Året før Bettina Duncan Munk fyldte 40 år, tog hun en beslutning. Hun ville give sig selv den gave, der stod øverst på ønskesedlen. Hun ville tabe sig, og hun ville holde vægten.
Lige siden Bettina kom i puberteten, har hun kæmpet med vægten, og løbende prøvet at tabe sig ved hjælp af diverse kurforløb, gode råd fra diætister og tilmelding til forskellige motionshold. Vægten er også flere gange gået ned, blot for at gå op igen kort tid efter, når Bettina lige så stille vendte tilbage til sine gamle vaner.
Bettina valgte derfor at kontakte en kostvejleder, og valget faldt Line Hedegaard, der præsenterer sine principper under navnet Stabilt vægttab. Efter et opstartsmøde online følte Bettina, at det kunne blive den vej, der kunne få hende i mål.
"Ved tidligere vægttab har jeg kørt hardcore efter en kostplan for at nå i mål, men det virker ikke på den lange bane. Lines tilgang er at ændre én ting ad gangen, og det tager tid, så jeg accepterede, at det denne gang var lige meget, hvor lang tid det ville tage at tabe mig."
"Jeg har tidligere tabt 21 kilo på tre en halv måned, og denne gang har jeg tabt 26 kilo på et år, så det har været et længere forløb, men til gengæld holder jeg også vægten," siger Bettina.
Hendes første fokus var få lavet en madplan, som hun handlede til én gang om ugen, så hun var forberedt på dagens menu. Derudover var det at holde sig under et vist kalorieindtag om dagen.
"Det har været svært og nemt på samme tid. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig sulten, og jeg har følt, at jeg har levet helt normalt i forhold til min kost. Samtidig har jeg skulle gøre op med nogle ting omkring min måde at spise på."
"Jeg har altid fået at vide hjemmefra, at jeg skulle spise op, og helst tage flere gange for at vise, at jeg kunne lide maden, men hvorfor skal man altid spise til man er ved at springe? Det bliver maden ikke bedre af."
"Jeg har også skulle lære mig selv at mærke efter, om jeg egentlig var sulten, eller om jeg bare spiste hele skålen med fredagsslik, fordi det plejer vi jo at gøre," fortæller Bettina.
Stadig plads til chokolade
Annonse
Bettinas kost inden hun startede var ikke specielt usund. Hun har altid levet relativt sundt, spist varieret, groft og med mange grøntsager, men hun har haft en tendens til at spise for meget, og så har hun været udfordret af en sød tand.
Ved at blive bevidst om sine spisevaner, og hvilke ændringer, der skulle til, har hun haft held med at holde fast i principperne omkring vægttabet.
"Jeg har tidligere bare gået og fyldt i hovedet uden at tænke over, hvor meget jeg har spist, men ved at holde øje med, hvor mange kalorier, jeg spiser, har jeg kunne holde overblikket."
"Nu spiser jeg én portion til hver måltid modsat før, hvor jeg spiste, til jeg var stopmæt og nærmest dårlig. Og nu hvor jeg spiser mindre løbende hele dagen, når jeg aldrig at blive vildt sulten. Jeg føler en stabil mæthed hele tiden," siger Bettina, der i dag spiser tre hovedmåltider og to mellemmåltider hver dag.
Mellemmåltiderne består typisk af et stykke knækbrød med ost, en banan, et æble eller nogle af Lines opskrifter med muffins og pizzasnegle. Bettinas søde tand er der stadig, men hun har lært, hvordan hun kan styre den.
"Når jeg får lyst til noget, sætter jeg nogle kalorier af til det, så jeg om aftenen kan spise en Yankiebar eller en lille pose chips, som jeg ved indeholder 150 kalorier, og så kan jeg forholde mig til det og give mig selv lov til at tømme posen."
"Fordi jeg hele tiden har givet mig selv lov til at spise lidt af det, jeg godt kan lide, har det ikke været svært at skære ned."
Fra gåture til løb
Sideløbende med at Bettina ændrede kostvaner, begyndte hun også at motionere. Hun lagde ud med en gåtur på 10 minutter, som over det seneste år har udviklet sig til, at hun i dag løber en times tid tre gange om ugen.
"Jeg byggede stille og roligt på. Når jeg har følt, at jeg havde den, så har jeg taget et skridt mere, og det har været en super god måde for mig, for ellers havde jeg mistet grebet."
Annonse
"Jeg har undgået at skuffe mig selv ved ikke at skulle leve op til for høje krav, og det gælder både motion og kost. For der vil være dage, hvor man falder på hovedet ned i chipsskålen, men det er også okay, når jeg så har spist sundt ugens andre dage."
Igennem hele forløbet har Bettina oplevet, at det følelsesmæssigt har været langt hårdere, end hvad hun tidligere har begivet sig ud i.
"De ting, jeg tidligere har prøvet for at tabe mig, har haft fokus på én ting, nemlig vægttabet, og hvad jeg skulle gøre med kost og motion for at opnå det. Denne gang har jeg arbejdet meget mere med mig selv, for der er mange ting, der gør, at man er endt der, hvor man er."
"Jeg har haft brug for at få et positivt mindset omkring mig selv og at indse, at min tid også er vigtig. Tid til at jeg kan gøre noget godt for mig. Jeg har skulle overbevise mig selv om, at jeg er det her værd," fortæller Bettina, der sidste år fejrede sig selv med en stor fest, da hun fyldte 40 år.
Den gave, hun gerne ville give sig selv, er hun stadig i gang med, hun vil nemlig gere tabe sig 10 kilo mere, men forløbet har allerede forandret noget helt grundlæggende for hende.
"Jeg har altid haft enormt dårligt selvværd, men jeg er i alle henseender blevet et meget gladere menneske i den her proces. Den har givet mig en større tro på mig selv og en langt større livskvalitet, fordi jeg nu også prioriterer mig selv og mine behov. Jeg er virkelig stolt af det, jeg har opnået."
"Da jeg gik i gang, håbede jeg at nå et vægttab på 30 kilo, inden jeg fyldte 40 år, men det er jeg helt i ro med ikke er sket, for der er sket så meget andet, som er lige så fantastisk."