Iben Hjejle og Signe Lindkvist
SPONSORERET indhold

Signe Lindkvist om selfie-trend: "Det har jo ikke noget med virkeligheden at gøre"

Signe har det stramt med piger, der snyder sig til pænt hår på selfies, og mænd, der nulrer deres skæg. Iben er bare misundelig.

Af:: Iben Hjejle og Signe Lindkvist Foto: Les Kaner
20. feb. 2020 | Livsstil | ALT for damerne

Signe: Vi skal have en lille snak om hår ... Mandehår og sådan, generel behåring. Altså, det er jo ofte dig, der hidser dig op over ting, ikke? Og nu er der faktisk noget, hvor jeg bare bliver nødt til at vide, om det er mig, der er hysterisk, eller om dét her også ville irritere dig …

Iben: Sig frem!

Signe: Kender du sådan nogle søde teenagepiger eller helt unge kvinder, som hele tiden tager deres hår i nakken og ligesom hiver det frem? Sådan så de laver en midterskilning bag på hovedet?

Iben: Omme bag på hovedet?

Signe: Ja, sådan at håret kommer frem over skuldrene, så det ser flot ud forfra ...

Iben: Bliver du sindssyg over det?

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: "Man bliver så bange og stresset over det"

Signe: Nej nej nej, men altså … Man laver sådan en midterskilning, og så tager man alt håret frem, så det ser ud, som om man har sådan noget tykt, langt hår. Og så har man sådan en virkelig dum midterskilning bagtil, ikke?

Iben: Ligesom kan du huske Barbie-dukkerne? Når man løftede deres hår, så så man, at de kun havde hår på issen-agtigt ...

Signe: Ja, og så tager de en selfie, hvor de ser flotte ud forfra, og hvor jeg tænker: Men bagfra ligner de jo ...

Iben: Jeg prøver også lige at gøre dét, som du siger. Ser det her flot ud?

Signe: Nej!

Iben: Nå???

Signe: Altså ok, det ser ud, som om du har tykt hår ...

Iben: Og så tager man ansigtet lidt ned, men kigger op i kameraet og trutter lidt med munden ...

Signe: Ja, og så sidder de og snor en lille hårtot. Men altså, det har jo ikke noget med virkeligheden at gøre … Apropos nulre sit hår, så har min kæreste fået skæg, og han sidder hele tiden og piller i det ...
Iben: Din kæreste har ikke FÅET skæg! Det har han haft i mange, gode, herrens år.

Signe: Ja, han HAR skæg. Ja undskyld.

Iben: Det kan jo ende helt galt, hvis du ikke har styr på din mands ansigtsbehåring: ”Hvem fanden er du? Er det dig, der kravler rundt på mig om natten med dit behårede ansigt, så jeg bliver forskrækket og klasker dig op på væggen?!” Det er Mads, han hedder Mads, og han er skidesød! Og meget tålmodig med dig!

Signe: Ja! Men han er begyndt at sidde og gnubbe sig i skægget. Hvad sker der med folk og deres hårvækst? At de skal sidde og gramse sådan i det? Kan man ikke holde hænderne i ro? Lægge dem på bordet?

LÆS OGSÅ: Pernille Højmark om sin værste rejse: "Det kommer ALDRIG til at ske igen"

Iben: Jeg bli’r lidt bange nu, fordi jeg faktisk lider af det, man kan kalde skægmisundelse – det har jeg gjort fra en meget tidlig alder. Allerede da jeg er 3-4 år gammel, siger jeg til min far; ”Jeg glæder mig til, at jeg også får skæg”. Så tænker min far, at nu gælder det om ikke at lægge begrænsninger på barnet, men vælger alligevel at sige: ”Jeg tror altså ikke, at du skal gøre dig alt for store forhåbninger om det skægprojekt ...”. Men jeg siger ”Jojo! Det skal nok komme! Til gengæld skal jeg ikke have bryster, de ser dumme ud, dem skal jeg ikke have. Dét skal jeg ikke bede om! Skæg er flot! Bryster er fjollede! Og jeg tror nok, min far bare endte med at sige: ”Javel, jamen det er da en fin beslutning”. Så jeg er faktisk lidt misundelig over det med skægvæksten, det må jeg sgu sige.

Signe: Ja?

Iben: Men jeg kan godt se ... At hvis jeg havde et skæg, så ville jeg også komme til at sidde og hive lidt ...

Signe: Ja lige sidde og gnubbe lidt i det.

Iben: Ja gnubbe lidt.

Signe: Det og at sno hårtotter og i det hele taget pille i håret – det kan virkelig irritere mig!!

Iben: Jeg kan godt forstå din harme! Men måske lider jeg generelt ikke bare af skægmisundelse, men af hårmisundelse? Jeg er utroligt tyndt befolket med hår oven på mit hoved. Altså på det, vi kalder issen. Og så tykner det lidt længere bagude på hovedet, men det gør jo altså også, at hvis jeg har haft håret i en elastik, for eksempel, så ligner jeg, hvad hedder han? Hugo Rasmussen!

Signe: Hugo med kontrabassen!

Iben: Han var et fint og ordentligt menneske! Men han var skaldet som en billardkugle oven på hovedet, og så havde han laaaaaangt, langt, langt lyserødt hår. I sine unge dage var han kraftigt rødhåret, og så blev det gråligt, sådan den der gullig-grå farve. Og sådan kan mit hår simpelthen godt komme til at se ud! Som om der faktisk ikke er noget ovenpå, og så alligevel lidt; noget der flagrer ud!

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Det er ulækkert! Jeg kan simpelthen ikke lide det"

Signe: Hahaha! Jeg skal være ærlig at sige, at der er meget få mennesker, jeg tænker, at du ligner, og Hugo Rasmussen er simpelthen ikke en af dem.

Iben: Tænker du ikke på Hugo Rasmussen, når du ser dét her nu?

Signe: Nej! Jo? Måske hvis du havde en skaldepande?

Iben: Nå ja selvfølgelig. Derfor kan jeg godt følge, at du bliver rasende over det med det hår – at det ser dumt ud. Det ser da også irriterende ud! Men alt hvad unge piger i øvrigt foretager sig for at komme til at se smarte ud på selfies, det er så ... Ja, irriterende!

Signe: Ja det er virkelig irriterende! Så er din tese, at unge piger piller i håret for at se smarte ud, og mænd piller i skægget for at se kloge ud? Jeg synes bare, de alle ser irriterende ud. Lad nu det hår være!

Iben: Der er ”trut”, og der er ”kig ned”. Men det er også, fordi det ikke fungerer for mig. Jeg har poser under øjnene, jeg har tynde, tørre, gamle læber, og jeg har for lidt hår på hovedet. Det er faktisk bare et spørgsmål om misundelse. Sådan er dét!

Anbefalet til dig