Har du været på spahold for nylig? Så er du en del af en større trend, end du måske tror
Engang var spaophold forbundet med rehabilitering, fastekure og behandling af sygdom. Men ikke længere. I 2026 handler retreats og spakultur i stigende grad om nydelse frem for pligt, balance frem for askese og mest af alt om at få tid til at nyde sit eget selskab.
Spakultur og behovet for eksistentielle pusterum har eksisteret i flere tusind år, men i 2026 har den antaget en helt særlig karakter.
For mens en retræte tidligere handlede om at få ro på tanker og nervesystem eller få behandlet svær sygdom og overvægt, er det i dag andre behov, vi skal have dækket.
− Det ligger i tidsånden, at mange af os går rundt med et generelt et savn efter en situation, hvor der ikke er nogen, der vil dig noget. Hvor man genvinder ejerskabet over sine egne tanker, krop og sjæl, forklarer sociolog Emilia Van Hauen.
− Det bliver sværere og sværere i den verden, vi har skabt, fordi vi dagligt skal udlicitere vores krop, tanker og sjæl og distribuere dem tusinde forskellige steder.
Og alle de dele af os selv, som vi har smidt ud i verden i mange stumper, opfanger indtryk, som så vi skal indtage og bearbejde. Det er alt fra maden, vi spiser, til samtalerne, vi er en del af, til skærmene, der blænder os.
Og når vi så har fordelt os på alverdens indtryk og relationer, så skal vi samle os om det hele igen og skabe en sammenhængende fortælling om ”hvem er jeg nu”. Det er overvældende.
Så når vi tager på et kurophold, køber vi både omsorg og pleje, men også et frikvarter til at samle os. Spakulturen i dag handler i høj grad om at sige: ”Fuck af, verden! Lad mig være”.
Vi lever i en tid præget af konstant optimering og selvmonitorering. Vi kan tracke vores søvn, vores skridt, vores mad og vores forbrænding, og selvom det at holde styr på sin fysik kan synes som en underholdende sport i sig selv, kan det faktisk også have en overbelastende effekt.
Men er spaoplevelsen i dag blevet endnu en arena for performance, eller er det et af de få steder, hvor vi faktisk søger at slippe kontrollen?
− Mennesker i dag ligger under for en vis mængde indoktrinering. Målet er ikke bare at være til, men at gennemføre en daglig tre-trins-raket: effektivisering, optimering og maksimering.
Proteinshaken er det perfekte billede på den tendens. Vi kan ikke bare spise det, vi nyder, vi skal konstant effektivisere måden, vi spiser på, optimere næringsindholdet og maksimere vores egen ydeevne som afledt effekt, forklarer Emilia Van Hauen.
Men nu spirer en modbevægelse frem. Vi er trætte af at performe og har brug for bare at være. − Vi kan måske ikke trække stikket helt, men vi kan give plads til ”fuck af”-følelsen.
Kræsne gæster
Carolina Moquist, der er spa manager på Hotel Tylösand i Halmstad, oplever også, at danskerne søger et afbræk mere end et decideret sundhedsretræte.
− Vores typiske gæst er en, der ønsker at træde ud af hverdagen og nyde en kombination af ro, restitution og sociale oplevelser. Vi prøver at få wellness til at smelte naturligt sammen med underholdning, kunst, musik og gode madoplevelser til de gæster, der værdsætter en helhedsoplevelse, hvor velvære og nydelse går hånd i hånd, forklarer hun.
For nyligt har det svenske hotel indgået samarbejde med danske Amazing Space om både behandlinger og produkter, for særligt danske gæster bliver stadig mere kvalitetsbevidste og nysgerrige.
− De ønsker at forstå, hvordan behandlingerne virker, hvilke fordele de kan forvente, og hvordan de kan tage deres velværerutiner med hjem og integrere dem i hverdagen.
Carolina Moquist fortæller videre, at spaoplevelser i dag handler meget mere om balance end om afsavn. Vi vil både have en blid massage og en hård workout, en sund morgenmad og et glas vin til middagen.
− Vores afslapningsområder er utroligt populære, men behandlingerne spiller en lige så vigtig rolle − både massage og effektorienterede behandlinger er meget efterspurgte.
Og så forventer gæsterne et veludstyret fitnessområde og et bredt udvalg af wellness- og træningsmuligheder. De fleste vil nemlig helst kombinere afslapning med bevægelse, og derfor gør vi os umage for at tilbyde begge dele.
På Hotel Tylösand oplever de, at spakulturen i stigende grad bliver en naturlig del af hverdagen. Folk prioriterer deres egen velvære og mentale restitution på en måde, de ikke gjorde for bare 10 år siden.
− Det betyder ikke, at spaoplevelser ophører med at være en luksus, men de er ved at blive en mere tilgængelig luksus. Det er en måde at investere i sig selv og sit velbefindende på, forklarer Carolina Moquist og tilføjer:
− Jeg tror, at fremtiden ligger i hverdagswellness: små ritualer, kortere, men hyppigere besøg og en større forståelse for, hvordan stress påvirker os.
Spa vil fortsat være et sted for forkælelse, men også et sted, hvor man finder og vedligeholder balancen i en verden med højt tempo.
En pause i hverdagen
Vi behøver dog hverken at køre til Sverige eller booke en hel weekend i kalenderen for at sænke skuldrene og få tid til vores egne tanker. I København er Hotelkæden Locke, der er tænkt som en lille oase midt i byen, netop åbnet.
− Vi vil gerne forene nytænkende design og en stærk lokal
forankring med en afslappet, moderne tilgang til gæstfrihed. Hvert Locke-sted har sin egen karakteristiske identitet, formet af omgivelserne, med interiører, der føles gennemtænkte, personlige og langt fra den traditionelle hoteloplevelse, forklarer Riccardo Cala, head of marketing hos Locke.
Han oplever, at selvom København tiltrækker masser af turister, så har danskerne også lyst til at finde åndehuller i deres egen hovedstad.
− Staycations giver en enkel mulighed for at træde ud af hverdagens rutiner og opleve en velkendt by fra et nyt perspektiv – helt uden den planlægning og det pres, der ofte følger med en længere rejse.
Locke er tænkt som et urbant fristed, der kan give et øjebliks ro midt i byens energi – men det skal samtidig føles inspirerende og levende.
− For os handler det ikke om at flygte fra byen eller fra sin hverdag, men om at skabe nogle smukke rammer, hvor vi kan være sammen på vores egne præmisser. Gæster søger i stigende grad steder med personlighed, progressivt design og en
ægte forbindelse til deres omgivelser. De ønsker, at et ophold er uformelt, mere intuitivt og mere kulturelt relevant, hvor mad, drikke og sociale oplevelser udgør en vigtig del af opholdet − og hvor man kan koble fra.
Riccardo Cala oplever et stigende behov for små fristeder, der kan fungere som både en tænkepause og et pusterum.
− Jeg tror ikke, det handler om at flygte fra byen eller os selv, men om at opsøge nogle rammer, hvor vi kan lade op, blive inspirerede og få en pause fra omverdenens krav.
Egentid på egne præmisser
Og her taler Riccardo Cala og Emilia Van Hauen samme sprog. For sociologen understreger, at vi på ingen måde savner den totale ro eller et retreat på munkens præmisser. Det vi savner mest – og derfor opsøger – er et åndehul uden indlejrede intentioner eller forventninger.
− Vi har brug for at skabe nogle lommer af tid, hvor der ikke er nogen som helst, der kan gøre krav på os eller vores tid. Og det er ikke kun de indlysende relationer som parforhold, børn og arbejdsgiver, vi vil have en pause fra.
Det er også alle de ikke så indlysende dele af vores mentale arbejde, vi søger væk fra: modediktaturet, den konstante nyhedsstrøm, de sociale medier, forklarer Emilia Van Hauen.
I en tid, hvor der hele tiden er nogen eller noget, der gør krav på vores opmærksom, kan det nemlig føles som det største flex at ”logge af” i bogstaveligste forstand og prioritere nærværet med sig selv.
Miniferien, spaopholdet, den optimerede pause handler om at være utilgængelig for omverdenens konstante krav. Og den nye luksus handler mere om nydelse, sanselighed og overgivelse end om selvoptimering og afsavn.
− Men åndehullet er jo også en optimering i sig selv, hvor vi prøver at presse en uges afslapning ind på to dage. Vi har opdaget, at silent retreats ikke virker – du bliver konfronteret med dig selv og dine egne dæmoner, men du bliver ikke nødvendigvis grebet og hjulpet videre, når tavsheden brydes.
Så giver det mere mening at sige ”Fuck af, verden – nu gør jeg noget godt for mig selv på MINE præmisser”, siger Emilia Van Hauen.