Her er serien, du bare skal se lige nu

Her er serien, du bare skal se lige nu

Lars Ranthe og Danica Curcic spiller overklasseparret, der pludseligt befinder sig i en uvant ubehagelig situation, der ødelægger idyllen i ”Reservatet”. Her får du tre anbefalinger til serier, du skal streame netop nu. 

ALT for damerne logo

Reservatet

Vi kender Per Flys fornemmelse for klasser. Op igennem 00’erne fyldte han de danske biografer med sine tre store succes-film; ”Bænken”, ”Arven” og ”Drabet”. 

I den nye Netflix-serie ”Reservatet” er han tilbage i overklassen, som han og manuskriptforfatter Ingeborg Topsøe betragter med en kompliceret forsvindingssag som prisme. 

Danica Curcic og Lars Ranthe spiller det nordsjællandske velhaverpar, hvis unge fillippinske au pair, Ruby (Donna Levkovski) pludselig en dag er væk. 

Først tager de forholdsvist let på det, men naboen Cecilie (Marie Bach Hansen) føler sig sikker på, at der ligger en forbrydelse bag, og kaster sig sammen med sin egen au pair, Angel (Excel Busano), ud i at finde ud af, hvad der er sket. 

Politiet underprioriterer sagen og lader en helt grøn efterforsker (Sara Fanta) tage sig af den, så hjælpen fra Cecilie lander på et tørt sted. 

Hun er i begyndelsen optændt af den hellige ild, men efterhånden som hun får gravet sig ned i det pæne kvarters hemmeligheder og magtstrukturer, står hun i et dilemma: Sagen kan have noget at gøre med hendes egen familie, og hun bliver tvunget til at se på sin egen status og privilegieblindhed med nye øjne.

”Reservatet” har premiere på Netflix 15. maj

Pørni 

Jeg har tidligere lovprist den norske serie om den hjertevarme jern-mor Pørni, og nu vil jeg bare lige gerne minde om sæson 5, hvor morfar Ole Johan er blevet en ren bridezilla i forberedelserne til brylluppet med Stephen. Pørni står som altid til rådighed, samtidig med hun har fået nyt job.

”Pørni” har premiere på Netflix 15. maj

Billede fra serien 'Pørni'

Overcompensating

Man kan fodre grise med komedier, der foregår i collegemiljø, men ”Overcompensating” lyder som et godt bud på en fornyelse. 

Den handler om en tidligere fodboldspiller og homecoming king, der skjuler sin seksualitet, og hans veninde, outsideren Carmen. Sammen navigerer de i fester, dårlige dates og falske ID’er – guidet af Bennys søster og hendes legendariske kæreste. 

”Overcompensating” har premiere på Prime Video 15. maj

Billede fra serien 'Overcompensating'