Mit første minde 

"Er fra Esbjerg Hospital. Jeg kan huske fornemmelsen af de lange gange og den der helt særlige lugt af hospital. 

Jeg var to-tre år gammel og havde været indlagt for at få fjernet polypper. 

LÆS OGSÅ

Peter og Lise Mygind: Dette er noget af det vigtigste i et ægteskab

Man skal huske at tænke sin partner ind i de beslutninger, man træffer, mener Peter og Lise Mygind. De har været sammen siden 1991 og minder ofte hinanden om, at de er et team.

Jeg var alene, for det var i en tid, hvor forældre ikke blev indlagt med deres børn, men kun kom på besøg. Det har helt sikkert været mine forældres plan at hente mig, men da jeg pludselig blev udskrevet, kom jeg med en hjemtransport i stedet og tilbagelagde de 30-35 kilometer mellem Esbjerg og vores nye hus i Holsted helt alene. 

Jeg kan meget tydeligt huske at sidde i den her for mig enorme minibus af en taxa og føle mig helt utrolig lille. Og huske den voksende uro for hvor jeg mon var på vej hen. 

De har nok sagt det til mig, men jeg har ikke forstået det. Og det efterlod en dyb følelse af forladthed i mig. Oplevelsen har lagt en heftig modvilje i mig mod at være alene, som stadig forfølger mig som et traume i dag. 

Bare min mand rejser sig fra sofaen for at gå ud og tisse, pipper jeg: ”Hvor ska’ du hen?” Altså, det er jo skørt! Men jeg kan bare ikke lide at blive efterladt på bagperronen, jeg vil helst have mine mennesker tæt omkring mig. 

Hele tiden."

Mit første job 

"Fik jeg selv stablet på benene af ren nød. 

Jeg var på fodboldlejr i Roskilde og havde brugt mine penge til billetten hjem på snolder. Og så måtte jeg jo finde på noget. 

Vi var indkvarteret på en skole, så jeg gik resolut på jagt i de små klasser og tømte skabene for udklædning. Og så trommede jeg fodboldbørnene sammen til en forestilling. 

Jeg fremførte Kaj og Andrea-monologer og lavede et nummer, hvor jeg sminkede mig selv helt vanvittig, mens jeg myndigt fortalte, hvordan man bar sig ad med at lægge en smuk, professionel makeup. 

De skreg af grin, og jeg tjente 800 kr. 800 kroner! Det var mange penge for en 13-årig! Jeg kunne rejse hjem i stil. 

Men vigtigere, så lagde oplevelsen nok kimen til min revykarriere. Jeg havde totalt altid haft et optræder-gen og parodieret Gud og hver mand hjemme i Holsted. 

Men jeg havde ikke helt fået lov til at folde mig rigtig ud. Og i Roskilde var der ikke nogen til at holde igen, så jeg kunne bare give den fuld skrue."

Mit første kys 

"Fik jeg meget mod min vilje af Niels fra min klasse, der bestemt heller ikke ville kysse mig. Vi lå i en høstak på en mark, og så pressede vores klassekammerater vores hoveder sammen. 

Det var ikke et overgreb, men der var klart noget mobning i det. 

LÆS OGSÅ

Christina har talt med 50 utro kvinder – og hun blev overrasket over, at én ting gik igen...

En bog om kvinders utroskab. Er det farligt at læse om? Måske. I hvert fald oplever forfatteren bag, at kvinders utroskab er et fortsat tabu, selvom flere kvinder faktisk gør det. Men hvorfor? Og hvad siger det om vores samtid? Antropolog Christina Anderskov giver sit bud.

Siden har jeg kysset mænd med fuldt overlæg. Men der skete alligevel noget særligt, da jeg mødte min mand (Kasper Le Fevre). Jeg kan huske, hvordan vi – kort efter vi havde mødt hinanden – lå helt tæt sammen og bare så hinanden i øjnene, i hvad der føltes som timer. 

Uden at det blev det mindste akavet eller mærkeligt. Det var bare sådan en nysgerrig undersøgelse af, hvem den anden var. Og en dyb følelse af forbundethed. 

Den forbundethed var også nødvendig. Han var 23, og jeg var 35 og havde en lille datter, så der var meget på spil for mig. Jeg havde aldrig kastet hverken mig selv eller mit barn ind i en relation til så ung en mand, hvis ikke jeg havde mærket den forbundethed. 

Og mærket at det ikke kunne være anderledes. For det kunne det ikke. 

Vi er stadig sammen i dag. Og jeg er stadig meget lykkelig og meget forelsket i min mand. Vi var meant to be!"

Min første overnaturlige oplevelse 

"Fik jeg i starten af mine 20’ere, da jeg boede i en lille lejlighed på Amager og en morgen vågnede og så lige op i nogle fodspor i loftet. 

Som om nogen eller noget havde gået rundt over mig, mens jeg sov. De kunne ses med det blotte øje, men viskede nærmest sig selv ud. Jeg blev vildt bange og skubbede det hurtigt fra mig. Og det har jeg i virkeligheden gjort hele mit liv. 

Holdt den type oplevelser ud i strakt arm.

Min mor havde ellers nogle evner og en helt vanvittig intuition, som hun brugte hele sit liv. Hun hjalp mennesker med at blive klogere på deres liv. Hun skrev sine råd ned, som var det med ført hånd. Og hendes skrift var forskellig fra hinanden hver eneste gang. 

Så jeg er vokset op med, at man skal bruge de egenskaber, hvis man har dem. Jeg kunne bare overhovedet ikke overgive mig til dem. Det var først efter min mors død i 2018, at den dør blev åbnet. 

Hun døde pludseligt, og jeg oplevede et enormt behov for at komme tæt på hende, fordi jeg ikke havde fået mulighed for at sige alt det, der skulle siges. Og en morgen vågnede jeg og mærkede, at hun sad hos mig og aede mig over håret. 

Det var umiddelbart efter, jeg vandt 'Årets Revykunstner', og hun fortalte, at hun var der for at sige tillykke. Det var så fint og rørende. 

Det var også min mor, der satte gang i min og min mands undersøgelse af landets gamle herregårde og de spøgelseshistorier, der har udspillet sig gennem tiden. 

Først i vores podcast og nu i vores nye bog. Hun havde efterladt en kæmpe samling bøger om godser og herregårde, og selvom jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med dem, da hun døde, pakkede jeg dem ned og beholdt dem. Og to år senere blev de pludselig et uvurderligt bibliotek i vores jagt på den hvide dame og andre spøgelser. 

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Jeg er dybt fascineret af spøgelsernes verden, men jeg tør stadig ikke gå derind og åbne op for den for alvor. Jeg kunne dog aldrig drømme om at negligere eller gøre grin af andre menneskers oplevelser."

Mit første barn 

"Er også mit eneste. Og et fuldstændigt mirakel. Hendes far og jeg kæmpede i seks år for at blive gravide, da en læge meldte ud, at det ikke ville ske. Og at det var mig, der ikke kunne lykkes med at undfange. 

Tre uger efter blev jeg gravid. Og så kom hun, Andrea. Hun var fantastisk og blev vitterligt til mod alle odds, for selvom jeg har prøvet siden, så er det aldrig lykkedes mig at blive gravid igen. 

Men hun er også et pragteksemplar, så jeg klager ikke. 

Jeg var ikke sådan en mor, der bagte boller og sad i sandkassen med en skovl. Og det har jeg haft lidt dårlig samvittighed over, indtil jeg fandt ud af, at jeg var en helt ok mor på mine egne præmisser. 

Vi var altid meget tætte. Også da hun blev teenager, og hendes veninder kom og hang ud og talte om menstruation og kærester og alt muligt andet, der rørte sig i deres ungdomsliv. 

Det var altid hos os, de holdt fester. Og i dag hvor hun er voksen og selv er blevet skuespiller, har vores fælles fag bragt os sammen på en helt ny måde. 

Jeg har været lidt bekymret for, at Andrea blev enebarn. Jeg er selv ud af en søskendeflok på seks, så jeg synes ikke, det var fair over for hende, at hun skulle være helt alene. 

Men jeg har opdaget, at enebørn er utroligt dygtige socialt. Til at skabe nære venskaber og relationer, fordi de ikke lige har en søskende at række ud til. 

Jeg er helt vildt stolt af hende."

Min første ven 

"Var Henriette. Og også i dag er hun den veninde, jeg vil gøre alt i verden for. Hun var den, der virkelig formåede at samle mig op efter min mors død. Hun sagde: ”Husk nu på, at jeg har kendt dig kun fem år mindre end din mor. Og at jeg stadig er her!” Og det mindede mig om, at jeg stadig havde et livsvidne. 

Vi mødtes i børnehaveklassen og faldt med det samme i hak. Jeg var en lille pige, der lavede komik i en lillebitte by og nok larmede lidt for meget. Det var i hvert fald den følelse, jeg havde. 

Men jeg larmede ikke for meget for Henriette. Hun og jeg kunne fjolle og fjumre rundt og grine. Også hjemme hos hende, hvor hendes far havde præcis samme humor som os. 

Det var en kæmpe befrielse at opleve. At jeg ikke skulle være en anden end den, jeg var. Vi har været venner hele vejen. Gennem bryllupper, børnefødsler, kriser og skilsmisser. Og selv når der går lidt længere mellem, at vi ses, er fortroligheden og nærheden den samme. 

Jeg føler mig så taknemmelig og privilegeret over at have sådan en ven i mit liv. Især med det arbejdsliv jeg har ført og fører, ved jeg, at det ikke er noget, jeg skal tage for givet. 

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Jeg arbejder, når andre holder fri. Når andre spiser middag, tager på stranden, på museer eller i sommerhus, så står jeg på scenen. Det er ikke gode forudsætninger for at vedligeholde venskaber og skabe nye relationer. Det er jeg helt bevidst om. 

Derfor værdsætter jeg de relationer, jeg har, utroligt højt."

Mit første alderstegn 

"Opdagede jeg nok først for alvor, da jeg opdagede, at jeg var begyndt at blive taget mere alvorligt. Jeg har altid haft et enormt pleaser-gen og været bange for at fremstå som en primadonna. 

Så jeg har været sød og stille og føjelig og meget opmærksom på ikke at kræve for meget eller blive for bestemmende. Men i takt med at jeg er blevet ældre, har det forandret sig. Jeg er helt klart selv blevet bedre til at tage min plads og gøre mine meninger gældende. 

Men det er ikke kun det. Det er også som om, omverdenen viser en kvinde i min alder en anden form for alvor, respekt og lydhørhed. Det nyder jeg. På den måde har alderen kun bragt noget meget værdifuldt med sig for mig. 

For et par år siden fik jeg ellers den tanke, at jeg ikke længere kunne være flirtende, når jeg optrådte, fordi jeg simpelthen var blevet for gammel til at gå ned blandt publikum med et smil og et blink. Jeg var pludselig bange for, at det var pinligt for mig. 

Men selvfølgelig var det ikke det. Og det er gået op for mig, at jeg selvfølgelig ikke skal justere på noget på grund af min alder. 

Jeg skal bare nyde, at jeg er blevet bedre til at tage min plads."