Da Mette Sommer rejste
til Mexico for at lede efter kærligheden i datingprogrammerne ”Bachelor” og ”Bachelorette”
var det med et knust hjerte i bagagen.
For hjemme i Danmark
havde hun datet Kristian Lindegaard, som mest er kendt som Krelle, men parret havde ikke kunnet få forholdet
til at fungere.
Men da Kristian
Lindegaard tændte for tv-skærmen i sin lejlighed på Vesterbro, var det svært for ham at
se Mette Sommer date andre mænd.
”Det er ikke
særlig fedt at se én, man holder rigtig meget af, date en masse andre mænd og
være i total vildrede med sine egne følelser omkring hvorvidt jeg turde springe
ud i det med Mette eller ikke turde, og jeg var meget i tvivl om mange ting i
den periode,” fortæller han i podcasten ”Et nyt kapitel,” hvor både han og Mette
Sommer deltager.
Men da Mette Sommer
igen var på dansk jord, faldt brikkerne endelig på plads.
”Der var jeg sgu
ret sikker på, at det skal være dig og mig. Nu har vi alligevel brugt ret meget
tid på at være lidt on og off og ses med nogle andre. Og det var sgu lidt
kaotisk, for vi blev alligevel ved med at hænge sammen på en eller anden måde.”
For Mette Sommer
er der heller ingen tvivl om, at det skulle være de to.
”Jeg har jo altid
sagt, at Krelle var the one that got away. Og det tror jeg, jeg ville sige,
uanset hvem jeg havde endt med, hvis det havde været en anden end
Krelle, for han var min store kærlighed, og han er stadig min store kærlighed.”
Konflikter, der eskalerer
I dag har parret
sammen sønnen Sigurd, som kom til verden i september 2024.
Men selvom de
nyder hverdagen som forældre til et spædbarn, så oplever de også at støde ind i
de samme konflikter igen og igen.
”Vores udfordring
er, at vi simpelthen hører og siger ting, som den anden misforstår. Så det er
både afsender, der misforstås, men det er også modtageren, som misforstås,” siger
Mette Sommer, som kommer med et eksempel på en konflikt, de har haft derhjemme:
”Hvis jeg siger,
at opvasken er ikke taget. Så kan modtageren, i det her tilfælde Krelle, nogle
gange tage det som et angreb. Jeg kunne lige så vel have sagt ”hvorfor har du
ikke taget opvasken, Krelle?” Det er pisseirriterende.”
Kristian
Lindegaard tilføjer:
”Vi oplever bare
tingene vidt forskelligt nogle gange, føler jeg. Som om, vi har to forskellige
virkeligheder af, hvad der lige skete i situationen. Og jeg føler nogle gange
at Mettes mimik og tone kan være ret skarp, og hun føler nogle gange, at jeg er
super nærtagende.”
Mette Sommer
anerkender, at hun har et stort temperament, som kommer til udtryk i parrets
konflikter:
”Jeg har en
arousal, som kan gå hurtigere op, end jeg egentlig selv ønsker. Og jeg er godt
klar over det. Jeg er ikke klar over det i situationen, bevares, men bagefter,
og når jeg sidder her og snakker med jer, så ved jeg godt, at jeg godt kan
komme lidt hurtigt op i arousal, og så er jeg ikke så kontaktbar. Det lyder
voldsomt, men you get the point.”
I selve konfliktsituationen
bliver Mette Sommers store temperament mødt af en ligeså stor frustrationsfølelse hos
Kristian Lindegaard.
”Det går ind og
rammer mit retfærdighedsgen. Hvis jeg så føler mig uretfærdigt behandlet eller
påpeger nogle ting, så siger hun ”nej, det var ikke det, jeg sagde.” Og så
siger jeg, "jo, det er det, du lige har sagt." Og pludselig handler det ikke længere om situationen med opvasken, men det eskalerer ret hurtigt til et småskænderi
eller et større skænderi, som mest handler om hvem, der sagde hvad, hvem, der gjorde hvad, og hvorfor,” fortæller han.
Og også i
afviklingen af skænderiet oplever parret, at de er meget forskellige.
”Krelle vil
rigtig gerne snakke om det og lukke den, og jeg gider ikke snakke om det, for
jeg kan mærke, at vi ikke kommer nogen vegne og jeg føler mig lidt trængt op i
en krog. Og så vil jeg ikke snakke om det, og det frustrerer Krelle,” siger hun
og fortsætter:
”Så sidder vi to
frustrerede mennesker i hver vores ende af sofaen. Og så snakker vi ikke lige
sammen i et stykke tid, og kommer så frem til, at det var dumt. Altså, hvad
fanden var problemet egentlig?”
”I skal tale på skift”
I podcasten ”Et
nyt kapitel” giver terapeut Ditte Vinkel en øvelse til parret, som forhåbentlig
kan hjælpe dem med at løse deres konflikter. Men øvelsen skal foregå efter
sammenstødet har fundet sted.
”Når I har haft
utrygheden mellem jer, så kan det
være, at I sætter jer om aftenen eller næste morgen og bliver enige om, at I skal
snakke om det,” siger Ditte Vinkel og fortsætter:
”Og så uddeler I rollerne
mellem hinanden - hvem lytter og hvem taler. Og den, der starter med at tale, skal så spejles af den anden bagefter. Så den ene siger en sætning eller to - og
det er meget vigtigt, at der ikke bliver fyldt for meget på her, for man skal kunne
huske, hvad den anden har sagt, og det er skidesvært, især hvis man selv har
været i effekt i øjeblikket. Så kapaciteten for at lytte er ikke særlig stor.
Så hvis du starter, Mette, så skal du sige en eller max to sætninger, og så laver
du et ophold. Og så gentager du, Krelle, hvad du lige har hørt Mette sige. "Okay, så du synes ikke, at det er rimeligt, at du ikke må sige det her med
opvasken."
”Og når du,
Krelle så har gentaget den ene eller de to sætninger, så spørger du, ”er der
mere?” Og så siger du, Mette ”ja, jeg kan også mærke, at…” Ophold. Og så gentager du, Krelle."
Øvelsen med at
lytte og gentage falder i god jord hos Mette Sommer, som er klar på at prøve
den af.
”Jeg forestiller
mig allerede, at jeg siger et eller andet til Krelle, og at han bare siger det
igen. Jeg kan mærke, at det var bare det, der skulle til,” siger hun og griner.
Kristian Lindegaard tilføjer - også med et grin:
”Fixed.”
Inden parret skal
hjem og teste øvelsen af i praksis, kommer Ditte Vinkel med en ekstra påmindelse:
”Det er meget
vigtigt, når I sætter jer, at I tænker over at være den bedst tænkelige udgave
af jer selv. Så hvis jeg skal tale, så kan det jo heller ikke nytte noget, at jeg
angriber og går efter ham og tænker "nu skal han fandme få det." For så bliver
det igen svært at lytte, når man sidder og bliver skudt i smadder. Så man skal
formulere sig på en sød og saglig måde.”