Vi tester: Sejlerferie i Kroatien

Stævnen slår hårdt ned i de høje bølger. Det er tydeligt at høre, at en katamaran ikke kan krydse op imod vinden. Den vipper bare. Kæmper som en lille badeand mod de frådende bølger. Jeg sætter mig op i sengen og læner mig op ad væggen i min kahyt. Prøver at fange horisonten i det mørke hav, lige før solopgang. Fokus, fokus… Den er umulig at fange. Himmel og hav skifter alt for hurtigt plads i det lille vindue. Jeg vakler ud på det lille toilet og forsøger at finde fodfæste, mens kvalmen stiger op i halsen. Hurtigt tilbage til sengen. Famler en pose frem og spytter ynkeligt i den (okay, jeg kaster op. Og tuder). Tænker, at min sidste time er kommet her midt ude i den kroatiske skærgård.

Der er ikke andet for. Jeg må æde al forfængelighed og åbne døren til salonen, hvor Ana, vores søde og kønne hostess, som ligner Julia Roberts alt for meget lige nu, stirrer bekymret på kridhvide mig, der kravler de tre trin op fra kahytten. I nattøj. ”You are sick?”, spørger hun og hjælper mig hen til døren. ”Get some air!”. Ude på dækket er vinden både kold og våd og slår med ét liv i mit rundtossede legeme. Skipperen vinker mig op på broen og ofrer galant sin regnjakke. Og mens verden – og horisonten – finder sin plads igen foran mine øjne, vender blodet tilbage i mit blege ansigt.

To timer senere lægger vi til i marinaen i Kremik.

Tre dage tidligere
Udsigt til fire dages sejlerliv de luxe i det adriatiske øhav ombord på to blærede både – hhv. den 44 fod store katamaran ”Gracija” og den mere klassiske 53 fod lange sejlbåd ”Josipa”. Tjekker ind på luksuskatamaranen ved marinaen i Trogir og indretter mig straks i skøn kahyt med halvanden meter bred seng. Jeg er inviteret med på et helt privat, lille krydstogt, hvor vi bare skal nyde livet og lade os opvarte. Og det er jo aldrig svært. Ingen af os har duelighedsbevis udi sejlsport – til gengæld har vi privat skipper, hhv. Niels og Michael, og egen hostess, 23-årige Ana, der supplerer studierne på universitetet i Split ved at servicere bådturister i ferier og weekender.



Ana sørger ganske enkelt for, at vi aldrig mangler noget. Og du kan få det lige, som du vil – hvilket er præcis meningen med konceptet for denne form for ferie, ”crewed charter”, som også er i den noget ekstravagante ende af skalaen. Du bestemmer nemlig selv. Om du vil have privat skipper eller sejle selv. Hostess eller ikke hostess. Hvor du vil hen, og hvor hurtigt det skal gå. Og så slipper du endda for at bøvle med havudsigten – den er der hele tiden. 360 grader.

I morgen tager vi fat – efter en inspirerende aftentur i den smukke, 4000 år gamle og UNESCO -fredede by Trogir, som desværre måtte gennemføres i regnvejr.

LÆS OGSÅ: Tag på paradisferie for luksushippier

Dag 2
Hvor heldig kan man være? Regnen er stoppet, og efter morgenmaden glider vi ud på det rolige vand, mens solen tager bad i lysviolette skyer. Den kroatiske skærgård er et betagende syn. Vandet er imponerende glasklart. Det er som at flyde rundt oven på et kæmpestort akvarium. Og man tænker, at havbunden er lige under kølen. De sorte søpindsvin (som er her i hobetal!) synes at være lige nedenunder.

Vi gør badestop i en lille bugt, Mlini Beach, ved øen Pakleni, som er et lille stykke af paradis. Pimper hvidvin på dækket og spiser Anas lækre tunsalat og zucchini-klatkager. Og jeg tager mod til mig. Kravler ned ad stigen og sænker kroppen i det turkisblå vand, som er lunere end forventet. I min bagage ligger et par neopren-Peter- Pan-badesko, som jeg slipper for at ydmyge mine fødder med, men hvis man bader fra land, er de nødvendige pga. de store mængder af stikkende søpindsvin. Vi bliver også sejlet ind til den lille strand, hvor vi kun kan få øje på et par kajakroere, der er padlet hertil fra øen Hvar.

Og det er præcis næste stop på ruten. Jetset-øen Hvar. Så ud på eftermiddagen maser vi os op på siden af alle de imponerende både, som ligger til her i den tætpakkede marina, hvor den karakteristiske borg fra 1500-tallet troner stateligt over hovedbyen, som lyder samme navn som øen. Her ligger cool restauranter og cocktailbarer side om side i de historiske bygninger langs havnekajen, som i højsæsonen summer af liv. Her kommer alle, der virkelig er noget, fortæller Georgi, som viser os rundt – og bevæger sig ud i en imponerende, nærmest uendelig remse af kendisser, som har gæstet øen: Mel Gibson, Beyoncé, Bill Gates, Eva Longoria, Tom Cruise, Kevin Spacey, Gwyneth Paltrow, Ashley Judd, Simon Le Bon, Steven Spielberg, Hugh Grant, Sean Connery, Jodie Foster, Cathrine Zeta Jones, George Clooney (…okay!), Daniel Craig (…jeg kommer helt sikkert tilbage!).

– Tom Cruise er i virkeligheden ikke særligt høj og spankulerede rundt på kajen i bare tæer, tilføjer han med et lille, hemmelighedsfuldt smil på læben.

Det var i øvrigt også i Hvar, engelske prins Harry for godt tre år siden valgte at holde en af sine celeb-skandalefester, hvor han selv endte i poolen med alt tøjet på… Og ud over at øen er malerisk smuk, så er hemmeligheden, mener Georgio, at beboerne her på Hvar er dejligt uimponerende. Jovist noterer de sig stjernernes tilstedeværelse, men her får de lov at være i fred og slappe af – uden at have de første 50 telelinser i nakken. Georgios allermest hemmelige tip er restauranten ”Carpe Diem”, som hen på aftenen udvikler sig til cool natklub med potentiale for kendis-spotting.

Og så findes her – ikke mindst – et ret særligt kloster beboet af Benedikt-søstrene. Ni nonner, som alle har aflagt løfte om aldrig at forlade klostrets mure. Alt, hvad de skal bruge, bliver leveret ved døren. Og får de besøg, kan de sidde med deres gæst omme i gårdhaven. Nonnerne bruger al deres tid og flid på at væve de sirligste kniplinger af fibrene fra agaveplanten, mens de messer deres bønner. Kniplingerne sælges fra klostret og gives desuden som gaver til personer af høj rang – f.eks. Angelina & Brad, som selvfølgelig også har lagt vejen forbi den hippe ø, og den tyske kansler, Angela Merkel. Zum beispiel. Søster Ivana, som har boet i klosteret i over 35 år, og i dag bemander det lille museum, hvor værkerne er udstillet, fortæller os, at de netop har optaget en ny, ung søster på 25 år.  Selv var hun kun 18, da hun flyttede ind – og det var ikke med forældrenes, og særligt ikke farens, velsignelse. Han græd. Men Ivana stråler og peger på sin sølvring på venstre ringfinger: ”Nu er jeg jo gift med Gud! Jeg er meget lykkelig”.

I den modsatte ende af Hvar finder man et kloster for munke omgivet af en frodig have med en 500 år gammel cypress, clementintræer, granatæbler, oliven, kapers, rosmarin, aloe vera, vindruer, figner... Og flere steder på øen er duften af lavendel intens. Kan ikke lade være med at tænke, at de arme nonner aldrig rigtigt får den smukke solnedgang, som åbenbarer sig hen ad aftenen, at se. Andet end fra deres vinduer i klostret. Eller bader i det skønne, klare hav, som vel også er en af Guds gaver til livet…

Næste gave til os er flyvefisk. Tilberedt (lidt for) rustikt med hoved og hale og ledsaget af solide stykker af kartoffel i en stor bouillabaisse- agtig suppedas. Gregada. En lokal og helt igennem hvarsk specialitet, som serveres med stolthed og ledsages af hvidvin.

Dag 3
Når man ligger fladt på ryggen, er det, som om solens stråler smelter enhver bekymring ud af kroppen. Tilbage er kun at nyde livet.

I dag har vi byttet båd, og det er sjovt at mærke forskellen til nu at være ombord på en ”rigtig” sejlbåd, som glider meget mere ubesværet igennem vandet. Komfortniveauet ombord på katamaranen er højt, men det føles mere autentisk at sidde her under det store sejl og mærke vinden fra havet. Og slippe for den dunkende katamaranmotor.



Vi er på vej til Komiza på øen Vis, som er den yderste beboede ø i skærgården, 60 kilometer fra fastlandet. Men inden vi når dertil, gør vi først stop ved slugten ved Stiniva – en smuk, hvid og, her lige uden for sæsonen, helt øde stenstrand i en idyllisk lagune. Og dernæst den berømte blå grotte på Bisevo. Gummibådene sættes i vandet, og gennem den snævreste indsejling (vi må dukke hovederne!) padler vi os vej ind igennem en noget klaustrofobisk og kulsort tunnel mellem de høje klippevægge – ind til et højst overraskende syn. En klippehule fuld af lysende, turkisblåt vand. Eller nærmere: En grotte oplyst af magisk blåt lys. Fænomenet opstår i det øjeblik, solen rammer en undersøisk sprække, som så reflekterer blåt. Faktisk kan man dykke under klippevæggen og svømme ud af grotten. Ana serverer risotto og små fiskeroulader. Og efter endnu en badetur letter vi igen anker og sejler mod Vis.

Og pludselig, som man ligger der og solbader… – Delfiner! Små sølvblink i vandet og mørke rygfinner dukker op og forsvinder igen et pænt stykke fra båden. Alle mand indtager straks fotoposition. Og inden vi ser os om, springer de legesyge dyr foran stævnen, og det samlede fotokorps hænger ud over rælingen for at snuppe det bedste skud i farten. Yeeha – der må hvines! Hvor er det stort. De adrætte delfiner synes at nyde opmærksomheden og kvitterer med akrobatiske krumspring i skumsprøjtene. En halv time danser de for os. Jaiii – mine bønner blev hørt!

Vi når frem til Komiza på øen Vis. En noget mindre og roligere by end Hvar. Søger man autentisk, lokal stemning, er man kommet til det rette sted. Her i den gyldne eftermiddagssol er det især byens mænd, der hænger ud ved kajen og på de små caféer og barer langs havnen. Efter en kaffe på byens torv venter en overraskelse. På bedste James Bond-manér bliver vi gennet ned i gummibådene og krydser hastigt den bælgmørke havnebugt og bliver sejlet direkte ind midt i en restaurant, som står på gamle, massive pæle. Bygningen er et nedlagt hummerlager, som nu er omdannet til den eftertragtede restaurant Konoba Jastozera (Jastozera.com). Vi fortøjer og sætter os langs de rustikke borde, hvor der serveres grillet fisk og lokal vin. I morgen venter hjemturen – først til Kremik, hvor båden skal afleveres. Og mens jeg lægger hovedet på puden og frydes over de seneste dages lærerige indsigt i sejlerlivets frihed og charme, er det slut med det havblik, som åbenbart harmonerede bedst med min balancenerve. Det blæser op, og det ellers blikstille vand forvandler sig til mere end mandshøje bølger…

Epilog
Den gyngende fornemmelse af at befinde sig ude på havet blev hængende i kroppen – og tog for alvor til, når jeg ramte sengen, hvor jeg følte mig som en fordrukken sømand i mindst fem dage efter, jeg landede i Danmark. 

ALT for damerne var inviteret af Det Kroatiske Turistråd i samarbejde med Seatravel.


LÆS OGSÅ: Istanbul - Her skal du sove, spise, shoppe og bo