Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Sara Blædel
Foto: Michael Falgren Krimiforfatter Sara Blædel om ordblindhed, ensomhed og død.

"Jeg er forholdsvis generøs, men please nogen - det gør jeg kraftedeme ikke"

Hun er en af Danmarks bedst sælgende krimiforfattere og nu også populær i USA, og det er ingen overraskelse for Sara Blædel selv. Siden hun var en genert og ordblind skolepige, har hun været drevet af at blive dygtig og undgå fiasko. Og hun vil skide på, om andre også mener, hun burde få sig en mand.

”Du skal ALDRIG dræne min datters lyst til at fortælle historier!”. Året er 1977. Og de bestemte ord Leif Blædels. Den samfundskritiske Informations-journalist er, med hårde tramp fra træskostøvlerne og en åbenstående rulamspels flagrende omkring sig, marcheret ned til Hvalsø Skole. For dér har datteren Saras dansklærer formastet sig til at skrive på en stil, hun har afleveret, at hun har sløset med endelserne. Og hvis der er noget, den i øvrigt Cavlingprisvindende journalist ved noget om, så er det drilske endelser. Han er nemlig – ligesom sin datter – ordblind. Og sløseri er ikke noget, der praktiseres i familien Blædel.

Krimiforfatter Sara Blædel griner ved mindet. For selvom faren dengang var ”pisse pinlig” – ikke mindst fordi han var den eneste i Hvalsø, der gik i rulamspels – så var ordene og opbakningen ret afgørende for at holde gang i den unge Saras livlige fantasi. Og i sidste ende måske nok også medvirkende til, at Sara nu har sendt sin 12. krimi på gaden. Og at hun for længst har arbejdet sig solidt ind på ikke bare danskernes bogreoler, men også på hylder i fjerne egne som Brasilien, Korea og Sydafrika. Senest har især amerikanerne for alvor fået øje på det danske krimitalent.

Måske særligt på grund af de drilske endelser havde Sara Blædel ingen planer om at blive forfatter. Og da slet ikke en af Danmarks mest succesrige af slagsen. Men hendes mantra blev at gøre sig umage med alt, hvad hun kastede sig ud i. Ingen skulle kunne sige, at hun sløsede med noget som helst her i
livet.

LÆS OGSÅ: Eksklusivt essay af Suzanne Brøgger: ”Kvinder med vinger”

Eventyret i USA

Sara Blædel tager imod i sin nye, labre newyorker-inspirerede luksuslejlighed midt i København, indrettet i varme grå og nøddebrune nuancer og med to altaner og vinduer, der indrammer byens tårne og spir som perfekte malerier. Hun er netop vendt hjem fra halvandet års eventyr – og hårdt arbejde – i USA, hvor hun var rykket over for i første omgang at sørge for, at hendes trilogi om Ilka, som foregår ved Lake Michigan, blev troværdigt beskrevet. Men siden også fordi der gik hul på det helt store gennembrud. Sara kunne pludselig se sig selv optræde på USA's største krimimesse – inviteret som International Guest of Honour – og måtte næsten nive sig i armen over at være i selskab med store idoler fra verdenstoppen af krimiforfattere som Lee Child, Ian Rankin og Michael Connelly.

Timingen havde passet med, at Saras 21-årige søn, Adam, skulle over at studere på New York Film Academy. Så faktisk var det hans eventyr, hun maste sig med på, griner hun og fortæller, hvordan de kom rullende som to sigøjnere med hver deres trolley til en tom lejlighed i New York-bydelen Tribeca. Og hvordan de, da de sad på gulvet og skulle indvie deres nye bolig, måtte indtage deres store saftige bøffer med fingrene, fordi de havde glemt at købe bestik.

– Vigtigst af alt så gav den tur mig en følelse af at høre til. At føle mig hjemme. Jeg føler mig fuldstændig taget ind og accepteret, og det er jeg dybt taknemmelig for. Når man er Guest of Honour, inviteres man til et timelangt interview i en kæmpestor sal, og lige dér faldt alt på plads i mig. For i den crowd sad Lee Child og Ian Ranking – to gutter, hvis krimi-univers jeg kender alt til – og lyttede til MIN fortælling om min opvækst i Hvalsø! Men jeg havde vitterligt ingen uro i maven over det overhovedet. Ingen følelse af ikke at kunne leve op til det og være god nok. Også selvom de sad der. For jeg kan mit shit. Det ved jeg nu.

Hun forklarer det med billedet af en ulv, der har fundet sit wolfpack. En flok, der tænker og agerer meget som hende selv. Og hvor man er dedikeret til sin passion for den gode historie og holder snuden i sporet og går mindre op i berømmelse og glamour.

For sin succes til trods er Sara Blædel ikke særligt ambitiøs, indrømmer hun. Det lyder ambivalent, men hun forklarer det på denne her måde:

– Hvis jeg vil være god til noget, er det over for mig selv. Ikke for andres skyld. Jeg er ikke god til at flagre rundt og være semigod til ting. Det er alt for hårdt for mig. Jeg er ikke god til ret mange ting, til gengæld er jeg ret god til virkelig få ting. Da jeg var ung, fandt jeg ud af, at jeg var god til at ride, og derfor droppede jeg håndbolden og fodbolden og gik all in på ridningen og blev en ret habil dressurrytter. I virkeligheden bunder det rigtig meget i en usikkerhed, jeg har haft i mig altid. Da jeg var lille, var jeg ekstremt genert og introvert. Så fra en tidlig alder blev min strategi at sætte alt ind for at undgå at blive en fiasko. For det er ikke en rar følelse for en lille usikker pige. Så det med at blive dygtig har rod i følelsen af ikke at kunne en skid, for derfor blev det vigtigt for mig at stive mig selv af i nogle færdigheder, jeg havde styr på og var god til. Og på den måde glemte folk alt det, jeg ikke kunne. Og dét har været mit drive gennem hele mit liv.

Sara Blædel
Foto: Michael Falgren.

Ordblind usikkerhed

Skoletiden var en prøvelse for Sara Blædel. Som har sat dybe spor i hende. I fjerde klasse rykkede hun fra Bernadotteskolen i Hellerup til Øster Farimagsgade Skole på Østerbro, og her knækkede hun læsekoden med hjælp fra sin dansklærer, som lurede, at Sara var ordblind. Og selvom hun aldrig har været svært ordblind, og det går meget nemmere i dag, så er der situationer, der sender hende direkte tilbage på skolebænken med en sitrende uro i kroppen.

– Jeg kan stadig ikke lide, hvis folk beder mig om at skrive en lang smøre i deres bog. Jeg bryder mig ikke om, hvis de læner sig frem og skal glo, mens jeg gør det. Det er så ubehageligt, og jeg bliver meget i tvivl, om jeg overhovedet kan finde ud af at sætte ordene rigtigt sammen.

Hun fortæller, hvordan hun fik akut ondt i maven, når læreren kiggede ud over klassen for at udpege den, der skulle læse. Tårerne sad og dirrede i øjenkanten. Ligesom en tur op til tavlen fik hende til at ryste og gå i sort. Hun møder dem endnu, følelserne. Men i dag har hun tilkæmpet sig en position, hvor hun kan tage sine forholdsregler, forklarer hun.

– Hvis nogen vil booke mig til noget, har de måske en forventning om, at jeg læser op. Men det gør jeg ikke. Det har jeg lovet den lille Sara. Jeg FORTÆLLER om mine bøger, jeg læser ikke. Det beamer mig fuldstændig tilbage i sædet på skolen på Øster Farimagsgade. Nu kan jeg sige: Det behøver jeg ikke, og det er MIG, der bestemmer. Jeg har lov til at sige nej. Og dét er i virkeligheden den største gave ved at have fået succes. For ja, jeg har en laber bil og en lækker lejlighed, og der er masser af ”really nice” i mit liv, men det er i virkeligheden pisse ligegyldigt. For dét her går helt ind, hvor jeg er allermest sårbar – der, hvor jeg virkelig føler, at det batter. Jeg bliver helt rørt af at tale om det…

LÆS OGSÅ: Anne Marie Vessel Schlüter: "Kunne livet leves forfra, ville jeg gøre præcis det samme"

Masser af modgang

For Sara Blædels vej til toppen af krimikranse-kagen har, set i bakspejlet, været brolagt med hårde bump. Alligevel ville hun ikke have været nogen af dem foruden.

Ikke nok med at skolen var en udfordring. De unge år blev en endnu større mundfuld. Hun gik i lære som reprokopist, men måtte bakke ud efter tre år, da hun udviklede voldsom allergi over for de væsker, maskinerne kørte på. Og da tilværelsen så ellers fandt et fint og stabilt leje – med en god lejlighed, gode tjenerjobs på de førende restauranter og stigende succes som dressurrytter, satte en lammelse i venstre arm hende skakmat. I tre år var hun indlagt i lange perioder på Rigshospitalet, hvor ekstreme smerter kæmpede side og side med lægernes forvirring over, hvad de skyldtes.

Og netop som det så allermest sort ud, med udsigt til førtidspension og hjemmehjælp, tog hendes liv en uventet drejning. Tilbage på sporet. På opfordring af en af farens venner startede hun nemlig sit eget krimiforlag, Sara B, selvom der absolut ingen krimibølge var at spore der i de tidlige 90’ere. Og samtidig knækkede lægerne ved et tilfælde endelig koden til lammelsen og de voldsomme smerter. De opdagede nemlig, at Sara havde et ekstra halsribben, som trykkede på nogle nervebaner og heldigvis relativt simpelt kunne bortopereres.

– Jeg tror, det er godt for mig at få modgang, for så skal jeg sateme nok bevise, hvad jeg er i stand til. Jeg skal bare ikke bede om lige så meget modgang, som jeg har haft. Det er sundt for mig at skulle kæmpe for noget. Hvis først jeg læner mig tilbage og siger ”Jeg er super fed, jeg kan bare det pis”, er jeg bange for, at jeg skulle begynde at sjuske. Ikke så meget udadtil, men i forhold til mig selv og mit eget selvværd. Det havde selvfølgelig været skægt for mig at vide dengang, at jeg en dag ville blive sådan en, der selv kunne bestemme, hvad jeg havde lyst til at gøre. Dét havde været virkelig dejligt at vide. Jeg tror bare ikke, det havde været så godt for mig at vide dengang. For vi bliver jo dem, vi er, ad vores helt personlig vej. Jeg tror, det har været godt for mig, at jeg altid har skullet gøre mig umage. Og at der har været noget at kæmpe for. Og det føler jeg stadig, der er. Men jeg vil altid styre efter det, som mine forældre podede mig så effektivt med: ”Sara, hvis du vil, så kan du!”.

– Nu, når jeg kigger tilbage på alle de benspænd, er der ikke én ting, jeg ville have undværet. Jeg ville gerne have forkortet perioderne. Men jeg ville ikke være blevet mig, hvis jeg ikke havde det med i min bagage. Så var jeg blevet en anden mig. 20’erne var selvfølgelig også sjove og festlige, og jeg var strammere og friskere, men de var ikke mine lykkeligste år. Jeg dealede meget med, om jeg var god nok. Selvfølgelig også fordi jeg skiftede retning nogle gange, og jeg er ikke nogen god nybegynder. Jeg bliver usikker på det. Jeg er bare en bedre version af mig, når jeg ved, om jeg skal gå til højre eller venstre. Men alt i alt har det jo været med til at forme mig til den, jeg er nu.

Sara Blædel
Foto: Michael Falgren.

Elsker ensomhed

Så spørger man Sara Blædel, hvad hun værdsætter mest ved at have fået succes, er svaret hverken økonomisk uafhængighed, rejserne eller anerkendelsen.

– For mig er den allerstørste gave ved at være der, hvor jeg er i dag, at slippe for hele tiden at skulle please nogen og sige ”se mig, jeg er faktisk okay”. Jeg vil gerne være et ordentligt menneske, og jeg er forholdsvis generøs, men please nogen – det gør jeg kraftedeme ikke. Det har jeg gjort, fra jeg var 20, til jeg var 30, og det var så ødelæggende for mig. Jeg vil skide på, hvordan andre gerne vil have, at jeg skal være. Jeg har meldt mig ud af Flinkeskolen og er blevet vanvittigt god til at sige nej. Min kalender er propfuld af alt det, JEG gerne vil. Og kun det. Og i den proces er der selvfølgelig også sket nogle fravalg.

Da bøgerne først begyndte at tage fart, cirka ti år efter hun havde sendt den første, ”Grønt støv”, på gaden i 2004, blev hun skilt fra ægtemanden gennem seks år, Lars Kirschoff. På ganske udramatisk vis.

– Det var helt sikkert godt for mig at blive skilt. Jeg ved, jeg kan komme op at diskutere med en masse, som synes, at man skal blive, men Lars og jeg havde ikke fælles børn, vi fandt sammen af kærlighed, og da den forsvandt imellem os, blev vi enige om at sætte hinanden fri. Den respekt skal man have for hinanden. Vi var et godt hold, og det er der jo heller ikke noget galt i at holde fast i. Det var jeg bare ikke gammel nok til at holde fast i, syntes jeg. Det er muligt, jeg vil synes det, når jeg er 75, for der kan der være nogle andre værdier, man har brug for hos hinanden. Jeg er ikke tryghedssøgende. Og det kan være både svært og forvirrende for en mand, indrømmer hun – at have med en selvkørende, økonomisk uafhængig kvinde at gøre.

– Jeg er da mega privilegeret. Og jeg gør meget det, jeg vil, for jeg er så committed til det, jeg laver. Det er skriveriet og bøgerne og alt det, der sker omkring det, som driver det hele. Min energi er drevet af den lyst. Og derfor går den let ind og overskygger andre behov. Jeg bryder mig faktisk ikke om at have nogen omkring mig hele tiden. Jeg kan virkelig godt lide at være alene og har enormt brug for det. Der var Lars rigtig god til at fornemme, hvornår jeg havde brug for at trække mig for at lytte til de nye historier, der måtte være i mit hoved.

– Man skal virkelig tage kærligheden alvorligt, og for mig hænger den ikke på træerne. Jeg har heller ikke forelsket mig i nogen siden. Måske er det bare en tilstand, jeg ikke er i for tiden. Eller har behov for i virkeligheden. Der er slukket for signalerne. Jeg er et andet sted. Samtidig har jeg en fornemmelse af, at alle har travlt på mine vegne: ”Sara, nu skal du da også snart have en mand” og ”Er det ikke ensomt?”. Og jeg siger: ”Jo! Ensomt – yes, I love it!”. Jeg ved godt, at det er kærligt ment, og jeg kan da også skide godt lide mænd. De kan være dejlige, lækre og super interessante, der er bestemt også bare nogle, jeg ikke skal bede om! Jeg har ingen følelse af ikke at have et fuldfedt liv, fordi der ingen mand er i det. Og der kan jeg somme tider godt føle, at det åbenbart er mig, der er forkert. Men den køber jeg ikke. For jeg har nogle andre ting, som er vigtige og sjove, og som giver mig energi og lyst og glæde og et socialt liv – alt det, jeg i hvert fald lige nu gerne vil have. Der sker heldigvis det lykkelige, at når man kommer op i min alder og har et forholdsvist travlt liv, så bliver man pisse ligeglad med, hvad folk mener om den side af sagen. Hvorfor fanden skulle jeg date alle mulige obskure mænd? Er du klar over, hvor mange mænd jeg ikke kunne drømme om at bruge en aften med? Tænk, hvis jeg havnede på en date med en eller anden knold, jeg ikke kunne holde ud!

LÆS OGSÅ: Merethe Stagetorns sidste interview

Døden er ikke et tabu

Skilsmissen fulgte et år efter endnu et livsomvæltende bump på Sara Blædels vej. I 2013 mistede hun, med blot tre dages mellemrum, begge sine forældre og seks uger senere sin faster. Det var stort set alt, hvad hun havde af familie, eftersom hun voksede op som enebarn.

– Det var meget brat. De var begge syge og gamle – min mor 81 og min far 90 – men vi var en lille, tæt familie. Heldigvis sidder jeg ikke tilbage med følelsen af, at der er noget, jeg har glemt at få svar på. Jeg kommer fra en meget talende familie, hvor der ingen tabuer var, så døden havde vi også talt om. Til min overraskelse møder jeg tit folk, som synes, det er svært at tale om døden, men hør her, det er godt nok helt umuligt i det øjeblik, den er indtruffet! Vi talte jævnligt om døden i mit barndomshjem. Åh Gud også i dén grad! Da jeg var ret lille, fik jeg at vide, at de havde doneret deres kroppe til forskning. Og – ja, man skulle ikke tro det, hvis man har læst mine bøger om døde mennesker og blod og snit og stik – men jeg er faktisk virkelig sart. Når min far skulle drille mig, sagde han altid ”blod og tarme, blod og tarme”, og så løb jeg ud af rummet. Så jeg havde da mareridt over, at deres kroppe skulle skæres op og ende på glas med formaldehyd inde på Panum Instituttet. En dag fik jeg sagt til dem, at det ville jeg altså ikke have, og dét havde slet ikke strejfet dem – at det kunne være ubehageligt for mig, for når de var døde, var de jo bare døde. Men de endte nu med at annullere det.
At forældrene endte med at tage herfra sammen, var bare ”typisk de to”, som havde kendt hinanden, siden de var purunge, fortæller hun. De blev bisat samme dag, og alt var lige, som det skulle være. Det var tiden efter, der var svær.

– Hold kæft, jeg syntes, det var hårdt. Jeg var meget tæt knyttet til dem og havde boet lige i nærheden. Jeg følte, at det først lettede lidt efter tre år. Jeg læste et sted, at selvom dem, du mister, er gamle, så bliver sorgen ikke mindre. Det var sådan en lettelse, at ”Gud ja, al den sorg må faktisk gerne være der, den er helt okay at føle”. For ja, de var gamle, men jeg elskede dem jo, de var mit liv.

Og tilsyneladende ligger det med at tale – meget – om døden nedarvet i Saras DNA. Ikke nok med at hun beskæftiger sig meget med den i sine bøger, så taler hun også åbent om det med sin voksne søn. Måske lidt vel ofte…

– Da mine forældre døde, tæppebombede jeg Adam med spørgsmål. Også fordi jeg havde læst Naja Marie Aidts fine bog om hendes søn, som hoppede ud ad et vindue. Jeg ringede og formanede ham om, at det måtte han ALDRIG gøre og spurgte og snakkede løs. Og en dag sagde han så: ”Mor, det kunne være skide hyggeligt, hvis vi bare kunne spise middag og prøve at lade være med at tale om enten din eller min død”.

Hun griner længe.

– Okay honey, I got it!

Hvem er Sara Blædel?

Sara Blædel

Sara Blædel, født 1964

  • Krimiforfatter aktuel med ”Den tredje søster”, som afslutter trilogien om bedemandens datter Ilka efter ”Bedemandens datter” og ”Ilkas arv”.
  • Debuterede i 2004 med ”Grønt støv”, den første i rækken af indtil videre ni bøger om kriminalassistent Louise Rick.
  • Har solgt over to millioner eksemplarer af sine bøger i Danmark og udgiver i 38 lande.
  • Vandt De Gyldne Laurbær i 2014.
  • Single og mor til Adam på 21, som er flyttet hjemmefra.
  • Bor i en lejlighed i indre København.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende, Bøger og Livshistorie