Savner du erotik i en travl hverdag? Dette trick skaber mere nærhed i soveværelset

Savner du erotik i en travl hverdag? Dette trick skaber mere nærhed i soveværelset

Synes du, at planlagt sex lyder helt utroligt usexet? Sexolog Daisy Løvendahl er klar til at overbevise dig om det modsatte. Det kan nemlig være en fantastisk måde at skabe tid og rum til at dyrke hinanden på i en travl hverdag. Læs med her, når vi bringer et uddrag fra sexologens nye bog ”Kom i mine arme” – inklusiv en konkret guide til, hvordan du får intimiteten til at blomstre.

FIT Living logo

Jeg indrømmer med det samme, at jeg er fan af konceptet ”planlagt sex”. Og lad mig være ultratydelig her: Dette er ikke pligtsex. Dette er sex, som du har lyst til at vælge til. 

Ikke noget, du gør, fordi din partner kræver det, men noget, du aktivt vælger til, fordi du gerne vil have denne oplevelse sammen med din partner. 

Det er planlagt, fordi det kan være svært for mange mennesker at have et rigt erotisk liv på de møder, der kan opstå spontant. For hvis hele ens sexliv kun kan udfoldes, når I begge to har spontan lyst, er til stede i samme rum, alene og ikke er ved at besvime af træthed efter en krævende dag, så kan det være ret svært for de mange af os, der jonglerer to krævende jobs, børn og livet generelt. 

Derfor kan planlagt sex være en måde at skabe tid og rum til at dyrke hinanden på. Ligesom at gå ud at spise en lækker middag. Det kræver også planlægning. Eller at være med i en løbeklub eller gå til keramik.

Der skal man også dukke op på et bestemt tidspunkt og være klar og have sagt nej til alt muligt andet, man også kunne have brugt den tid på. 

Det, jeg allermest håber, at du tager med dig fra guiden til planlagt sex, som du finder på side 106, er en større erotisk bevidsthed og en erkendelse af, at lyst, sex og lidenskab ikke kun er noget, som sker. 

Det er også noget, man kan dyrke og få til at vokse sammen med den, man elsker.

”Kom i mine arme”

”Kom i mine arme”

Bogen giver dig alle redskaberne til at få et bedre parforhold med forskningsbaseret viden, fortællinger fra det virkelige liv, øvelser og spørgsmål til refleksion. 

Målet er at ruste dig til at kunne skabe mere lyst og intimitet – selv midt i det travle liv. 

”Kom i mine arme”, Daisy Løvendahl, Forlaget Falco, 320 sider, 300 kr.

Prioritér intimiteten

I det hele taget er bevidsthed omkring din seksualitet sammen med viljen til at vælge hinanden til ret centralt for par, der har både en stærk kærlighed og et hedt sexliv.

Et sexliv drevet af erotisk bevidsthed kan være lige så – eller måske mere – lidenskabeligt, intimt og levende som et, der er drevet af spontan lyst. 

Nogle af mine klienter stejler fuldstændig over det her. De synes, det er så forkert, at man skal planlægge sex. Her er, hvad de siger:

”Hvis vi planlægger det, bliver det bare endnu en pligt, og vores liv er i forvejen fyldt med pligter”. 

”Vi har frihed som en central værdi, og derfor vil vi ikke planlægge vores sexliv”. 

”Vi er sådan nogle, der har vildt god sex, så det behøver vi ikke! Det bliver kikset”. 

”Min partner vil ikke”. 

”Det er en falliterklæring, at man ikke bare har lyst til hinanden og knalder”. 

”Lysten skal komme naturligt”.

Alt dette kan jeg godt forstå, og derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at du forstår, at når lysten daler i det faste parforhold, eller man ikke længere bare har sex, så er det ikke, fordi man ikke elsker hinanden. Så er det oftere, fordi rummet til at være elskende forsvinder. Derfor er planlagt sex i mit sprogbrug allermest en insisteren på, at der skal være tid til intimitet.

De fleste, jeg taler med, har allerede haft planlagt sex. De har bare ikke tænkt på, at da de datede ham den lækre og gik i bad, barberede sig, ordnede negle, tog blondetrusser på og smed et ekstra par trusser + tandbørste + makeup + fugtighedscreme ned i tasken, fordi de skulle mødes med ham på en bar til en drink, var det planlagt sex.

Min pointe er, at planlagt sex kan være lige så vild og eksperimenterende eller tæt og kærlig, som man oplever spontan sex. 

Det centrale er nemlig, at man har sat sin erotiske intelligens i spil og vækket den del af sig selv. At man har frigjort et rum og noget tid i sit ellers travle liv, hvor der ikke er børn, som piler ind og ud af rummet, telefoner, der bipper, eller andet, som er på dagsordenen.

Det er utroligt stærkt at vise sin partner sin vilje til at være sammen med ham eller hende ved på denne måde at skabe et rum til hinanden. Og det er ikke spontan lyst, man viser her, men vilje. 

Det betyder også, at man måske ikke er særligt tændt i situationen eller mærker en eller anden urlyst, men så må man stole på, at lyst også nogle gange kommer, når man går i gang.

En del af mine klienter fortæller, at de fandt den planlagte sex usexet og akavet, men på den anden side opdagede de, at lysten kom væltende, fordi de pludselig følte sig frie til at give slip på sig selv. Sådan er lyst også. 

Nogle gange skal man vide, at børnene ikke er der, se den smukke, redte seng, drikke et glas vin og kysse i 20 minutter, før man opdager, at man har lyst. Appetitten kommer, mens man spiser, som vi siger. 

Så brug din erotiske bevidsthed til at sætte nogle tidspunkter af til sex eller ved selv at beslutte dig for, at du skal have sex, og ganske enkelt forføre den anden. Ligesom du ville gøre ved en date med ham eller hende den lækre. 

Det er mit håb, at du kan bruge guiden på næste side til at udfolde din erotiske bevidsthed endnu mere. I kernen handler erotisk bevidsthed om at ville sig selv og den anden. Det handler om at vælge at dyrke den lidenskab, der er, fremfor at længes efter noget andet.

Noget af det mest sexede, tiltrækkende og sanselige, der findes i verden, er nemlig mennesker, som er til stede. Så vær i dig selv, din krop og din nydelse. 

Vær sammen med din kæreste og se, hvad der sker, når du begynder at give jeres fælles seksuelle liv mere energi. 

Den planlagte sex kan være oaser af kærlighed, overskud og intimitet i en hverdag, der er travl. Den handler ikke om at nå fire forskellige stillinger på en time, men at skabe rum til jeres intimitet. 

Drop turen til Paris eller den fede koncert. Bliv i sengen eller lej et hotelværelse i stedet. Giv jer selv og jeres parforhold et rum til at gå ind i det seksuelle, som ikke ligger i en utopisk fremtid, når børnene sover, opvasken er taget, og indbakken er i bund. 

Den sex, som gives et rum, kan være kimen til noget, der får hverdagens sex til at blomstre. Det gør, at de korte, hverdagsagtige møder dels oftere sker, og dels at de får en anden karakter. 

Det er nemlig meget mere okay at spise helt almindelig hverdagsmad, når man ved, at der også nogle gange er plads til en femretters gastronomisk oplevelse.

Daisy Løvendahl

Daisy Løvendahl

Parterapeut, coach, sexolog, forfatter og direktør for ”Sexolog & Parterapeut”-uddannelsen. 

Gennem 12 års samtaler har hun et særligt indblik i, hvad der virkelig fylder for folk, og hun har holdt mange i hånden gennem sorg, livskriser, forelskelser, utroskab, overgangen fra par til forældre og forsøget på at finde ”meningen med det hele”. 

Se mere på Daisylovendahl.dk

Planlagt sex - sådan gør I

Læs guiden med et åbent sind og en villighed til at prøve, hvordan idéerne her fungerer for dig. Det værste, der kan ske ved at prøve noget nyt, er, at du finder ud af, at det skal du aldrig prøve igen. 

Omvendt kan du også ende med at få en idé med dig, som kan give meget i dit parforhold.

1. Tag initiativ 

Når du er klar til at udforske planlagt sex, så start med at eje initiativet.

Det kan godt være, at du ville ønske, at din partner var den, der gjorde det, eller du synes, det er en falliterklæring, at I skal planlægge sex, men læg det fra dig, og glæd dig hellere over, at du nu er i gang med at skabe det parforhold, du gerne vil være i, at du lige nu fejrer kærligheden mellem jer, og at dette er et skridt mod bedre kommunikation, større lidenskab og dybere intimitet. 

Når du begynder en samtale om planlagt sex, er det vigtigt, at det kommunikeres som en invitation: ”Jeg vil gerne have sex med dig, som vi planlægger. Har du lyst til at prøve det med mig?” 

Nogle gange kan man nemlig komme til at blande sin frustration ind i det, og det er svært at få en supersexet date ud af, så gem beskyldningerne og vreden til en anden samtale.

Invitationen, som jeg har formuleret den ovenfor, er meget ligeud og enkel, men du kan også svinge dig op til lidt mere: ”Selvom jeg ofte er træt, og jeg ikke rækker så meget ud efter dig mere, så tænker jeg tit på dig, og hvor lækker du er. Det vil jeg gerne vise dig en aften i næste uge, hvor jeg har fået børnene passet. Min plan er at forføre dig, så du skal indstille dig på, at jeg vil give dig nydelse og være sammen med dig.”

2. Find et tidspunkt sammen

Når der er sagt ja til planlagt sex, er det næste skridt at finde et tidspunkt. Det bedste er måske at få børnene passet, så prøv at få lagt en aften ind, hvor børnene er hos en bedsteforælder eller hos en legekammerat. 

Det kan også være, at I ikke har børn, eller de ikke bor hjemme, og forhindringen er noget andet. Vær klar over, hvad der ofte forhindrer jer i at tage jer tiden, og gør noget aktivt for at eliminere den forhindring.

Tricket her er ikke at lade sig begrænse af den gamle middag, biograf og derefter sex-model. Måske kan I kun være alene en time, og så er sex altså vigtigere end en film i biografen. 

I er måske også nødt til at være lidt fleksible med tidspunktet og finde et, I muligvis ikke har dyrket før, men lørdag formiddag, tirsdag i frokostpausen eller fredag eftermiddag efter arbejde er fint. Det er langt vigtigere, at I gør det, end hvornår.

3. Læg planen

Planlagt sex bliver hundrede gange bedre, når der er en plan. Også gerne på et ret konkret niveau. Så udover at vide, hvornår jeres stævnemøde er, er det også godt at vide, hvad der konkret skal ske. 

For nogle er det helt ned til en drejebog for selve sexakten i stil med: Vi kysser, så rører du mig her og der, vi gør x og y ... For andre er det nok at have styr på, om den planlagte sex inkluderer en frokost, en middag, et glas vin, eller om det kun er sex.

Jeg vil overlade til dig selv at udtænke dine konkrete erotiske planer, hvis du vil det, men jeg kommer gerne med et råd til, hvordan du kan blive klogere på at vække din partners begær og derfra måske skrive en erotisk drejebog. 

Selvom man kender hinanden ret godt, kan det stadig være både berigende og spændende at høre sin partner fortælle lidt om sin lyst og sine fantasier. 

En god måde at begynde sådan en samtale på er noget i stil med det her: ”Jeg vil gerne have, at vores planlagte sex er dejlig for dig og noget, du vil nyde. Så nu vil jeg stille dig tre spørgsmål, som du skal besvare så ærligt som muligt.”

Du kan sådan set spørge om alt, som vil gøre dig klogere på, hvad der skal til, for at den anden får en god oplevelse. Tænk på dig selv som en forsker, der indhenter vigtig information, som skal bruges, for at et projekt kan lykkes. Nedenfor er fem spørgsmål til inspiration.

Husk, at det ikke er nødvendigt at skrive en erotisk drejebog. Det kan også være virkelig dejligt og befriende bare at vide, at man har planlagt tid til nydelse, intimitet og sex. Du er også velkommen til at skrive en hel detaljeret plan ned til mindste detalje. Din krop. Din lyst. Din nydelse.

Spørgsmål til inspiration

  1. Har du mest lyst til noget, der er hurtigt og intenst eller langsomt og blidt? 
  2. Hvilken del af din krop giver dig mest nydelse for tiden? 
  3. Har du mest lyst til, at vi har sex i stil med noget, vi plejer, eller skal vi prøve noget andet? 
  4. Tænder det dig mest at tænke på, at vi er sammen, eller er det dejligt at forestille dig, at jeg koncentrerer mig helt om dig? 
  5. Hvad skal der til, for at du synes, det har været et skønt stævnemøde?

4. Varm op

Samme dag, som I har jeres stævnemøde, er det en rigtig god idé at stille ind på jeres erotiske forbindelse. Særligt hvis I sagde farvel hen over børn, der skulle ud ad døren, madpakker og lidt morgen-tidspres. 

Når der er faldet ro på, kan du derfor med fordel sende en sms, hvor du skriver, at du glæder dig til jeres møde. Det kan både være en meget kort besked med to ord eller en lidt længere fantasi om det, der skal ske.

En del af opvarmningen handler om at gøre sig kropsligt klar til at have sex. For nogle er det at vaske sig ekstra godt om morgenen, at tage et langt afslappende bad inden med tid til at forkæle kroppen eller at smøre sig sensuelt ind i creme. For andre er det læbestift, sexet undertøj eller en lille dans på kontoret. 

Uanset hvad det er for dig, så brug fem minutter på at gøre dig selv klar og fem minutter på at fortælle din partner, at du glæder dig. Det giver både en god følelse hos den anden, og det stiller også dig selv ind på det, der skal ske, og sætter måske fantasien i svingninger.

Hvis du har god tid inden, så brug den endelig på at forkæle din krop og booste din sensualitet. Du ved bedst selv hvordan. Her kan sexlegetøj og glidecreme også være gode at have ved hånden. De kan det samme for nogle som en pre-drink, inden festen skal i gang.

5. Find dine redskaber

Selvom redskaber lyder så kompliceret, behøver det ikke være det. Det handler i al enkelhed om at bruge de ting, der skal til for at højne muligheden for succes. 

Har man en indre James Bond, der er lige så glad for gear, som han er, så find rebet, legetøjet, tantra-teknikkerne og olien frem, men det kan også være et stearinlys, lidt musik og et glas danskvand serveret i et vinglas. Pointen er, at du er klar, rummet er klart, og det bliver en fest.

6. Improviser

Jeg har engang læst en jazzmusiker fortælle om, at improvisationskunst kommer efter mange års øvelse, og at man kun kan improvisere over et stykke musik, som man virkelig kender og forstår. Han fortalte også, at meget improvisation kommer, fordi nogle laver en fejl, og man derfor er nødt til at spille med på det. 

Jeg ved ikke ret meget om musik, men jeg ved, at dette også gælder livet. 

Uanset hvor meget man har tænkt, forberedt og planlagt, vil livet sit eget. Fejl opstår, man kommer for sent, kroppen vil ikke være med, eller lysten udebliver. Og det er okay. 

Planlagt sex er i virkeligheden en øvelse i både at mestre musikken og dedikere sig til den, samtidig med at man er villig til at smide hele nodehæftet væk og spille på det, som er. Helhjertet. Med øre for både sig selv og den anden.

7. Mærk efter

Når stævnemødet er ved at være ovre, er det en god idé at mærke efter, hvor man er. Både alene og sammen. Inden for den japanske bondagekunst kinbaku er det at binde rebene op lige så vigtigt som at binde dem.

Dette er en meget smuk påmindelse om at være til stede i både forspillet, akten og efterspillet. Så inden I mentalt og fysisk er på vej videre, så brug lige et minut på at mærke, hvordan det var at planlægge sex, og del den oplevelse med hinanden. 

Til inspiration kan I følge disse trin eller lave jeres egen version. Mærk efter i dig selv: Hvordan var det at planlægge sex i dag? Hvad var udfordrende eller dejligt? Hvad kan du tage med dig fra denne oplevelse? 

Del kort jeres indsigter med hinanden uden at diskutere oplevelsen. Det betyder konkret: Den ene fortæller, og den anden lytter.

8. Næste aftale

Hvis I synes, det gav jer noget, så gør det igen. Lav det eventuelt til en fast vane, at I efter hvert planlagt møde aftaler det næste. Det er godt at have det i kalenderen. 

Dels fordi det således rent faktisk sker, men også fordi det er rart at vide, at man har den aftale, når man nogle dage efter sidder foran hver sin skærm eller går rundt i nattøj med børn på armen og tænker, at det her da er dejligt, men ikke verdens mest hede ægteskab.

9. Sig tak

Når vi bruger fem minutter på at skrive en sms, en seddel, købe en blomst eller anerkende det, vi værdsætter, så gør vi både den, der modtager ordene, glad, men vi minder også os selv om det, der var dejligt. 

Derfor er det altid en god idé at afslutte planlagt sex med at sige tak. Det må meget gerne være efter, man har sagt farvel, men inden for to dage.