Lær at være ærlig på den rigtige måde
SPONSORERET indhold

Skal man være 100 procent ærlig over for sine veninder?

Det kan være svært at sige sandheden til sin veninde. Men hvis du ikke gør det, er jeres venskab dødsdømt, mener parterapeut Ingrid Ann Watson. Psykolog Finn Korsaa er ikke enig.

Af: Agnete Finnemann Scheel Foto: NRK
27. jan. 2017 | Livsstil | ALT.dk

Emnet veninder dukker ofte op, når vi kvinder går til terapeut eller psykolog, selvom det slet ikke var derfor, vi bad om hjælp i første omgang.

Det fortæller Ingrid Ann Watson, der har 22 års erfaring som parterapeut.

- De fleste opsøger mig på grund af kærlighedsrelationer. Men når først de er kommet igennem det emne, så kommer problemet med veninder ofte ind, siger hun.

LÆS OGSÅ: Hvis du kunne lave én ting om hos din veninde, hvad skulle det så være?

Selvom Ann Wotson oplever, at mange kvinder gerne vil tale om deres veninder, så har de fleste svært ved at sætte ord på problemerne.

- De synes simpelthen, det er pinligt og lidt spild af min tid at tale med mig om deres problemer med veninderne, forklarer Ingrid Ann Watson.

Men der tager de fejl, mener hun. Det er vigtigt at tale om tingene med sine veninder.

I et nyt tema på Alt.dk sætter vi derfor fokus på alt det, vi gerne ville tale med vores veninder om, men som kan være svært at få sagt.

Måske spørger veninden aldrig ind til dit liv, men taler kun om sit eget. Det generer dig, men du gør ikke noget. Men det kommer der ikke noget godt ud af, advarer terapeuten.

- Hvis man har veninder, man har lyst til at følges med de næste 30 år, kan det ikke nytte noget, at man tænker for sig selv: "Hvorfor spørger du aldrig ind til mig?" Så skal man sige det.

Kan du forstå, hvis man er bange for at såre, og så vil det gå ud over ens venskab?

- Det kan jeg godt. Men hvis nu jeg er din veninde, og du bliver ved med at snakke om det her barn og afbryder mig, når jeg snakker om mig - så vil jeg på et tidspunkt alligevel finde det uinteressant at være sammen med dig, siger Ingrid Ann Watson.

- Og hvad tror du i øvrigt, jeg bliver mest ked af - din ærlige mening eller at du forlader mig?

Parterapeuten tror nemlig ikke på, vi bliver i relationer, hvor der er noget, som irriterer os. Derfor kan det godt betale sig at tage chancen med den ærlige samtale.

Men det er Finn Korsaa, psykolog og parterapeut ikke enig i.

- Som udgangspunkt lyder det jo meget rigtigt, at man skal være ærlig. Men skal man altid det?

Finn Korsaa giver et tænkt eksempel:

- Hvis din veninde er stresset og ked af det på jobbet, skal du så sige til hende, at du tror, det er fordi hun har en job, hun ikke kan klare? Man bliver nødt til at tænke situationen med ind i det, for man kan godt forestille sig, at hvis man sagde tingene lige ud, så holder venskabet ikke, siger han.

Finn Korsaa taler om venskaber som et spil med et sæt regler på lige linje med en fodboldkamp. Forskellen er bare, at de regler, dig og din veninde spiller efter, er langt mere indviklede og nogle, I har udviklet langsomt i takt med, at I blev veninder.

En regel kan eksempelvis være, at den ene ofte tager initiativ til at ses, mens den anden er mere passiv, forklarer psykolog og parterapeut Finn Korsaa. Men selvom det er "en regel" mellem dig og din veninde, kan den sagtens skabe konflikt.

LÆS OGSÅ: Kære veninde: Hvorfor spørger du aldrig ind til mig?

På Alt.dk har vi bedt vores læsere fortælle os, hvad de ville ønske, deres veninde kunne lave om eller indse. Og her nævner flertallet, at de ville ønske, at veninden tog mere initiativ eller gav dem mere opmærksomhed.

Hvordan laver man så de regler om, hvis man ikke kan lide dem?

- Det er meget svært. Når en gruppe mænd løber på banen for at spille fodbold, ved de godt, hvad reglerne er. Men når vi er sammen uformelt bliver reglerne til løbende. Og de er aldrig formuleret klart. Her er der ikke noget, der hedder offside eller straffespark.

Imens der ifølge psykologen ikke er meget at gøre i en veninde-relation, hvor man er utilfreds med "reglerne", er der én ting, som er vigtig at lære:

- Et rigtig godt venindeforhold er et, hvor man er i stand til at lytte og forstå - på de betingelser, den anden har - ikke på ens egne betingelser. Og så skal man droppe de gode råd. Man skal bare lytte.

LÆS OGSÅ: 8 gode råd: Sådan bliver du en bedre veninde