Pernille Rosenkilde har 180.000 følgere på Instagram, og
derfor er hendes tilstedeværende på sociale medier også en del af hendes
professionelle arbejdsliv – selvom det indimellem volder hende nogle problemer.
Det fortæller hun i et stort interview med magasinet Vores
Børn.
”Jeg synes nærmest, at det er pinligt at sige, jeg er
influencer. Det er et dilemma, for jeg synes det er svært at promovere tøj og
ting i en verden, hvor vi skal skære ned på den slags. Jeg er jo en del af
problemet. Men jeg prøver at bidrage til at sprede glæde og håb på Instagram –
og jeg hører fra folk, at de bliver inspireret til at udtrykke sig med deres
tøj.”
Pernille deler også billeder af sin 3-årige datter Lizzi på
sin Instagram, men er lige nu i tænkeboks omkring, hvor længe hun skal blive
ved med at gøre det.
”Det er svært, fordi jeg er så stolt af vores familie, og jeg
vil så gerne vise dem frem. Nu er der den her nye debat om børnenes GDPR, og
jeg lytter til det, der bliver sagt og besluttet. Det her er en branche, hvor
det går ekstremt hurtigt, og lovgivningen halser efter. Teknologien udvikler
sig hurtigere, end vi kan nå at tænke over, hvad den gør ved os,” reflekterer
Pernille.
Debatten er som en steppebrand
Hun synes generelt, det er svært at bevare en nuanceret og
ordentlig debat på de sociale medier, og især når det gælder temaer som moderskab,
mental load og meget andet.
”Debatten kan hurtigt blive overstyret, for det går jo så
sindssygt hurtigt. Det løber afsted som en steppebrand – fx hvis man siger
noget om bæredygtighed, så er der straks et kor, der er efter dig med alle de
ting, du gør forkert. Jeg kan også godt mærke, at jeg er bange for at sige
noget her, der kan komme tilbage i hovedet for mig. Fx mine tanker om mental
load eller at man deler sine børn på sine sociale medier. Der kommer med
garanti nogen nu og bliver rigtig vrede på mig. Det synes jeg er ærgerligt, for
det forstummer en debat, der er vigtig at have. For det er jo ikke det, der er
svaret."
Hun ville ønske, at vi kunne tillade os selv at være mere
sårbare og i tvivl.
”Det kan være, at min datter kommer om ti år og er virkelig vred
over, at jeg har delt billeder af hende, og så vil jeg være klar til at tale
med hende om det. Men jeg håber nærmest, at Instagram er lukket til den tid,
hvilket jo er paradoksalt, når det er det, jeg lever af. Der er så mange
slagsider ved de sociale medier, især for børn og unge – men det er en hel
artikel for sig.”
Læs hele interviewet i magasinet Vores Børn, hvor Pernille
Rosenkilde også fortæller om sine to fertilitetsforløb og hvordan tøj er en stor del af hendes identitet.