Majs datter fik to hjerneblødninger – sammen kæmpede de for det liv, hun har i dag

Udefra ligner Salon Rapunzel i den smalle bymidte i Hals enhver anden moderne frisør­­salon med store vinduespartier og lys, elegant indretning. 

Men bag facaden udspiller sig en unik historie. Ejerne, Maj og Mathias Dahl Sørensen, er ikke uddannede frisører og aner intet om pagefrisu­rer og permanentvæske. 

Blodprop: Her er symptomerne, du skal holde øje med

En blodprop i hjertet er livstruende, men alligevel er mange kvinder for langsomme til at reagere på symptomerne. Se, hvad du skal være opmærksom på.

De har alene investeret i salonen for at sikre en fremtid for deres datter, Victoria. For ti år siden blev hun ramt af to hjerneblødninger, og dommen var klar: Victoria får aldrig et almindeligt liv. Det har Maj og Mathias siden kæmpet for at modbevise.

Det var en septemberdag i 2015, at familien Dahl Sørensens liv for altid blev ændret. Maj var for første gang alene i hjemmet i Hals 30 kilometer øst for Aalborg med sin nyfødte søn, Morgan, og hans etårige bror, Theo. 

De ældste børn, tiårige Victoria og niårige William, var i skole, og Mathias var vendt tilbage til arbejdet efter endt barsel. Pludselig ringe­de Victoria og klagede over en voldsom hovedpine. 

Maj lovede derfor at hente hende og bad sin far, der bor få minutter væk, babysitte.

"Men da jeg ringede tilbage til Victoria, kunne hun kun sige nogle uforståelige lyde, så jeg lagde på og ringede 112 og til Mathias, som arbejder ti kilometer herfra. 

Han smed alt, hvad han havde i hænderne, og jeg fik Morgan placeret midt på bordet, så han ikke kunne falde ned, og Theo i sin høje stol, og så løb jeg, alt hvad jeg kunne," fortæller Maj.

Da hun og Mathias nåede frem til skolen, var ambulancen allerede ankommet, og Victoria lå grå og livløs på båren. 

Senere på akutafdelingen viste det sig, at Victoria havde haft to hjerneblødninger, og at der var så meget blod i hendes hjerne, at der ikke var plads, hvis endnu en blodåre bristede.

Problemet var, at Victorias blodårer var samlet som et nøglebundt i hjernen, så det ville ske før eller siden, og derfor var det nødvendigt at operere, hvis Victorias liv skulle reddes.

"Lægen sagde: ”Vi gør, hvad vi kan, men I skal gå ind og sige farvel. I har to minutter.” Jeg kan huske, at jeg var frustreret over, at jeg ikke kunne få lov til at sige farvel til hende, mens hun havde åbne øjne, for jeg følte, at hun allerede var væk," siger Maj tydelig berørt.

Lokalsamfundet støttede

Fem timer senere var operationen vel overstået. Men da Victoria vågnede, viste det sig, at hun havde mistet mange af sine kognitive funktioner og blandt andet havde svært ved at planlægge, træffe beslutninger og tænke abstrakt.

Anna Thygesen fik scannet sin ryg – nu har hun et vigtigt budskab til kvinder om træning

Anna Thygesen døjede i en længere periode med rygsmerter, og derfor anskaffede hun sig en personlig træner. Generelt tror hun på, at man skal søge hjælp og gøre noget ved det, hvis man har enten fysiske eller psykiske skavanker.

Næste stop blev derfor et rehabiliteringscenter, men Maj og Mathias følte ikke, at det var det rigtige tilbud for deres familie. I stedet vendte de hjem og blev tilknyttet rehabiliteringsteam på Aalborg Univer­sitetshospital.

"Jeg har sort på hvidt fra rehabiliteringscentret, at Victoria aldrig vil få et almindeligt liv. Men det kunne vi ikke acceptere. Vi har hele vejen insisteret på, at Victoria skulle have et liv som sine jævnaldrende," understreger Maj.

Det var dog en anderledes hverdag, familien tog hul på. Mens Mathias vendte tilbage til arbejdet, fik Maj bevilget tabt arbejdsfortjeneste, så hun kunne koordinere datterens genoptræning.

"Victoria havde tidligere været en ørn til matematik, men da hun vågnede, tror jeg ikke, hun vidste, hvordan et 2-tal så ud. 

Hun skulle også lære alfabetet forfra og kunne heller ikke månederne og års­tiderne, og så kunne hun ikke lære tingene ved at høre dem. 

Så jeg måtte for eksempel spørge: ”Hvad forbinder du med forår?”, og så tegnede vi det og hængte det op. På den måde blev hele huset plastret til i en stor rehabiliteringsplan."

Herfra krævede det vedholdenhed og hårdt arbejde fra både Victoria og hendes forældres side at komme videre. Men Maj understreger også, at de aldrig ville have klaret projektet uden støtte fra lokal­samfundet.

"Fordi Victoria havde så svært ved matematik, lavede jeg et opslag på byens facebookside, og så ringede min gamle matematiklærer, Bjarne, og sagde: ”Den klarer jeg. Hvis jeg kunne lære dig mate­matik, så kan jeg nok også lære hende det.” 

Hun har også haft det bedste team af tre lærere, der fulgte hende gennem skole­tiden. 

Styrken ligger ikke kun i mig, den ligger også i de relationer, der er omkring mig, for ingen mennesker kan holde til det alene for evigt."

Udfordringer sætter spor

Genoptræningen af Victoria blev dog ikke Maj og Mathias’ eneste kamp. Gang på gang har de oplevet at støde hovedet mod en mur, når de søgte hjælpemidler og ekstraundervisning. Men Maj er ikke typen, der giver op.

"Jeg er typen, der fighter og ikke flygter. Jeg har brugt alle mine vågne timer på at kæmpe og har i nogle perioder også måttet tage nætterne i brug. 

Så jeg ved, hvordan livet føles med 60 minutters søvn i døgnet, og det gør virkelig ondt i kroppen på et tidspunkt. Hen over årene er jeg også nærmest blevet uddannet jurist. 

Jeg har brugt halvdelen af den tid, jeg var ansat til at rehabilitere min datter, på at læse paragraffer og studere højesteretsdomme."

Men det er ikke kun Victorias sygdom, der har præget familiens liv. Først fik Majs bror sklerose og døde, siden fik hendes far kræft, og senest blev hendes mor ramt af en blodprop. Hver gang er Maj trådt til.

"Jeg har taget mig selv i altid at have kondisko på, så jeg har været klar til at løbe. 

Når min mor ringer, er mine antenner slået ud, og jeg skal bare høre hendes stemme for at vide, om jeg skal løbe. I mange år begravede jeg også hver nat i drømme mine børn, men jeg er nået dertil, at de nok ikke dør, så jeg kan sove roligt. 

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Men lige så snart børnene har feber eller hoster, sover jeg ved siden af dem. Der er ingen tvivl om, at har man oplevet de ting, jeg har, er man mærket for livet. 

Som ægtefolk har vi også skændtes og været der, hvor jeg har kastet med potteplanter, men vi har aldrig været i tvivl om, hvor vi har haft hinanden."

Tid til næste kapitel

I dag har Victoria både gennemført folkeskolens afgangseksamen og grundforløbet til frisør. Sidste år stødte en ny udfordring dog til, for Victoria kunne ikke finde en elevplads. 

Men så blev en frisørsalon midt i Hals sat til salg. Da Maj og Mathias hørte det, hævede de en stor del af deres opsparing og slog uden tøven til og købte salonen.

"Mathias havde lige sagt sit velbetalte job op og var sprunget ud som selvstæn­dig, så det var ikke meningen, at vi skulle ind i et projekt mere. Det er jo et økono­misk sats bare at slippe tøjlerne, og så vidste vi ingenting om at drive salon.

Jeg har skullet sætte mig ind i alt fra ansættelseskontrakter, produkter og behandlinger til sociale medier og hjemmeside. Men jeg har på intet tidspunkt grublet over, om vi skulle gøre det eller ej. Det har været en mulighed, og vi har grebet den. 

Det er svært for alle at finde en elevplads, men kommer man med senfølger efter en hjerneblødning i form af hjernetræthed, der betyder, at man bliver træt, udmattet og mister hukommelsen, når man bliver mentalt belastet, bliver det endnu sværere," siger Maj.

Victoria står i dag i lære hos salonens to frisørassistenter, og hun udfører allerede flere behandlinger, end hendes medstuderende får lov til på deres elevpladser.

"Vi har en personlig interesse i, at Victoria bliver en så dygtig frisør som muligt. Hun har frisørassistenterne, som kan svare på de tekniske spørgsmål, og vi har haft muligheden for at sige, at de skal prioritere tiden til at hjælpe hende, så hun kan tage de store behandlinger. 

Det betyder, at assistenterne kan tage færre behandlinger selv, og dermed mindre omsætning, men det er sådan, det er. Der er dog ingen forskelsbehandling i hverdagen.

Vi lægger vægt på at skabe et godt arbejdsmiljø for alle ansatte," siger Maj.

Nu er Victoria derfor på vej mod den fremtid, hendes forældre altid har kæmpet for, og Maj kan efter ti år rette blikket mod sig selv.

"Jeg satte alt til side i mit liv for at være hjemme på tabt arbejdsfortjeneste, og nu skal jeg til at finde ud af, hvad jeg skal fremover. 

Med mit cv er det svært, så jeg håber, at der er en, der prikker mig på skulderen. Det vigtigste er dog, at jeg i dag har fire sunde og raske børn og en dejlig mand."