genererer lidelse for dig selv og andre mennesker. Du skal ikke lære at undertrykke eller styre dem, men du skal arbejde med dit sind, så de rent faktisk holder op med at opstå. Og netop det med ikke at blive vred over ting, synes jeg, at jeg er blevet en lille smule bedre til. Jeg vil i hvert fald ikke længere påberåbe mig min ret til at smide vrede i hovedet på andre mennesker. Hvis jeg kommer til at gøre det, mener jeg, at jeg har begået en fejl og en uret mod de personer, og så må jeg sgu sige undskyld og mene det. Og håbe, at de kan tage imod det. Jeg har helt ændret mening på det område.

Har du tidligere haft et voldsomt temperament?
– Ja, jo – der er meget brand i mig! Nej, stop, det må du ikke citere, ha, ha. Jeg synes allerede, at det er pinligt at sige sådan noget om sig selv! Det må i hvert fald ikke blive overskriften på artiklen! Men jo, jeg har temperament. Jeg er oprindeligt uddannet skuespiller, og som skuespiller træner du i virkeligheden dig selv til at blive meget letpåvirkelig. Som skuespiller har man brug for, at der hurtigt kan tændes for følelserne, og det har jeg sikkert stadig med mig. Og jo, du kan tro, at jeg har kunnet være vred og hidsig og have temperament – og det er ikke sjovt at tænke tilbage på. Men jeg synes som sagt, at det går lidt bedre. Jeg har altid syntes, at det var flovt, når det stak af med mig, det har jeg aldrig brudt mig om.

Er du blevet et lykkeligere menneske af at praktisere buddhisme?
– Nogle gange er man lykkelig, andre gange er man ikke lykkelig. Ting er ikke statiske. Jeg er – ved at tænke over tingene og praktisere buddhismen – blevet bedre til at lade ting, der før generede mig, opløse sig og forsvinde. Det handler meget om at slippe kontrollen og acceptere det, der er. Følelserne er der jo stadigvæk, men jeg tror, at jeg laver færre konflikter, ha, ha. – Og igen – det handler jo ikke om at være konfliktsky og ikke turde adressere de problemer, der er. Nej, det handler om at vide, hvad der er mit eget shit. Vi skaber mange problemer oppe i vores eget hoved ved at have forestillinger om, at tingene skal være på bestemte måder. Hvis man kan øve sig i at indse det, og lade være med at forlange, at tingene skal være lige sådan, som JEG synes, at de skal være, tror jeg, at man kan slippe for meget bøvl.

Så det vigtigste, livet har lært dig, er…?
– Forstår man det, hvis jeg siger: at det ikke er så vigtigt.

Hun holder en kort tænkepause.

– Altså, jeg mener ikke, at livet ikke er vigtigt. Men tingene er som regel ikke så vigtige, som man gør dem til. Du er ikke selv så vigtig, som, du tror, du er. Jeg er ikke så vigtig. Det er ikke så vigtigt, at noget bliver lige på den måde, eller at det tager sig ud på en bestemt måde. Vi tillægger mange ting så enormt meget vægt og betydning, men det er faktisk ikke ret meget, der for alvor er vigtigt. Det begynder jeg sgu endelig at fatte lidt af. Jeg håber, at det vil bundfælde sig endnu mere i mig, for hvis man kan være lidt mere pyt-med-det-agtig, er der noget indeni, der slapper af. Og hvis der breder sig sådan en afslappelse, så tror jeg altså, at verden ville være et bedre sted at være. Og man må jo starte med sig selv.


LÆS OGSÅ: Basim: Dét spørger folk mig altid om

Charlotte Sachs Bostrup

50 år

Aktuel med filmen ”Kartellet”, premiere 27. februar.

Uddannet skuespiller og manuskriptforfatter på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje. Har bl.a. instrueret ”Anja & Viktor” og ”Anja efter Viktor”, ”Familien Gregersen”, ”Karlas Kabale” og de efterfølgende film i serien samt flere afsnit af tv-serierne ”Nikolaj og Julie”, ”Nynne” og ”Dicte”.

Kæreste med Erik Thadew Moestrup, som hun har kendt i otte år. Har datteren Anna Clara på 19 år og sønnen Theodor på 23 år fra et tidligere forhold.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview