Patricia Schumann er bekymret over tendens blandt kvinder på hendes alder

Patricia Schumann er bekymret over tendens blandt kvinder på hendes alder

Det rører ikke skuespilleren at blive ældre, og hun er bekymret over alle dem, som lader sig påvirke af det kæmpe fokus, der er på udseende og ungdom.

Hendes verden logo farv

Lige om lidt venter en milepæl for skuespiller Patricia Schumann, som fylder 50 år til juni.

Men det runde hjørne er ikke noget, der holder den erfarne skuespiller og mor til 3-årige Absalon vågen om natten.

”Lige om lidt fylder jeg 50, og selvom jeg ikke ved, hvordan det årti bliver, synes jeg stadig, det dufter lidt af ungdom,” fortæller hun i et interview med Hendes Verden uge 21.

”Jeg er stadig meget barnlig, spontan og fjollet, hvilket, jeg synes, er vigtigt at bevare gennem livet, men jeg har også en meget seriøs side og har altid tænkt store, dybe tanker, og den del har jeg lyst til at dele mere ud af.”

Også i sit arbejdsliv står skuespilleren overfor en masse nye idéer og projekter:

”Jeg har mange ideer til både teaterstykker og spillefilm, som jeg gerne vil skrive, og så vil jeg gerne instruere. Jeg har fundet ud af, at der ser jeg klart, og jeg kan godt lide overblikket og at lede, fordi jeg føler, at jeg kan fornemme hvem, der kan og skal hvad. Det skal ikke udelukke skuespillet, men jeg vil gerne have den ekstra boble i mit arbejde.”

Et uforfængeligt forbillede

Patricia Schumann er ikke bekymret over, at hun bliver ældre. I virkeligheden bringer det hende nogle nye glæder.

”Det rører mig ikke at blive ældre. Jeg vil glæde mig over at se mit ansigt få fuger og også kunne spille den alder, jeg har,” fortæller hun og mærker til gengæld en bekymring på vegne af alle dem, der ikke har det ligesom hende.

”Jeg er så bekymret over alle dem, der laver sig selv om på grund af det kæmpe fokus, der er på udseende og ungdom, og jeg håber, at jeg kan holde fast i ikke at få noget lavet,” siger hun og tilføjer:

”Jeg er også meget uforfængelig, og der er noget skønt i at ligne sin alder. På den måde glæder jeg mig til måske at kunne være et forbillede for yngre mennesker.”

Læs hele interviewet med Patricia Schumann i Hendes Verden uge 21, hvor hun også fortæller om at vente med at blive mor til hun havde mødt den helt rigtige og om et godt råd i skuespilbranchen, der ramte hende hårdt.

Patricia Schumann

• 49 år. 

• Datter af cirkusartist Benny Schumann og sygeplejerske Marianne Schumann. 

• Uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole i 2005. 

• Kendt fra bl.a. julekalenderen Tidsrejsen, tv-serien Herrens Veje og filmene Den tid på året og Submarino, for hvilken hun modtog en Bodilpris for bedste kvindelige birolle. 

• Teaterskuespiller i bl.a. Jeppe på Bjerget, Den glade Enke og Normal, hvor hun modtog en talent-Reumert, samt kvindeforestillingen Hår på den, som hun var medskaber af og modtog en Reumert særpris for. 

• Gift med skuespiller, instruktør og forfatter Rasmus Krogsgaard og mor til Absalon på tre år.