Stephanie Caruana
SPONSORERET indhold

”Januar behøver faktisk ikke at være starten på dit nye, forbedrede jeg”

Klummeskribent Stephanie Caruana NÆGTER at ændre sit liv og skrue ned for alt det, der ikke optimerer tilværelsen, når det nye år begynder. Mådehold og selvkontrol skal ikke blive en målestok for, om man er et godt menneske eller ej.

Af: Stephanie Caruana Foto: Peter Nørby
27. jan. 2020 | Livsstil | ALT for damerne

Året er nyt og sprødt! Så burde man vel egentlig også selv arbejde hen imod at blive det, eller hvad?

Særligt i januar virker det oplagt, for man kan jo altid lige skære ned på dette og hint på tallerkenen, snøre løbeskoen, Marie Kondo’e sit hjem og skrue ned for alt, der ikke optimerer i tilværelsen, ikke sandt?

LÆS OGSÅ: Klumme: "Jeg er blevet bragende uvenner med min lokale cykelhandler"

Jeg. Nægter. Så er det sagt. Både fordi jeg er dovent anlagt og har travlt, og simpelthen fordi jeg ikke føler behovet på egne vegne. Hverken i januar eller resten af året. Men jeg er både fascineret og lidt forundret over alle dem, der pludseligt ser lyset og ændrer alt i deres liv, fordi de nu har fundet ”den rette vej". Den der ene ting, der har fået dem til at forsage deres tidligere tilværelse og levevis.

Hvis det drejer sig om kendte mennesker, så betyder det oftest en bog og/eller en optræden i blødere livsstilsprogrammer, eventuelt foredrag (der så kan kaste nye bøger af sig). Hvis I nogensinde ser mig gøre sådan efter at have kastet mig over en eller anden dille (eller skabt min egen, uanset om det er kost eller træningsform), så forventer jeg en harmdirrende læserstorm fra skuffede kvinder.

Mange har da glæde af at stramme deres kødelige hylster i en eller anden grad (eller at opgive kød i det hele taget). Men jeg undrer mig, når mådehold, selvkontrol og askese bliver en målestok for, om man er et godt menneske eller ej.

Hvorfor er det lige, at for eksempel ego-ekstremsport som en ironman eller den evige maraton automatisk bliver set som noget, der gør folk til bedre ledere? Det siger da intet om evnen til at være nytænkende, skabende, eller om man er en, der forstår sine medarbejdere. Det er jo ikke en faglighed i sig selv at kunne køre på carboncykel eller spise palæo eller vegansk, men mest af alt en livsstils-markør. Noget, der viser, hvor man synes, man hører til blandt segmenterne.

En klog kvinde bemærkede engang: Er der overhovedet en eneste singlemand, der dyrker triatlon? Snakken havde gået på, om man gad date en mand, der gjorde. Også selvom han var sød og flot og alt det. Men så løste dilemmaet sig selv. For det er primært mænd i forhold, der dyrker ekstremsport. Måske fordi de ikke har fantasi til at finde på noget sjovere? Måske fordi de føler, at de så holder døden, alderen og hverdagen fra livet? Flygter de fra deres helt almindelige tilværelse og drømmer om finde deres autentiske selv igen? Det er ikke godt at vide.

LÆS OGSÅ: Hvorfor giver de kloge os ikke dårligt selvværd?

Jeg tror hellere på andre mennesker, kunst, bøger og kultur som det, der giver mig livsvitaminer. Et skud af rå energi og ny inspiration, som giver mig overskud på den personlige og menneskelige bundlinje. Oplevelser, der giver nye tanker og inspiration, som er noget, jeg kan give videre til dem, jeg møder.

Jeg lever selv efter dette princip: Man skal ikke plage andre eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre, hvad man vil.

Dét er en genial leveregel, som alle kan lære noget af, så det burde jeg selvfølgelig skrive en bog om, men Thorbjørn Egner kom mig lige i forkøbet. Jeg snupper en kardemomme-snurre og en kaffe til og glæder mig til resten af 2020.

Anbefalet til dig