Camilla har haft en særlig frygt siden barndommen – indtil én mand ændrede det hele
Siden min barndom havde jeg udviklet en voldsom tandlægeskræk. Jeg rystede af angst, når jeg skulle afsted og hadede hvert sekund, jeg lå i stolen. Den skræk fik jeg heldigvis bugt med, da Werner blev min nye tandlæge. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg er født i 1966, men hvornår jeg første gang kom til tandlæge, husker jeg ikke.
Kun at jeg igennem hele min skoletid afskyede det øjeblik, når det bankede på døren, og en af tandklinikassistenterne fra skoletandplejen trådte ind i klasseværelset. Så var det tid til, at vi alle skulle tygge på en rød pille og bagefter stille os i kø henne ved håndvasken, hvor vi skulle skylle ud.
Herefter fik man læst og påtalt foran hele klassen, hvis der var røde aflejringer tilbage på tænderne, som betød, at man ikke havde børstet sine tænder grundigt nok samme morgen.
Endnu mere frygtede jeg dog, når vi hver især blev kaldt ned til tandlægen. Her blev jeg beordret til at lægge mig op på briksen og gabe helt op, mens den skrappe tandlæge gik i gang med at lede efter huller. Alt imens jeg lå der og bad til højere magter om at slippe for at blive boret, mistede jeg min barnetro igen.
I hvert fald endte det som oftest med, at tandlægen trak det hvinende bor frem og gik i gang med at bore, mens jeg lå og borede mine egne negle ned i låret for at overdøve smerterne, indtil tandlægen var færdig.
Således forlod jeg folkeskolen med plomber i de fleste af mine kindtænder og absolut ingen trang til frivilligt at opsøge en tandlæge igen. Da jeg var midt i 20’erne, tabte jeg dog en af de store fyldninger, og så var der ingen vej udenom.
Jeg fandt den nærmeste tandlæge i telefonbogen, og denne gang insisterede jeg på at blive bedøvet. Det gik så nogenlunde, men bagefter alarmerede samme tandlæge mig i høje og let forargede vendinger om, at jeg passede mine tænder elendigt og derfor skulle møde op til i hvert fald et halvårligt tjek, hvis ikke jeg ville risikere at miste dem.
Det var et skrækscenarie af den anden verden for mig, og de efterfølgende gange, hvor jeg modvilligt kom for at lægge mig i stolen, var det med hjertet i halsen.
Her gik tandlægen så i gang uden at sige et ord om, hvad der foregik, alt imens en tavs klinikassistent rakte hende de instrumenter, hun løbende bad om. Jeg selv lå svedende af angst og ventede kun på, at dette helvede var overstået for denne gang.
Annonse
Gudskelov slap jeg som regel bare med en påtale om, at jeg ikke var flittig nok med tandtråd.
Efter at have gået til tjek hos denne tandlæge i et par år, flyttede jeg til en anden by. Jeg skulle derfor også finde mig en ny tandlæge, og tilfældet ville, at det blev Werner – en midaldrende tandlæge, som smilende bød mig velkommen til at tage plads i hans tandlægestol.
Hvor jeg straks startede med at undskylde for mine tænder, ville han langt hellere høre mere om, hvem jeg var. Efter at jeg havde fortalt ham om mit arbejde i en butik, og at jeg var flyttet sammen med min kæreste, fortalte Werner så lidt om sit liv med hustru og nu voksne børn.
Smalltalk, helt sikkert, men det fik mig til at føle mig mere som et menneske end blot som hans umulige patient.
Werners klinikassistent, en yngre kvinde på min alder, lod heller ikke bare til at være hans tavse højrehånd. Hun sniksnakkede i stedet afslappet med os begge to. Da Werner bad mig om at åbne munden, kom hun endda med en humoristisk bemærkning om, at nu da jeg ikke længere ville kunne sige noget, skulle hun nok sætte foden ned, hvis Werner snakkede for meget.
– Jamen, det ser jo helt fornuftigt ud, sagde Werner for hver gang, han undersøgte en af mine tænder. Ligeledes roste han min tandhygiejne.
Det var lidt svært at være bange, når jeg samtidig lige pludselig var så stolt. Da han var færdig, lod han ikke til at have den mindste bekymring på mine tænders vegne.
– Du holder dem jo godt, og hvis bare du bliver ved med det, så skal det hele nok gå.
Da jeg gik derfra, var jeg stadig lettet, men det var nu heller ikke sådan, at jeg ligefrem glædede mig til at komme igen. Jeg frygtede det bare ikke længere, som jeg havde gjort det før.
Selvom jeg igennem de næste mange år ikke slap for indimellem at få boret et hul eller lavet en rodbehandling, følte jeg mig altid i trygge hænder hos Werner. Ligeledes blev Werner ved med at berolige mig med, at mine tænder nok skulle holde livet ud – med lidt hjælp fra ham.
Annonse
Men da Werner gik på pension, og jeg for første gang lagde mig i tandlægestolen hos den yngre tandlæge, der havde overtaget hans klinik, kom frygten buldrende tilbage. For den nye tandlæge behandlede mig igen som luft.
Hun talte hen over hovedet på mig til sin klinikassistent, mens jeg lå i den samme fastlåste position og igen panisk kun kunne tænke på, hvornår jeg ville blive sluppet fri.
Forskellen var så bare, at da jeg endelig rejste mig fra stolen, vidste jeg godt, at lige så stor forskel der er på os mennesker, lige så stor forskel er der på tandlæger.
Derfor var jeg også fri til at vælge en anden tandlæge – en, der som Werner behandlede mig som et ligeværdigt medmenneske. Efter at have spurgt mig omkring hos venner og bekendte fandt jeg da også frem til den søde og rare tandlæge, som jeg stadig går hos i dag. Det at gå til tandlæge bliver dog aldrig noget, jeg helt slipper frygten for.
Barndommens smertefulde behandlinger i skoletandplejen hænger stadig ved, og måske er det at gå til tandlæge bare ikke rart.
Men det, at jeg nu igen går hos en tandlæge, der behandler mig respektfuldt og venligt, har gjort alting lettere – og det kan jeg jo dybest set takke Werner for.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
