Portræt af Julia Lahme.

Julia Lahme er blevet træt af især én slag brok – så nu har hun startet et lille oprør

Måske er det på tide at slutte fred med sine prioriteringer og antallet af timer i døgnet?

ALT for damerne logo

Jeg er en af den slags kvinder, hvis største udfordring er manglen på tid. 

Ja, noget af grunden til det er mit arbejde, noget andet af grunden til det er mine børn, vasketøjet har jeg en fornemmelse af tager røven på mig jævnligt, men noget helt fjerde er, at livet bare fylder helt vildt meget. 

Jeg har en kalender, som ligner en stresseksperts vision for Mordor, og jeg kan tilsyneladende ikke finde ud af at lave det om.

Jeg har ikke tid til ret meget andet end arbejde, mine børn og min mand. Og hvis jeg er helt ærlig, er jeg nok også indimellem typen, der brokker mig over det. Det med tiden; at der ikke er nok af den. Og jeg kan læse i mange medier, at vi er rigtigt mange kvinder, der har det sådan. At vi oplever tiden som en udfordring, at vi har travlt, at der ikke er nok timer, minutter og dage at tage af. 

Jeg har på et eller andet tidspunkt samlet en forventning op om, at det gode liv handler om, at jeg skal have tid til at følge med i fjernsynet og se alt, hvad Netflix foreslår mig, samtidig med at køkkenet flyder over med hjemmebag, mens jeg har tid til at se alle kunstudstillinger og træne fem gange om ugen. 

På et eller andet tidspunkt er der flyttet en forestilling ind i mig om, at det gode liv involverer alt det og mere til. Godt understøttet af bogudgivelser, der fortæller mig, hvor lykken ligger, og at den ligger præcist et sted, der er så langt uden for min rækkevidde, at jeg ville være nødt til at rive det liv op, jeg har brugt selve livet på at bygge, for at opnå det. 

Det er gået op for mig, at alle de forestillinger – for mig – bor præcis samme sted som det rynkefrie liv. I Mordor. 

Mordor er ikke min fyldte kalender, men de forestillinger, jeg er blevet fordret med om, hvor mange timer det kræver i døgnet for at være en god mor, en veltrænet kvinde og et menneske i balance. 

Hver eneste af de visioner kræver, at jeg finder mere tid. Og eftersom jeg ikke vil skære ned på tid med mine børn, kan jeg skære ned i tiden på arbejdet. Altså det sted, hvor jeg som voksen kvinde og som menneske har allerbedst mulighed for at gøre mig gældende, for at være sammen med andre og for at lade mig inspirere og lære nyt. 

Og her kommer mit oprør så: Jeg nægter at lade mig hegne ind af andres forestillinger om det gode liv. Jeg nægter at acceptere, at jeg skal have fyldige læber og en tom kalender for at leve op til andres forestillinger om det gode liv. 

Jeg NÆGTER at gå ned i tid, og jeg nægter at finde mig i de uambitiøse løsninger, der er for at få livet til at hænge sammen. Jeg nægter præmissen om, at vi ikke må have travlt og altid skal være i balance og i stand til at diske op med uanede mængder af hjemmebag for at have et godt liv. 

Jeg tror, livet skal bruges og leves, at kalenderen skal fyldes med liv, venner, børn, arbejde og kærlighed. 

Mit oprør mod perfektionismen skal være, at jeg som voksen kvinde giver den gas alle steder på én gang, og at jeg nyder det kaos og de rynker, det liv giver. 

Jeg vil lære af dem, der har de største ambitioner og de største armbevægelser, og jeg er SÅ færdig med at brokke mig.

Klummeskribent Julia Lahme

Klummeskribent Julia Lahme

    Etnolog, forfatter, direktør i eget kommuni kationsbureau, mor til to og Johans kone.