Maria Brus Pedersen: ”Denne fugtighedsmaske er en mirakelkur til træt og tør hud”
Hun er foruroliget over genopstandelsen af 90’ernes tyndhedsidealer og situationen i Gaza. Til gengæld glæder Maria Brus Pedersen sig over hverdagens små lykkestunder, rød læbestift, duften af hundepoter og en særlig creme, der giver fugt om natten.
Min morgenrutine består af … at ligge for længe i sengen, mens min kæreste står op og laver morgenmad til os. Jeg er meget heldig.
At pleje min hud betyder for mig … at rense den hver dag, bruge solcreme og give den noget fugt om natten.
Jeg elsker Kiehl’s produkter og køber dem ret religiøst.
Jeg lægger makeup, når … jeg har brug for lige at ranke ryggen lidt ekstra. Min makeuprutine er i det daglige meget minimal: jeg bruger solcreme, fugtighedscreme og måske mascara. Til fest elsker jeg at gå all out, have flotte røde læber, flydende eyeliner og sorte vipper. Jeg er en drama-girl.
Hvis min hud slår ud, er mit trick at … væbne mig med tålmodighed og vente på, at jeg ikke længere har min menstruation. Det virker hver gang.
Jeg plejer mit hår med … meget lidt, desværre. Jeg begyndte at afblege mit hår, da jeg var 13, og fortsatte så i cirka 15 år, og nu hvor jeg kører en naturlig voksenblond uden nogen hjælp, synes jeg bare, mit hår burde være taknemmeligt. En gang imellem får det en hårkur.
Den bedste duft for mig er … hundepoter! Hvorfor dufter de altid af popcorn? Så lækkert.
Det mærkeligste produkt, jeg har på badeværelseshylden … er en natbøjle til 3.000 kroner, som jeg sover med hver nat, fordi jeg er så anspændt et menneske, at jeg ellers filer mine tænder ned i søvne.
Luksus for mig er … tid med min familie og venner.
Hvis jeg kunne give mit unge jeg et skønhedsråd, ville det være … nyd, at du er så effortlessly lækker, at dine tømmermænd er milde, og at din hjertesorg hurtigt går over. Og drop så det solarie!
Det bedste skønhedstip, jeg nogensinde har fået … fik jeg af min mor, som sagde, at olivenolie ikke feder, fordi det løber lige igennem. Så vidt jeg ved, er det overhovedet ikke rigtigt, men det er stadig det sjoveste råd, jeg har fået.
Når jeg skal have smilet frem, lytter jeg til … hele Lordes album 'Solar Power'. Det fik ret lunkne anmeldelser, og jeg forstod det aldrig, for mig er det lyden at være en drømmende idealist, solbeskinnet, elsket, ung og navlepillende.
Det sted, jeg er i livet netop nu, er … komplekst. Jeg er både glad og stolt over, hvor godt min bog er blevet taget imod, og over hvor meget den ser ud til at betyde for dem, der læser den. Samtidig er jeg dybt optaget af situationen i Gaza.
Så mange mennesker har ikke længere et hjem at vende tilbage til, og på Vestbredden fortsætter de ulovlige bosættelser.
Jeg tror, generationerne efter os vil se tilbage på, hvordan vi så til, mens tusinder af civile blev dræbt og sultet — og føle skam over, at vi ikke gjorde mere for at stoppe det.
Hvis jeg kunne sige en ting til mine medsøstre, ville det være … at måden, vi fordeler arbejdet mellem os i hjemmet, er dybt politisk og har virkelig store implikationer på både arbejdsliv, økonomi, socialt liv og mentalt helbred.
Kvinder laver stadig næsten en times ulønnet arbejde i hjemmet mere end mænd HVER DAG. Det svarer til cirka ni ugers fuldtidsarbejde ekstra om året.
Nutidens skønhedsideal er … et mærkeligt throwback til 00’erne og 10’ernes besættelse af tyndhed som det ultimative mål for kvinder. Det er virkelig foruroligende. Kvinder må gerne fylde meget.
Jeg føler mig smukkest, når … jeg er omgivet af mennesker, jeg elsker. Og har rød løbestift på.