Eva faldt i kløerne på en tyran: 'Jeg var så forelsket i Johan, at jeg forlod min mand for ham'

Eva faldt i kløerne på en tyran: "Jeg var så forelsket i Johan, at jeg forlod min mand for ham"

"Jeg var så voldsomt forelsket i Johan, at jeg forlod min mand for ham. I starten levede vi da også et liv i lykkeligt sus og dus, men med tiden begyndte Johan at blotte sider af sig selv, som chokerede mig, og som jeg slet ikke anede, at han besad." Her får du en læsers personlige beretning. 

hjemmet logo farve

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtede. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg var stadig gift, da jeg mødte Johan. Mit ægteskab havde dog længe skrantet. Min mand, Bjørn, og jeg var gode venner og forældre til vores to teenagedrenge, men der var ingen gnist tilbage imellem os. 

Mellem Johan og mig slog alting til gengæld gnister, fra første gang, vi mødte hinanden via vores arbejde.

Johan nævnte ofte, hvor heldig han følte sig. Tænk, at jeg havde forladt min mand for ham. Midt i vores fælles lykke og forelskelse fik det ham til at føle sig ekstra speciel. Jeg var glad for at kunne give ham den følelse, mere tænkte jeg ikke over det. Jeg var bare lykkelig for at have fundet kærligheden og lidenskaben i mit liv igen.

Johan og jeg interesserede os begge for at rejse. Især verdens storbyer, hvor vi gik til koncerter og på museum. Det var på mange måder et spændende og behageligt liv, jeg gled ind i sammen med Johan. 

Han havde et godt job i en stor medicinalvirksomhed, vi købte en stor lejlighed og et gammelt hus på landet, som vi begyndte at sætte i stand sammen. Det sidste skulle være vores fritidshus, men når vi gik på pension, og huset var færdigt, ville vi flytte permanent derud.

Mit liv blomstrede, og det gjorde jeg også. Jeg følte mig elsket og beundret. Jeg levede det liv, jeg altid havde drømt om. Mine to drenge og Johans halvvoksne datter kom også godt ud af det med hinanden. Alle omkring mig bemærkede, hvor lykkelig jeg virkede.

Da Johan efter et halvandet års tid begyndte at virke utilfreds, kom det derfor helt bag på mig. Det startede i det små. Han vrissede lidt i hverdagen og beklagede sig over, at han følte sig overset. Når mine drenge boede hos os hver anden uge, blev det værre. 

En aften lavede Johan en decideret scene, fordi jeg havde lavet min ældste drengs livret, lasagne. Han sagde, at jeg da aldrig lavede noget specielt, som kun han kunne lide. 

Næste aften lavede jeg så hans livret for at gøre det godt igen, men det var ikke godt nok. Nu gjorde jeg det jo bare, fordi jeg følte mig skyldig, som han sagde, og ikke for at glæde ham. Intet jeg sagde eller gjorde kunne ændre hans mening.

Den slags situationer opstod oftere, og jeg følte mig spændt for en hård vogn for at prøve at gøre Johan tilfreds; en opgave der aldrig lykkedes.

Samtidig begyndte Johan at brokke sig over sit arbejde, som han ellers havde været så glad for. Hvorfor skulle han bruge så mange timer af sit liv på at slave, så vi andre bare kunne bruge hans penge? Han spildte jo sit liv. 

En dag kom han hjem og bekendtgjorde, at han ville lægge sit liv om. Han ville sige sin faste stilling op og blive konsulent, selvom det ville tage tid at bygge en selvstændig konsulentvirksomhed op.

Jeg ønskede det bedste for Johan, men jeg var også forbeholden. Hvad med vores økonomi? Vi delte alle udgifter lige, men han ville i starten kun tjene en brøkdel af sin nuværende indtægt.

Johan blev ikke bare vred over mine forbehold. Han blev rasende.

"Hvis du nu ikke støtter mig i det, jeg gerne vil, så elsker du mig ikke!" råbte han.

Jeg følte mig snigløbet af hans argument. Jeg elskede ham jo, men hans nye livsvalg, der åbenbart ikke var til debat, ville også betyde en radikal livsændring for mig. Var det derfor ikke i orden, hvis jeg gerne ville tages med på råd? Sådan så Johan det ikke. Jeg var enten med ham eller imod ham. 

Jeg besluttede mig derfor selvfølgelig for at være med ham. Jeg ønskede jo, at han skulle være lykkelig og ikke tvivle på min kærlighed.

Vi fik da også et nyt liv skruet sammen. Vi lagde lånene i vores hus om, så vi ikke havde så mange udgifter. Vi begyndte at leje huset på landet ud. Jeg tog noget mere arbejde, og Johan beholdt et par faste opgaver for sit gamle job til at starte op på. 

Vi havde dog slet ikke det samme økonomiske overskud som før, vi kunne kun lige klare hverdagen. Der kom dog ro på igen i en periode, i hvert fald delvis. Johan opfattede min villighed til at gå på kompromis som den kærlighedserklæring, han åbenbart havde brug for. Det var næsten nok for ham, men ikke helt …

Det var nemlig ikke let for Johan at slå igennem som selvstændig. Opgaverne hang ikke på træerne, og der var mange unge, dygtige konsulenter at konkurrere med. Tilmed viste det sig, at Johan ikke rigtig havde disciplinen til at arbejde alene. 

Han havde svært ved at tage sig sammen, den mindste modstand fik ham til at give op. Hvis jeg ikke konstant roste ham til skyerne, blev han fornærmet og ofte rasende. Jeg skulle støtte ham 100%, ellers blev han vred.

Det irriterede også Johan, at han hele tiden følte sig mindreværdig i forhold til sine yngre konkurrenter i branchen. Derfor bekendtgjorde han en aften, at han nu ville tilbage på skolebænken og læse markedsføring på universitetet. Der ville kun være tid til ganske få konsulentopgaver – men han ville trods alt få SU.

Jeg må indrømme, at jeg først troede, det var en vittighed. En SU var jo ingenting, og vi havde hus og børn og store daglige udgifter. Hvordan skulle det kunne gå? Igen gravede han sig ned i en skyttegrav, inden vi kunne nå at tale sammen om beslutningen: Hvis ikke jeg støttede ham, elskede jeg ham ikke. 

Jeg brød helt sammen og græd. Jeg havde ikke lyst til konstant at skulle igennem de her radikale livsændringer, og jeg forstod ikke, at vi ikke kunne tale om tingene som voksne mennesker og finde et kompromis, der gjorde vores liv sammen muligt? Hvordan kunne en sådan samtale være et symbol på manglende kærlighed? Kærligheden manglede netop ikke, for jeg følte mig stadig dybt forbundet til Johan.

Vi endte med at sælge vores lejlighed og flytte ud på landet i vores hus, der næsten ingenting kostede. Det resulterede i, at jeg måtte pendle flere timer til og fra arbejde, og at mine drenge sjældent kom på besøg pga. afstanden. 

Jeg var ikke så lykkelig længere. Vi skulle vende hver en krone. Hver dag var en kamp. Rejserne og oplevelserne, der havde bundet os sammen, var helt væk.

Det var dog ikke det, der tærede på mig. Det var Johans konstante utilfredshed og krav om, at jeg skulle bevise min kærlighed. Der var ikke plads til, at jeg kunne være ked af de ting, jeg havde opgivet for, at han kunne studere. Nævnte jeg det, blev jeg mødt med raseri. 

Hans behov for bekræftelse styrede vores hverdag. Hvis jeg stod op om morgenen og tog morgenmad uden også at gøre hans morgenmad klar, var det et tegn på egoisme. Det også selvom han aldrig kunne finde på at tilberede min morgenmad på trods af, at han var den, der havde overskud af tid i hverdagen. 

Hvis jeg blev i byen efter arbejde for at se en veninde, var han også sur, når jeg kom hjem. Hvis jeg skulle afsted om aftenen for at deltage i aktiviteter på mine sønners skole, surmulede han i dagevis. Kun hvis jeg blev hjemme, beviste jeg endnu engang, hvor meget han betød for mig.

Hvis jeg derimod tog initiativ til at gøre ham glad ved at købe lækre kager med hjem fra byen eller fandt en film, som jeg vidste, at han gerne ville se, så affejede han det altid. Det gjaldt ikke som kærlighedshandlinger. Dem havde han jo ikke bedt om. Det samme med ethvert ”jeg elsker dig”’, der ikke kom efter et langt og opslidende skænderi. 

Det var som om, der altid skulle et offer til fra min side, før han kunne føle sig bekræftet. Imidlertid var Johan også begyndt at kede sig på sit markedsføringsstudie på universitetet. Den verden sagde ham ikke noget, klagede han. 

Hvad han så skulle, vidste han ikke, og for penge, vi ikke havde, startede han hos en karrierecoach. Imens faldt huset mere og mere sammen om ørene på os. Vi havde heller intet at tale om længere, som ikke detonerede et skænderi.

Til gengæld fandt Johan ud af, hvad der var hans livs kald. Hans konsultationer hos karrierecoachen havde overbevist ham om, at han kunne gøre coachens arbejde meget bedre. Nu ville han være coach. Uddannelsen skulle han selv betale, og denne gang var der ikke engang SU. 

Det var tredje gang på fem år, at Johan ville vende vores liv på hovedet, uden at vi kunne tale om det som voksne mennesker. Hvis jeg kom med indvendinger, mødte jeg igen hans raseri. Så elskede jeg ham ikke. Det sidste følte jeg efterhånden, at jeg havde hørt én gang for meget. Denne gang lod jeg det derfor ikke holde mig tilbage. 

Der var noget ved vores fælles liv, der var sygt. Mønstre, der gentog sig. Johan ville jo aldrig blive tilfreds. Det var skruen uden ende. Den Johan, jeg var blevet forelsket i, fandtes ikke længere, og jeg var selv ved at forsvinde i en umulig kamp for at gøre ham tilfreds. Så jeg sagde stop.

Jeg betalte vores hus ud og blev boende, og ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg ikke følte sorg over vores brud. Jeg følte kun lettelse. Jeg fyldte huset med musik og liv. Jeg holdt altid min dør åben, og venner og børn begyndte at komme igen på besøg og blev gerne boende i hele weekender og ferier. 

Jeg skulle ikke bevise noget for at få deres kærlighed, og når jeg ser tilbage på det i dag, kan jeg slet ikke forstå, at jeg lod mig tyrannisere så længe.

Johan mødte hurtigt en ny kvinde, og i dag kan jeg på afstand se, hvordan han udsætter hende for samme umulige kærlighedstyranni, som han gjorde med mig. 

Jeg overvejer af og til at ringe til hende og fortælle hende om mit liv med Johan. Måske gør jeg det en dag, men ikke foreløbig. For lige nu nyder jeg bare lettelsen over, at Johan ikke længere er en del af mit liv.

Skriv til Vibeke Dorph

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.