Rosalinde Mynster
SPONSORERET indhold

Rosalinde Mynster: Jeg føler mig nogle gange meget alene - også selvom min kæreste ligger lige ved siden af

Skuespiller Rosalinde Mynster om at boykotte internettet, om at være underlig og om ikke at høre til i verden.

Af: Cille Lewinsky Foto: Robin Skjoldborg
24. sep. 2018 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad er dit bedste barndomsminde?

– I alle mine bedste og stærkeste barndomsminder er jeg i naturen. Jeg tilbragte de fleste somre på Langeland i familiens sommerhus og oplevede, hvordan naturen vækkede alle mine sanser og min fantasi. Bare være i skoven og lege med min bror hele dagen eller sidde i græsset og røre ved et blad og kede sig. Det, tror jeg, man har meget brug for som barn, og det har man også som voksen, men jeg bliver tit for god til at stimulere mig selv med alt muligt. Jeg glemmer at bruge naturen og glemmer at kede mig.

Hvad kan gøre dig trodsig?

– Internettet. Det, at alle kan gå på nettet konstant, skaber en følelse af, at man skal være til rådighed hele tiden. Alle sidder og kigger på deres telefoner (inklusiv mig selv), men det frustrerer mig enormt meget, at alt fra praktiske gøremål til at være borger i samfundet og skabe sociale relationer foregår over nettet. Jeg er selv både fanget og afhængig af det, og jeg har lyst til at melde mig ud af internettet, men det kan man bare ikke. Men jeg gad godt at detoxe og minimere mit forbrug.

LÆS OGSÅ: Thøger Dixgaard: "Jeg har en meget stærk aversion mod MobilePay-mennesker"

Hvornår vidste du, at du var god til det, du laver?

–Det ved jeg nogle gange, andre gange ved jeg det slet ikke. Man siger på en måde ja til at leve i konstant vekslen mellem overmodighed og lav selvtillid, når man arbejder med kunst. Nogle gange tænker jeg, at jeg måske er god til det, jeg laver, fordi jeg er god til at leve med de to modsætninger i mig.

Hvilket karaktertræk kan du bedst lide ved dig selv?

– At jeg elsker alt, hvad der er underligt! Det er en side, jeg holder af ved mig selv, fordi det måske gør, at jeg hele tiden forhandler med normalitetsbegrebet, og det inspirerer mig til, at der er tusinde måder at leve på og være på.

Hvornår har du sidst grædt?

– Det er måske tre måneder siden, jeg sidst græd. Det var på grund af en følelse, der nogle gange rammer mig, og som er meget overvældende: følelsen af, at jeg slet ikke hører til nogen steder, og jeg er meget, meget alene, også selvom min kæreste ligger lige ved siden af og trøster mig. Normalt ville jeg ikke dele den slags, for jeg er egentlig meget privat, men jeg tror, det er en følelse, der rammer alle indimellem, og det er vigtigt at tale om. Vi lever i en tid, hvor det er moderne at vise, at livet er nemt og perfekt, men det er vanvittigt svært og ensomt at eksistere til tider, og der er ikke altid en konkret årsag til, at man græder.

LÆS OGSÅ: Emmelie de Forest om kæresten

Hvornår føler du dig elsket?

– Når jeg kan mærke, at andre føler lykke på mine vegne. Jeg ved, jeg føler mig elsket, når jeg er mit allermest fjollede, barnlige og useriøse jeg sammen med andre!

Hvilke beslutninger har du fortrudt i dit liv?

– Ingen! Jeg har tit gjort ting, som jeg fortryder i lidt tid, men jeg glemmer dem igen. Desuden er jeg så glad for, hvor jeg er i mit liv nu, og selv alle de ærgerlige ting har jo ført mig hertil, så der er intet at fortryde. Jeg øver mig hele tiden i at have tillid til, at alle de fejl, jeg begår, er rigtige. Fejl og hårde tider er vigtige for, at man udvikler sig. Man udvikler sig ikke lige så meget, når alt bare går strygende!

Hvornår synes du, andre mennesker er latterlige?

– Når man lader sin stolthed komme før alt andet. Jeg synes, det er fuldstændig latterligt, når folks stolthed over f.eks. at få ret i diskussioner og samtaler gør, at de måske går glip af muligheden for at opleve nye måder at forstå verden på. Eller når folk mister kontakt til venner eller familie, fordi de er for stolte til at lade sig forsone. Jeg tror, man kommer langt med altid at være klar til at lægge sit ego til side, selvom det er vildt svært.

Anbefalet til dig