Sine Gerstenberg: Jeg lider ikke af FOMO, men JOMO

For et par måneder siden læste jeg en mærkeligt opløftende tekst i det amerikanske magasin The New Yorker, der hed ”Events We Are Actually Glad Were Cancelled”. Her opregner redaktionen alle de ting, de ikke er kede af at måtte undvære denne sommer. Listen strækker sig fra festival-madforgiftning til dyre babyshowers. Artiklen ramte en stemning i mig, jeg har haft det meste af mit liv. For mens millen-nials og nu også deres forældre og i stigende grad deres små søskende har haft travlt med at harcelere over en konstant følelse af FOMO (Fear Of Missing Out), der kun er blevet inten-siveret af Instagram, Facebook og Snapchat, så har jeg det proportionalt omvendt. Jeg rammes oftere og oftere af en næsten euforisk stemning af JOMO (Joy Of Missing Out), når jeg hører om en fest, jeg ikke er blevet inviteret til, et arrangement forbeholdt VIP’s eller en koncert, der er blevet aflyst. Så slap jeg for de tømmermænd, tænker jeg. Og så vandt jeg lige tre timer til at skrive min klumme færdig, bage flere boller til min umættelige fryser og drikke en kop neskaffe til Netflix i sofaen med min mand. 

LÆS OGSÅ: ”Januar behøver faktisk ikke at være starten på dit nye, forbedrede jeg”

Tænk at foretrække en omgang trivielle hverdagsoplevelser frem for at få kuldegysninger til en Beyoncé-koncert, møde Vanessa Bruno til en smart middag i Nyhavn eller danse på bordene i Kødbyen. Det kan ikke skyldes min fremskredne alder eller behovet for at bruge mere tid med mine børn, for jeg har altid har haft det sådan her – også da jeg gik i 3.g, og der var rig mulighed for at blive fuld i Jägermeister på en tirsdag under prædikatet ”morgenfødselsdag”, og da jeg boede på kollegium og bare kunne råbe ”så er der køkkenfest!” en hvilken som helst aften i ugen, og så ville der være fem-ti ligesindede klar med Taffelchips og billig cava.

De moderne medier har til gengæld udstyret mig med en anden form for lidelse. Fear Of Not Reading Enough. FONRE kalder jeg det. For mit feed på insta, mine foretrukne podcasts og naturligvis ALT for damerne minder mig konstant om alle de bøger, jeg burde læse, burde have læst og burde debattere. For hvis der er noget, den moderne verden ikke har smadret, så er det da dygtige menneskers lyst til at skrive vedkommende, overraskende, humørfyldte eller provokerende bøger. Og en voksende læserskares lyst til at konsumere dem. Så hvad stiller man så op med FONRE, spørger du, kære læser, der allerede nu fortryder, at du har brugt 10 minutter af dit liv på at læse min klumme frem for at gå i gang med en af de glimrende bøger, litteraturredaktør Marie-Louise Truelsen anbefaler på side 17? Rådet fik jeg i sin tid, da jeg grædende ringede til min far, fordi jeg var kommet alt for sent i gang med mit bachelorprojekt om Søren Kierkegaards æstetiker og Bret Easton Ellis’ ”American Psycho”. 

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: "Jeg ved ikke engang, hvad et webinar er?"

”Ved du, hvordan man spiser en elefant”, spurgte min far og svarede: ”En bid ad gangen”. Og så skrev jeg min opgave. Et ord ad gangen. På samme måde som jeg nu bekæmper min FONRE et ord, en side, et kapitel ad gangen. Jeg har opgivet at følge med andres læsehast, og jeg har hverken læst Brinkmann eller Knausgård, da de var på alles læber, ligesom jeg fortsat har Elena Ferrante til gode. Men jeg har netop læst en herligt unødvendig bog (”Adults” af Jane Emma Unsworth), og på mit natbord venter både ”Meter i Sekundet” af Stine Pilgaard og ”Tour de Chambre” af Tine Høeg. De udgør de næste fristende bidder af den elefant ved navn FONRE, jeg aldrig bliver færdig med at goutere.